Social- og sundhedsassistent: Vil du arbejde dag, aften eller nat på ét af vores 8 demensplejehjem i Københavns Kommune?

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Vi søger nye kolleger, der vil bruge deres faglighed til at drage omsorg og yde sygepleje af høj kvalitet til mennesker med demens. Så er du social- og sundhedsassistent – søg nu eller ring på 30 50 32 52, hvis du vil høre mere.

I Københavns Kommune er der otte demenscentre, som er plejehjem med boliger særligt indrettet til københavnere, der lever med demens, og som har brug for særlige rammer, så de kan leve trygge og meningsfulde liv.

Lige nu søger vi flere social- og sundhedsassistenter, der er nysgerrige på arbejdet med mennesker, som lever med demens, og som er rummelige og gode til at danne relationer. 

Brug dine menneskelige kompetencer til at skabe tryghed og mening
På alle vores plejehjem bruger vi vores menneskelige såvel som faglige kompetencer til at skabe trygge og meningsfulde rammer om hverdagen for disse sårbare borgere, og vi respekterer den enkeltes ret til selv at bestemme, hvordan de vil hjælpes.

For borgere, der lever med demens, er det særligt vigtigt, at du arbejder med en anerkendende og tålmodig tilgang, når du løser opgaver omkring beboeren. Det er derfor vigtigt, at du interesserer dig for det relationelle og pædagogiske arbejde med beboerne.

Når man lever med demens, findes opskriften på en god dag ofte i den enkeltes livshistorie og identitet. Ved at aktivere minder gennem musik, billeder og fortællinger kan du gøre de praktiske opgaver og den personlig pleje til en tryg og respektfuld oplevelse.

Konkret skal du hjælpe med at sikre, at

  • den enkelte borger oplever livskvalitet – bl.a. gennem et sundhedsfagligt fokus på borgerens almene tilstand
  • borgeren får opfyldt de grundlæggende psykologiske og fysiske behov i overensstemmelse med Tom Kitwoods teori om personcentreret omsorg
  • rammerne og omgivelserne støtter op omkring borgeren, så funktioner bevares og måske endda styrkes
  • skabe sammenhæng mellem ydelse af plejen/omsorgen og dokumentationen
  • der sættes fokus på sundhedsfremme og forebyggende tiltag med udgangspunkt i Københavns Kommunes ældre- og demenspolitik, kvalitetsstandarder og indsatskatalog for sygepleje

Som en del af det tværfaglige team indgår du i arbejdet omkring borgerne i alt fra aktiviteter og måltider til personlig pleje. Vi forventer, at du bidrager med dit monofaglige perspektiv på borgerne og stiller skarpt på deres sundhedsmæssige tilstand.

Få en hverdag med faglig nysgerrighed og forskellig faglighed
Du vil blive ansat på ét plejehjem, hvor du får din daglige gang og dit faste kollegateam bestående af blandt andet sundhedsfaglige medarbejdere, pædagoger og terapeuter. Vi lægger vægt på tværfagligt samarbejde, og vores fælles evne til at sætte vores kompetencer i spil omkring beboeren.

På de fleste af vores demensplejehjem bor mennesker, som enten lever med fysiske funktionsnedsættelser eller en demenssygdom – eller begge dele. Andre plejehjem er specialiserede i fx alkoholdemens.

Læs mere om det enkelte plejehjem ved at klikke på navnet:

  • Aalholmhjemmet ligger i Valby og er specialiseret i at arbejde med beboere med demens. Her er 32 toværelseslejligheder fordelt på to etager samt et daghjem med plads til otte borgere, der bor uden for Aalholmhjemmet.
  • Bonderupgård i Vanløse er et plejehjem med særlige afdelinger for ældre med demens. Ud af 58 boliger er 20 boliger til beboere med demens.
  • Bryggergården ved Carlsbergbyen på Vesterbro er specialiseret i demenssygdomme, som primært skyldes skader efter et stort alkoholforbrug. Her er 40 boliger med beboere i alderen 55 og 85 år.
  • Fælledgården ligger på Østerbro. Udover almindelige boliger er her 30 boliger på én demensafdeling og et aktivitetscenter for hjemmeboende borgere med demenssygdom.
  • Højdevang Sogns Plejehjem i Valby har 33 boliger til borgere med demens. Derudover ti vurderingspladser, to aflastningspladser og et aktivitetscenter for borgere med demens.
  • Kastanjehusene ligger i De Gamles By på Nørrebro og er under udvikling mod at blive et demensplejehjem. Lige nu er det hjem for 91 beboere, som bor i tre forskellige huse.
  • Lindehusene ligger også i De Gamles By på Nørrebro og har to plejeafdelinger i huse tæt på hinanden: I det ene hus bor 27 beboere, der alle primært er under 65 år, og i det andet bor 32 beboere på særligt skærmede demenspladser.
  • Pilehuset ligger i Brønshøj, og de fleste af de 124 beboere har en demenssygdom – særligt demenssygdomme, som sidder fortil i hjernen: Huntingtons sygdom, Alzheimers sygdom, vaskulær demens og Lewy Body-demens. 
  • Rundskuedagens Plejecenter på Vesterbro har 37 boliger og er særligt målrettet beboere med alkoholrelateret demens.

Hvis du ønsker at arbejde 12 eller færre timer om ugen, tager vi også gerne imod din ansøgning. Det er også muligt at arbejde i hjemmeplejen eller på en af vores specialiserede centre.

Ansættelsesvilkår
Vi kan tilbyde uddannede social- og sundhedsassistenter ansættelse hurtigst muligt, når vi har fundet det rigtige match. Vi modtager ansøgninger helt op til fristen. Du bliver ansat efter gældende overenskomst, og din løn bliver forhandlet på baggrund af erfaring og kvalifikationer. Der vil blive indhentet straffeattest og reference i forbindelse med ansættelse.

Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling i kommunen, har vi mulighed for at tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere her.

Vil du høre mere?
Ring eller send en sms til Rekrutteringsfunktionens Hotline på 30 50 32 52 og fortæl os, hvor og hvordan du gerne vil arbejde. Der er muligheder i alle vagtlag – også på plejehjem, der ikke er specialiserede i demens – så ring til os og hør om mulighederne.

Du kan også nemt ansøge ved at udfylde et kort ansøgningsskema. Bare klik på 'Søg jobbet'. Du behøver ikke uploade CV eller ansøgning. Nemt, ik’?

Vi vil gøre alt, vi kan for at imødekomme dine ønsker, og der altid en bus, metro eller S-tog lige om hjørnet, så det er nemt at komme på arbejde. Enkelte steder kan du også parkere gratis.

Søg via linket senest søndag den 23. august 2026

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.