Pædagogmedhjælpere til Æblekassen
Har du lyst til at lege, feje og være en del af et virkelig godt arbejdsfællesskab? Så læs med her
Om Æblekassen og hvad vi kan tilbyde
Æblekassen ligger på Grønttorvet i Valby i et nybygget hus, som har rigtig gode pædagogiske faciliteter. Vi har plads til 175 børn fordelt på fem vuggestuegrupper og fem børnehavegrupper. Vi er ca. 42 medarbejdere og to ledere.
Vi kan tilbyde dig et hus med masser af faglighed, uddannet personale og en gruppe af kolleger, der er glade for det fællesskab, vi har i Æblekassen.
Vi søger pædagogmedhjælpere til både børnehaven og vuggestuen.
I Æblekassen arbejder vi ud fra mottoet ”Det skal være sjovt at være her, men vi er her ikke for sjov”. Derfor arbejder vi ud fra tre vigtige perspektiver – børneliv, arbejdsliv og forældresamarbejde.
Det gode børneliv
Det gode børneliv handler for os om, at alle børn bliver mødt af rolige og nærværende voksne. Du skal som pædagogmedhjælper være klar på at lege, samtidig med at du er den voksne, der ved, hvornår der er mad, og hvem der er på arbejde i eftermiddag. At lege står forrest i din opgavebeskrivelse.
Det gode arbejdsliv
Det gode arbejdsliv handler for os om, at alle medarbejdere ved, hvad der forventes af dem og har mulighed for at gøre det, de er gode til.
Vi er ikke alle gode til alt, men alle er gode til noget. Derfor er arbejdsfællesskabet meget vigtigt for os i Æblekassen, og vi har en forventning om, at alle medarbejdere arbejder med vores struktur og er mødestabile.
Som medhjælper er du ansat til både at være praktisk og til at understøtte vores pædagogik.
Det gode forældresamarbejde
Det gode forældresamarbejde handler for os om, at vi er bevidste om, at forældrene er vores vigtigste samarbejdspartnere. Vi lykkes, når vi sammen arbejder med børnenes trivsel, udvikling og mod. Derfor skal du som medhjælper være klar til at have daglig kontakt med forældrene i huset. De uddannede pædagoger i huset har ansvaret for alle andre samtaler med forældre.
Vi håber, at du er blevet nysgerrig og har lyst til at møde os og se huset.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst.
Stillingerne er som udgangspunkt med start hurtigst muligt og senest den 1. august 2025.
Arbejdstiden udgør 37 timer ugentligt.
I forbindelse med ansættelserne indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
I København får du desuden en bedre løn som uddannet pædagog end i de fleste kommuner. På www.kk.dk/paedagogloen kan du se, hvor meget man tjener som uddannet pædagog i Københavns Kommune.
Bilag
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Skriv gerne i din ansøgning, hvis I er to, som ønsker at søge stillingerne sammen.
Yderligere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte pædagogisk leder Maria Andersen på 2384 0503 eller Mette Arnold Jensen på 2384 1709.
Søg via linket senest mandag den 7. juli 2025
Vi glæder os til at høre fra dig og forventer at holde samtaler løbende.