Metodestærk data- og analysemedarbejder til udviklingen af det nære sundhedsvæsen i landets største kommune (tidsbegrænset)
Søg jobbet
Center for Sundhed og Rehabilitering har – som en del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningen - det strategiske ansvar for udvikling af det nære, sammenhængende og bæredygtige sundhedsvæsen i Københavns Kommune. Vi har en ambition om at præge både den nationale dagsorden og samarbejdet med regionen. Vores absolutte ledestjerne er en fælles tilgang til genoptræning og rehabilitering, og vi vil gå forrest med at bruge data som afsæt for at udvikle nye visionære løsninger til gavn for københavnerne. Vi samarbejder bredt for at understøtte faglighed, kvalitet og større sammenhæng i de borgernære sundhedstilbud.
Hos os får du mulighed for at få indblik i en stor politisk organisation og være en del af en hel central udvikling af det danske velfærdssamfund.
Vi er ca. 70 medarbejdere i centeret, som løfter i flok i et engageret, energisk og travlt miljø med skiftende dagsordener og alsidige opgaver – med gode muligheder for fleksibilitet mellem fremmøde i vores lokaler i Telehuset på Borups Allé og hjemmearbejde. Vi har et godt arbejdsmiljø i storrumskontor og lægger vægt på faglig sparring, ansvarlighed og respekt.
Den ledige stilling er i Afdeling for Rehabilitering, som har ansvaret for at udvikle og understøtte rehabiliteringsindsatsen på forvaltningens genoptræningscentre og midlertidige pladser samt på Neurorehabilitering København. Afdelingen består af 13 engagerede medarbejdere, som i overvejende grad har terapeutisk baggrund.
Om jobbet
Vores strategiske ambitioner og et stort politisk fokus betyder, at vi har brug for en ny kollega, som kan være med til at understøtte vores arbejde med data.
Vi har allerede en række medarbejdere i afdelingen, som på forskellige vis arbejder med data. Deres opgaver handler primært om at definere, hvilke data vi vil indhente i vores store driftsorganisation at understøtte arbejdsgange, der sikrer god datakvalitet og -brug samt at udarbejde ad hoc analyser.
Vi har desuden et godt og tæt samarbejde med forvaltningens fælles dataafdeling, der består en række højt specialiserede medarbejdere, der både har adgang til alle relevante datakilder i og udenfor forvaltningen og har kompetencerne til at kode avancerede analyser.
Københavns Kommune er landsledende på BI data på det kommunale sundhedsområde og har dermed også forpligtelser og muligheder ift. at bistå med data til fx arbejdet med Sundhedsreform 2024.
Vores nye kollega skal arbejde i krydsfeltet herimellem og hjælpe os med at se og kvalificere databehov, at oversætte fra behov til system, og i et vist omfang også selv gennemføre og formidle analyser. Det vil sige, du skal både have et godt indblik i sundhedsområdet og også kunne omsætte det til konkrete data- og analysemuligheder. Vi forventer, at du kan bidrage til at udfylde vores ambition om gøre data til en endnu større del af vores daglige og strategiske beslutningstagning. Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du selv kan være med til at skabe indholdet.
Om dig
Vi forestiller os, at du har en relevant akademisk baggrund, fx folkesundhedsvidenskab, sociologi, statskundskab, cand. scient. eller lignende.
Vi forventer, at du har stærke metodiske kompetencer i blandt andet statistisk analyse og datavisualisering. Systemmæssigt forventer vi, du er superbruger i Excel og kendskab til R samt SQL el. lignende vil være en fordel.
Herudover lægger vi vægt på, at du har både viden og erfaring på sundhedsområdet – allerhelst fra det kommunale sundhedsvæsen eller det tværsektorielle samarbejde.
Da du vil komme til at agere bindeled mellem mange forskellige interessenter – også ud i vores drift -, er det væsentligt, at du evner en konstruktiv dialog og formår at se, hvordan mange forskellige hensyn og ønsker kan forenes.
Erfaring med, eller interesse for arbejdet med BI data vil være en fordel.
Og så lægger vi vægt på, at du er ansvarsfuld og kan planlægge, prioritere og afslutte dine arbejdsopgaver – og selv formår at række ud til dine kollegaer, når der er behov for det.
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelse er i henhold til gældende overenskomst.
Stillingen er på 37 timer ugentligt og er en midlertidig ansættelse fra 1. august 2025 og løber til den 31. juli 2026.
Mere information
Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du er velkommen til at kontakte afdelingsleder Charlotte Agger Meiner Kam på 30 31 82 99.
Du kan læse mere om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen her
Sammen med din ansøgning bedes du vedhæfte CV og andre relevante dokumenter.
Søg via linket senest onsdag den 21. maj 2025
Der er planlagt samtaler tirsdag den 27. maj 2025.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores hverdag.kk.dk