Kvalitetssygeplejerske til Ryholtgård – bliv en del af et hus præget af tillid og samarbejde
Genopslag
Vil du være den faglige drivkraft på et plejehjem, hvor kvalitet ikke er noget, vi taler om – men noget, vi gør? Lige nu søger vi en kvalitetssygeplejerske, der brænder for faglig udvikling, læring i praksis og høj kvalitet i plejen af ældre mennesker. Hvis du kan se dig selv i dette så læs videre.
Vi har fået mulighed for at investere yderligere i kvalitet og faglig udvikling. Derfor søger vi en kvalitetssygeplejerske, der vil være med til at omsætte ambitioner til praksis og sikre, at høj faglig kvalitet mærkes i mødet med den enkelte beboer.
Et lille plejehjem med store ambitioner
Ryholtgård ligger i Hellerup på grænsen til Østerbro med gratis parkering og nem adgang til offentlig transport.
Vi er et kommunalt plejehjem med 55 beboere, og netop størrelsen betyder, at vi kender hinanden. Her er kort vej fra idé til handling, og du vil opleve en nærhed til både beboere, pårørende og kolleger.
Når man træder ind ad døren hos os, bliver man mødt af venlighed, hjælpsomhed og engagement.
Vi mødes hver uge til fælles ugemøde, hvor vi starter med lidt bevægelse, deler viden, fejrer succeser og styrker fællesskabet på tværs af hele huset
Vi gør os umage med at lytte til hinanden. Hos os er alle lige vigtige. Vi er ét fællesskab sammen med beboere og pårørende.
En arbejdsplads med tillid som udgangspunkt
På Ryholtgård tror vi på, at mennesker lykkes bedst, når de mødes med tillid.
Derfor bliver måden, vi arbejder på, udviklet i et samarbejde. Vi lytter til hinandens perspektiver, reflekterer sammen og finder de bedste løsninger i fællesskab.
Du vil opleve en forstander, der er nysgerrig på dine idéer, og som prioriterer dialog frem for direktiver.
Vi forventer ikke, at du kan alt. Til gengæld forventer vi, at du tør sige til, når der er noget, du er i tvivl om. Det gør vi nemlig også selv.
Her bliver du ikke alene om opgaven
Som kvalitetssygeplejerske får du et tæt samarbejde med vores to sygeplejefaglige afdelingsledere og husets to sygeplejersker.
Vi mødes hver dag for at prioritere opgaver, koordinere indsatser og sparre om faglige problemstillinger. Der er altid nogen at vende idéer, udfordringer og udviklingsprojekter med.
Hver dag kl. 11.00 samles plejepersonale, sygeplejersker og afdelingsledere ved e-tavlen til fagligt statusmøde. Derudover er der daglige overleveringer med aftenvagterne, hvor sygeplejerskerne sikrer den faglige sammenhæng på tværs af døgnet.
Vi er et lille hus, og det mærkes. Her foregår der konstant dialog, refleksion og sparring på tværs af faggrupper.
På de månedlige kvalitetsmøder får du en central rolle, når du gør status på igangværende udviklingsarbejde og drøfter dine perspektiver med ledergruppe og sygeplejersker. Som noget nyt i forvaltningen, er vi så heldige at have fået en ’kvalitetspartner’. En kollega, der er forankret centralt i ’afdeling for kvalitet og borgersikkerhed’, og som fungerer som sparringspartner og bidragsyder til vores arbejde med kvalitet på plejehjem. Du vil som kvalitetssygeplejerske hos os træde ind i en funktion, hvor du har mulighed for at udvikle funktionen i tæt samarbejde med gode kolleger.
Hvem er du?
Vi forestiller os, at du
- er autoriseret sygeplejerske, gerne med erfaring fra primærsektor
- har erfaring med kvalitetsarbejde og gerne uddannelse eller erfaring inden for kvalitet, udvikling, undervisning eller ledelse
- trives med både selvstændigt arbejde og tæt tværfagligt samarbejde
- har stærke relationelle kompetencer og kommunikerer anerkendende
- kan skabe følgeskab og engagement omkring faglige udviklingsinitiativer
- arbejder struktureret og kan bevare overblikket i en omskiftelig hverdag
- kan omsætte data og analyser til konkrete forbedringer i en kompleks virkelighed i praksis
Din rolle som kvalitetssygeplejerske
Du bliver den person, der understøtter og forankrer det kontinuerlige arbejde med kvalitet og faglig udvikling i hverdagen.
Det betyder blandt andet, at du
- understøtter praksisnær læring, refleksion og vidensdeling blandt dine kolleger
- faciliterer undervisning og faglige udviklingsforløb
- introducerer og sidemandsoplærer medarbejdere
- systematisk følger op på kvaliteten af vores sundheds- og omsorgsfaglige indsatser
- arbejder med data, systematik og monitorering som afsæt for forbedringsindsatser
- understøtter implementering af instrukser, arbejdsgange og lovgivning
- driver og forankrer kvalitets- og forbedringsprojekter i samarbejde med ledelse og kolleger
Du får stor frihed til at planlægge og prioritere dit arbejde samtidig med, at du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab.
Vi investerer i din udvikling
På Ryholtgård ser vi kompetenceudvikling som et fælles ansvar og en naturlig del af arbejdslivet. Derfor prioriterer vi både din faglige og personlige udvikling højt. Du vil få faste 1:1-samtaler med forstanderen, hvor der er plads til sparring om opgaver, trivsel og dine faglige ambitioner. Samtidig arbejder vi målrettet med læring i hverdagen gennem et årshjul for undervisning og løbende kompetenceudvikling på tværs af huset.
Vi er nysgerrige på, hvad der motiverer den enkelte medarbejder, og vi støtter gerne relevante kurser, efteruddannelse og videreuddannelse, når det giver mening for både dig og organisationen. Som arbejdsplads ser vi det som en vigtig opgave at bidrage til udviklingen af fagligt stærke sundhedsprofessionelle. Det afspejler sig blandt andet i vores arbejde med at støtte udenlandske sygeplejersker på vejen mod dansk autorisation. Hos os bliver du en del af en arbejdsplads med en stærk læringskultur og et oprigtigt ønske om at udvikle os og vores arbejdsplads til gavn for beboerne.
Ansættelsesvilkår
Stillingen er på 37 timer ugentligt i dagtimerne. Der er weekendvagt hver 6. weekend.
Stillingen ønskes besat pr. 1. september 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes efter gældende overenskomst og kvalifikationer.
Vi indhenter straffeattest og referencer i forbindelse med ansættelsen.
Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling på en kommunal enhed, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Dette gælder ikke ved ansættelse på selvejende plejehjem. Læs mere om reference-tjek her.
Vil du høre mere?
Ring gerne til forstander Teresa Rousing Oberländer på 24 21 73 62 eller til afdelingsleder Trine Treu-Willems på 21 78 69 49.
Vi inviterer også meget gerne på en kop kaffe og en rundvisning, så du kan opleve stemningen på Ryholtgård og møde nogle af de mennesker, du måske snart skal arbejde sammen med.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Søg via linket senest tirsdag den 11. august 2026
Samtaler afholdes mandag den 17. august og 2. samtale torsdag den 20. august 2026.
Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.