Engageret dansk- og klasselærer til indskolingen på Langelinieskolen
Vi søger en lærer til at tage dansk og kristendom i 1. klasse, hvor du også skal være klasselærer og have to-voksentimer.
Langelinieskolen er en folkeskole fordelt på fire til fem spor og har i dagligdagen et tæt fagligt og didaktisk samarbejde med vores KKFO, vores afdeling for børn med høretab (SPK) og vores elevhjem.
Hos os kan du blive en del af en Østerbroskole i udvikling, en aktiv forældrekreds og et værdigrundlag, der tager afsæt i, at Langelinieskolen skal være en skole for alle.
Hvem er du?
Vi forventer, at du
- er dansklærer med et hjerte, der banker for begynderlæsning og -skrivning
- er klasselærer, der har forståelse for, at mangfoldige børnegrupper viser deres styrke i at have plads til alle slags børn
- er en lærer med OL-medalje i relationer, som tør sætte sig selv på spil, og som er klar over sin egen vigtige rolle i et klassefællesskab
- er en kollega, der ønsker at samarbejde og at nørde og fordybe sig i emner
- er en lærer, der både kan lave solide planer og som kan afvige fra dem, når intuitionen siger dig, at det er nødvendigt
- er en lærer, der kan tænke dine fag ind i tværfaglige emner og projekter
- er en lærer, der fuldt og fast tror på, at børn gør det bedste, de kan, og som ved, at vi voksne skal hjælpe barnet, der viser os alt andet end det
- er en lærer, der søger hjælp og sparring, som en naturlig måde at udvikle sig på, og som er god til at give det til andre
Vi søger en engageret dansk- og klasselærer til kommende 1. klasse og håber at få en kollega ind ad døren, der både kan inspirere os, stikke fingeren i jorden og lytte til, hvordan vi laver skole her hos os.
Vi har på vores kommende 1. årgang rigtig mange to-voksentimer, så du vil have sparring og tæt samarbejde, både som to-voksen, via læsemodul og med co-teaching med dine dygtige kolleger på årgangen og med skolens læsevejleder og co-teachingvejleder.
På Langelinieskolen lærer børnene at læse i differentierede grupper, efter en model, der hedder 'læsemodul'. I hjælpes ad på årgangen med at komme godt på vej i det, og har stor støtte fra læsevejleder og afdelingsleder i at danne læsegrupper og lave gode strukturer for arbejdet med den støttede begynderlæsning.
I kommende skoleår skal vi i indskolingen have et kursus i læringsmiljø og finde et fælles ståsted i 'Sådan gør vi på Langelinieskolen', om klasseledelse, aktiviteter på årgangen og på tværs af skolen. Vi glæder os til at høre om dine erfaringer.
Vi har stort fokus på, at her skal være rart at være, og gør os umage for at skolen fremstår hyggelig. Vi kæmper ligesom alle andre skoler for, at børnene passer på deres skole og er stolte og glade for at gå hos os.
Vi har et tæt samarbejde med forældre og ved, at vi med ærlighed, åbenhed og nysgerrighed begge veje kan lykkes med at få børn og børnefællesskaber til at trives og udvikle sig.
Hos os møder du dejlige børn, der boltrer sig i et skolemiljø i smukke og anderledes omgivelser – midt på Østerbro. Og så kommer du til at arbejde i et stærkt fagligt, socialt og kollegialt arbejdsmiljø. Vi er en arbejdsom og aktiv medarbejderstab i godt humør, og vi har flere udviklingsprojekter i gang mht. fx læsning, matematik, børn med særlige
forudsætninger og behov, rummelighed og læringsmiljø.
Vores fælles fokus er på trivsel, faglighed og inklusion.
Langelinieskolen er udover at være en folkeskole også en Rettighedsskole, der indgår i et samarbejde med UNICEF Danmark og landets øvrige Rettighedsskoler. Skolen er organiseret på to matrikler: Børnehaveklasse til 4. klasse på Kastelsvej og 5. til 9. klasse i Holsteinsgade, og lærere og pædagoger arbejder tæt sammen med afsæt i årgangsteams. På Kastelsvej er også vores fritidsinstitution og vores specialklasserække for børn med høretab.
Vi lægger vægt på, at du er læreruddannet med linjefag i dansk, eller at du er under uddannelse til lærer. Og vi lægger vægt på, at du har stærke faglige, sociale og pædagogiske kompetencer, samt et ressourceorienteret børnesyn såvel ift. undervisning som ift. at indgå i et tæt teamsamarbejde.
Ansættelsesforhold
Stillingen har som udgangspunkt en beskæftigelsesgrad på 80% med mulighed for 90-100%. Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. I forbindelse med ansættelsen indhenter vi børne- og straffeattest og tager referencer.
Mere information
Du kan få yderligere oplysninger hos afdelingsleder Malene Meyer på 24 45 47 02 eller souschef Sanne Top på 30 34 39 45.
Sammen med din ansøgning beder vi dig vedhæfte CV og uddannelsesbevis.
Søg via linket senest torsdag den 26. juni 2025
Vi holder samtaler hurtigst muligt efter ansøgningsfristen.