Afdelingsleder til Ungecentrets afdeling i Nørrebro/Nordvest

Søg jobbet

Ledelse
Fuldtid
Fastansættelse

Vil du lede den lokale ungeindsats på Nørrebro/Nordvest – midt i transformationen af vores beskæftigelsesindsats?

I København er vi i gang med at gentænke, hvordan vi bedst understøtter unge, der står uden for job og uddannelse. Med Ungeløftet og beskæftigelsesreformen som afsæt, og med afsættet i en ny bydelsorganisering, har vi frisat vores ungeindsats og givet den et nyt lokalt liv.

Nu søger vi en afdelingsleder til Ungecentrets afdeling i Nørrebro/Nordvest – en stærk bydel med komplekse udfordringer og et rigt lokalt fællesskab. Du skal lede et team med høj faglighed, tæt relation til de unge og vilje til at forme nye veje.

Thomas Skou Hansen, centerchef og din kommende leder, fortæller:
“Vi frisætter vores ungeindsats, organiserer os lokalt og rykker tæt på de unge i deres hverdag, fordi vi ved, at det virker. Nu har vi brug for ledere, der både tør sætte retning og være nysgerrige. Der er ikke én rigtig løsning, men vi har brug for en leder, der kan samarbejde om og facilitere, at vi finder de rigtige løsninger for den enkelte unge – og udbreder de bedste ideer på tværs.”

Om landets største Ungecenter og afdelingen Nørrebro/Nordvest
Ungecentret er Københavns Kommunes samlede ungeindsats på tværs af beskæftigelse, Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU). Vi arbejder med unge i alderen 13-30 år, som er uden for job, uddannelse eller træning (NEETs gruppen), og vores opgave er at skabe sammenhæng i deres vej mod uddannelse, job og fællesskab – med tillid, helhed og faglighed som grundpiller.

Afdelingen i Nørrebro/Nordvest består af ca. 30 ungefaglige medarbejdere, som arbejder tæt på de unge og på lokalområde. Afdelingen er sammensat af medarbejdere fra fem tidligere specialiserede afdelinger. Vi skal med afsæt i IPS/Reconnect og Ungeløftet sammen skabe nye fælles perspektiver, tilgange og bevægelser.  Vores opgave ikke blot at visitere, matche og holde samtaler, men sammen med den unge at bygge relationer, erfaringer og håb, lokalt og i tæt fællesskab med civilsamfund, skoler, erhvervsliv og andre forvaltninger.

Danielle Kristensen, medarbejder i Nørrebro/Nordvest og en af dine kommende medarbejdere, fortæller begejstret om den nye tilgang:
”Lad mig give et eksempel på, hvad det kan give, når vi arbejder sammen med den unge, der hvor de er i livet: For et par måneder siden mødte jeg en ung kvinde, der var hjemløs, sofasurfede og mega stofafhængig. Jeg satte en halv dag af og gik med hende til Socialforvaltningen. Tre uger senere ringede hun og var helt vildt glad, for de havde fundet en herbergsplads til hende, mens de arbejdede videre på en permanent bolig. Det er dét, der kan ske, når vi får tid til at arbejde sammen med den unge, i deres lokalområde og med det, der er deres største ønske og behov. Og det første skridt kan så blive afsættet for at arbejde videre med ønsket om uddannelse eller job:”

Din rolle og opgave
Som afdelingsleder får du ansvar for at lede afdelingen Nørrebro/Nordvest, hvor du skal:

  • Sikre faglig kvalitet, prioritering og trivsel
  • Skabe retning og struktur i en afdeling i bevægelse
  • Udvikle og vedligeholde lokale samarbejder på tværs af aktører
  • Bidrage til udvikling og sammenhæng på tværs af hele Ungecentret
  • Oversætte reformens intentioner til konkret ledelse og praksis.

Du bliver del af Ungecentrets samlede ledelsesteam og får stort fagligt råderum – med støtte fra din centerchef og kollegialt fællesskab med dine afdelingslederkollegaer og stabschefen.

Det forventer vi, du lykkes med det første år
Inden for det første år forventer vi, at du:

  • Opbygger tillid og følgeskab i afdelingen
  • Skaber ro, overblik og retning i den ændrede opgaveportefølje
  • Etablerer og styrker lokale samarbejder
  • Bidrager aktivt til fælles løsninger, vores kultur, faglig retning og vores ledelsesgrundlag.

Hvem er du?
Vi leder ikke efter én rigtig eller bestemt type leder – men efter én, der:

  • Har ledelseserfaring – gerne fra unge-, velfærds- eller beskæftigelsesområdet
  • Forstår betydningen af lokal forankring, tillid og relationer
  • Evner at balancere drift, løbende udvikling og værdien af eksperimenter
  • Tør være tydelig, rammesættende og besluttende – og samtidig skaber involvering og samarbejde
  • Har relevante erfaringer med og brænder for at indfri ambitionerne i Ungeløftet.

Om Københavns Kommunes Ungecenter

  • Del af Beskæftigelses-, Integrations og Erhvervsforvaltningen i Københavns Kommune.
  • Henvender sig til unge mellem 13 og 30 år.
  • Samler indsatser på tværs af beskæftigelse, UU og STU.
  • Arbejder helhedsorienteret med unge i NEETs-gruppen.
  • Organiseret i 5 bydelsafdelinger samt en tværgående driftsunderstøttende stabsfunktion.
  • Samarbejder tæt med civilsamfund, virksomheder, skoler og øvrige forvaltninger.
  • Metodegrundlag: IPS/Reconnect, STU, Ungeløftet og frisættende myndighedspraksis.

Nysgerrig?
Så læs mere i vores baggrundsdokument. Hvis du gerne vil høre endnu mere eller har spørgsmål, så er du velkommen til at ringe til rekrutteringskonsulent Bjarke Müller på 91 35 69 01 eller centerchef Thomas Skou Hansen på 26 13 60 51.

Frem for at sende en klassisk ansøgning, vil vi i stedet bede dig skrive et kort oplæg/en refleksion (maks. 2 sider), hvor du forholder dig til:

  • Ledelse i en lokal og frisat ungeindsats: Hvordan leder du, når rammerne er fælles – men løsningerne skal findes lokalt?
  • Fællesskaber og lokal tilstedeværelse: Hvordan arbejder du med relationer, fællesskab og tillid i ungeindsatsen?
  • At bygge organisation, mens vi arbejder: Hvordan balancerer du drift, udvikling og eksperimenter i en offentlig kontekst?

Formen er fri. Skriv essayistisk, struktureret eller reflekterende. Det vigtigste er, at du viser din måde at tænke og lede på. Gør det derfor gerne konkret – og del dine erfaringer eller eksempler. Husk også at vedlægge dit CV.

Vi ser frem til at høre fra dig.

Søg via linket senest søndag den 8. marts 2026
Vi afholder første samtalerunde den 12. marts og anden samtale den 18. marts og benytter test i processen.

Om Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen
Som landets største beskæftigelsesforvaltning hjælper vi københavnerne med at få et job eller en uddannelse og sørger for forsørgelsesgrundlaget for dem, der står uden for arbejdsmarkedet. Vi styrker sammenhængskraften i Danmarks internationale storby ved at støtte flygtninge og indvandrere i at finde deres plads i fællesskabet. Samtidig bidrager vi til erhvervslivets vækst ved at skabe gode rammer for virksomhederne og matche ledige med relevante arbejdspladser. I vores forvaltning er trivsel i fokus, og vi har en kultur præget af høj faglighed, hvor der er plads til dine idéer og input.