Tryghedsundersøgelsen

Tryghedsundersøgelsen følger udviklingen i københavnernes tryghedsoplevelse samt registrerede anmeldelser for udvalgte kriminalitetstyper.

Københavns årlige tryghedsundersøgelse følger udviklingen i forskellige aspekter af københavnernes tryghed samt registrerede politianmeldelser for borgervendt kriminalitet og udvalgte kriminalitetstyper. Tryghedsundersøgelsen følger udviklingen fra 2009 til 2026 for København som helhed og i de enkelte bydele, herunder:

  • Tryghed i nabolaget og tryghed i aften- og nattetimerne
  • Tryghed i forskellige befolkningsgrupper
  • Særligt utryghedsskabende begivenheder og steder
  • Bekymring for bestemte personer og situationer
  • Anmeldelser for straffelovskriminalitet og udvalgte kriminalitetstyper
  • Tillid til personlig hjælp fra nabolaget og hjælp fra myndighederne
  • Holdningen til ens nabolag

I undersøgelsen afrapporteres der på tryghed og utryghed i den del, der angår hele København, mens der afrapporteres på tryghed for de 13 bydele og de 3 tryghedspartnerskabsområder.

Tryghedsundersøgelsen 2026

Et tilfældigt udsnit af 18.917 københavnere er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen. Heraf har 3.987 deltaget, hvilket giver en svarprocent på 23 %. Undersøgelsen er foretaget i perioden d. 2. december 2025 til d. 3. februar 2026. Undersøgelsen laves årligt, og er siden 2017 blevet udarbejdet af Epinion.

Sammenfatning af hovedresultaterne

Tryghedsundersøgelsen 2026 viser, at 86 % af københavnerne er trygge i deres nabolag. Andelen af trygge i nabolaget er faldet signifikant fra 2025 (88 %) med to procentpoint. 78 % af københavnerne er trygge i aften-og nattetimerne. Det er det næsthøjeste niveau, der er målt i perioden for tryghedsundersøgelsen. Andelen af trygge i aften-og nattetimerne er faldet signifikant fra 2025 (80 %) med to procentpoint.

Derudover viser undersøgelsen, at der i 2026 er 6 ud af 13 bydele med færre end 85 % trygge i nabolaget. Det drejer sig om bydelene Bispebjerg, Brønshøj-Husum, Ydre Nørrebro, Christianshavn, Kgs. Enghave og Valby. I 2025 var der to bydele med færre end 85 % trygge.

I 4 ud af 13 bydele er der færre end 75 % trygge i aften- og nattetimerne. Det drejer sig om bydelene Brønshøj-Husum, Bispebjerg, Ydre Nørrebro og Christianshavn. I 2025 var der to bydele med færre end 75 % trygge i aften- og nattetimerne.

Rapporten kan downloades nederst her på siden. I rapporten fremgår resultaterne for København og de enkelte bydele og tryghedspartnerskabsområder. Der kan også ses resultater fra årets særtema for tryghedsundersøgelsen, der undersøger unge københavneres tryghed.

Her kan du også finde Epinions spørgeskema, som er brugt til indsamlingen af data i år.

Den dybdegående analyserapport

Siden 2009 har Københavns Kommune årligt fulgt københavnernes oplevelse af tryghed i deres nabolag og i aften- og nattetimerne. Siden 2020 har vi hvert år bygget et lag mere på analysen i form af en dybdegående analyse af årsagerne til forskelle i københavnernes tryghed.

Særtemaet for 2026 er tryghed blandt beboerne i de almene boligområder. I undersøgelsen inddrages data fra de seneste tre års tryghedsundersøgelser for Københavns Kommune. De kvantitative data muliggør sammenligninger af beboere i de almene boligområder med beboere i de øvrige boligformer i København. Ved udvalgte resultater sammenlignes beboerne i de almene boligområder med beboere i de udsatte boligområder. De kvantitative indsigter suppleres af 17 kvalitative interviews blandt beboere i de almene boliger i Københavns Kommune. Undersøgelsen afdækker følgende problemstillinger:

  • Tryghed blandt beboerne i de almene boligområder
  • Sociale forhold, der har betydning for oplevelsen af utryghed i de almene boligområder
  • Fysiske forhold, der har betydning for oplevelsen af utryghed i de almene boligområder

De 17 kvalitative walk-along interviews er foretaget i perioden 2. til 13. marts 2026. Data fra de seneste tre års tryghedsundersøgelser er indsamlet i månederne fra december til februar.

Den dybdegående analyserapport kan findes nedenfor.

Kontakt

Center for Byudvikling

Rådhuspladsen 1

1550 København V