Københavns Fælleselevråd
Hvem er Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd består af op til 32 elevrepræsentanter fra elevråd på skoler i Københavns Kommune.
Hvad laver Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd (KFE) arbejder for, at elevernes stemmer bliver hørt, når der skal tages beslutninger om skolerne i Københavns Kommune.
Det gør KFEpå flere forskellige måder:
- KFE arbejder med egne mærkesager omkring skolen, som det ønsker at gøre politikerne opmærksomme på.
- KFE arrangerer en årlig temadag for alle elevråd i Københavns Kommune.
- KFE giver høringssvar i politiske sager omkring udviklingen af folkeskolerne i København.
- KFE giver elevernes perspektiv på dialogmøder og workshops med politikere og andre, som arbejder med folkeskolerne i København.
Spørgsmål og svar om Københavns Fælleselevråd
Fold alle ud
Hvordan har Københavns Fælleselevråd indflydelse på skoleudviklingen?
Københavns Fælleselevråd har flere møder om året med Børne- og Ungdomsborgmesteren, hvor rådet drøfter elevernes tanker omkring udviklingen af folkeskolerne i København.
KFE mødes også én gang årligt med hele Børne- og Ungdomsudvalget i Københavns Kommune, hvor de fremlægger deres mærkesager og taler med udvalget om, hvordan det går med elevinddragelsen på skolerne i København og i skoleudviklingen i kommunen.
Hvor ofte mødes Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd mødes minimum én gang hver anden måned og arbejder med at få elevernes perspektiv ind i de beslutninger, der tages om folkeskolerne i Københavns Kommune.
Derudover mødes Københavns Fælleselevråd løbende til forskellige arrangementer, møder og workshops, som det bliver inviteret til af politikerne, forvaltningen eller andre, som arbejder for at udvikle folkeskolerne i København.
Hvordan vælges medlemmerne af Københavns Fælleselevråd?
Københavns Fælleselevråd vælges hvert år på generalforsamling i september måned. Alle grundskolers elevråd i Københavns Kommune er velkomne til generalforsamlingen.
Københavns folkeskoler får tilsendt en invitation til generalforsamlingen i august måned, som de deler med skolens elevråd.
Hvordan kan jeg komme med i Københavns Fælleselevråd?
Hvis du gerne vil med i Københavns Fælleselevråd, skal du møde op til generalforsamlingen i september og melde dig som kandidat og forhåbentlig efterfølgende blive valgt ind.
Som udgangspunkt kan alle elever være med i Københavns Fælleselevråd. Man skal dog være gammel nok til selv at måtte tage rundt i byen, da rådets medlemmer skal rundt til mange forskellige møder og arrangementer i København.
Hvordan inddrager jeg Københavns Fælleselevråd på en god måde?
KFE samarbejder med mange aktører, f.eks. interesseorganisationer på skoleområdet, politikere og Børne- og Ungdomsforvaltningen.
Hvis du ønsker at inddrage Københavns Fælleselevråd, er det en god idé at orientere dig i disse råd for ungeinddragelse, som vi har udarbejdet sammen med Ungerådet.
En invitation på vores præmisser. Invitér mindst to unge sammen – og gerne efter skoletid. Det gør det tryggere at deltage og nemmere at sige noget højt.
Fortæl os, hvad vi egentlig kan få indflydelse på. Vær tydelige om formål, mandat og hvor i processen vi bliver inddraget. Sig klart: Hvad kan vi ændre, og hvad er allerede besluttet?
Giv os mulighed for at være forberedte. Inviter til formøde og forklar interne ord og forventninger – så kan vi bidrage på lige fod med andre i rummet.
Skab plads til ligeværdig dialog. Faciliter en ligeværdig dialog fx ved at give os tid til at vende spørgsmål med hinanden, før vi taler i plenum. Det gør vores input mere gennemtænkte – og flere tør sige noget.
Følg op - opfølgning betyder noget. Fortæl os, hvad der sker med vores input. Hvad blev brugt? Hvad blev ikke? Og hvordan får vi besked? Opfølgning viser, at vores stemme betyder noget
Kontakt
Kontaktperson
Marianne Dekker