Undgå etnisk diskrimination i boligudlejning

Som professionel udlejer har du pligt til at behandle alle ansøgere lige – uanset deres etniske baggrund. Her kan du læse, hvordan du sikrer en fair og lovlig udlejningsproces uden diskrimination.

Etnisk diskrimination betyder, at personer med minoritetsbaggrund ikke får samme muligheder som andre, fx når de søger en lejebolig. Hele udlejningsprocessen er omfattet af lov om etnisk ligebehandling. 

Det siger loven

Lov om etnisk ligebehandling forbyder direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse indenfor adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, som stilles til rådighed for offentligheden, herunder boliger (§1 og §2, stk. 2 og 3). 

Forskelsbehandlingen behøver ikke være udtryk for en bevidst handling. Men det er under alle omstændigheder ulovligt.

Sådan undgår du diskrimination som udlejer

Når du udlejer boliger, skal du lægge vægt på objektive og dokumenterbare kriterier som indtægt, betalingshistorik og kontraktvilkår. Du må ikke stille forskellige krav til ansøgere baseret på deres navn, sprog eller etniske baggrund.

Tjekliste til fair boligudlejning

Brug tjeklisten som inspiration til en gennemsigtig og fair udlejningsproces.

  • Stil ikke krav om etnicitet eller nationalitet i annoncer.
  • Benyt ventelister til udlejning for at sikre transparens.
  • Fastlæg udlejningskriterier på forhånd – så undgår du at stille forskellige krav til lejere.
  • Brug samme spørgsmål til alle ansøgere, så der ikke opstår tvivl om spørgsmålenes formål.
  • Gem dokumentation for processen, hvis der skulle opstå spørgsmål

Mindsk risikoen for klager og konflikter 

Når du følger loven, beskytter du både dig selv og dine potentielle lejere. Du mindsker risikoen for klager og konflikter – og du viser, at din virksomhed står for professionel og fair udlejning. 

Kontakt

Klima og Byudvikling

Njalsgade 13

2300 København S