Mødedato: 28.08.2019, kl. 18:30
Mødested: Oehlenschlægersgades Skole, Otto Busses Vej 43, 1. sal

Valg af suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget

Vesterbro Lokaludvalg skal vælge en ny suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg har jf. forretningsordenen for Vesterbro Lokaludvalg valg til formand/kvindeposterne i lokaludvalget en gang om året, senest på det ordinære møde i april 2019.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om, om valget skal foregå ved håndsoprækning eller skriftligt.
  2. At vælge en suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget, der virker frem til valget i 2020.

Problemstilling

Vesterbro valgte i april, at Lone Billehøj skulle være suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget. Lone er udtrådt af lokaludvalget, hvorfor der skal vælges en ny.

Såfremt der er flere, der ønsker at være suppleant, skal der være valg om posten.
Valg til poster i lokaludvalget er offentlige og foregår som udgangspunkt ved håndsoprækning, men lokaludvalget kan beslutte, at valget skal foregå skriftligt. Såfremt lokaludvalget beslutter at valget skal foregå skriftligt, vil der omdeles personlige stemmesedler, hvorpå man skriver sin kandidat. Det enkelte medlems stemmeafgivning bliver noteret.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg træffer beslutning om, om valget skal foregå ved håndsoprækning eller skriftligt. 

Såfremt der stiller mere end en kandidat til posten som suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget, har hver kandidat et minut til at holde en valgtale, og kan derudover svare på konkrete spørgsmål vedr. sit kandidatur.

Vesterbro Lokaludvalg vælger en suppleant for formanden for Teknik- og Miljøudvalget, der virker et år frem til valget i 2020.

Valgprocedure ved mere end en kandidat:

Ved to kandidater på valg
Hvert medlem tilkendegiver med én stemme, hvilken kandidat der stemmes på. Den kandidat med flest stemmer bliver suppleant. Såfremt der er stemmelighed, besluttes hvem der er skal være suppleant ved lodtrækning.

Ved mere end to kandidater på valg
Såfremt der stiller mere end to kandidater, foretages der to afstemningsrunder. Første runde tilkendegiver hvert medlem med én stemme, hvilken kandidat der stemmes på. De to kandidater, der har flest stemmer, går videre til afstemningsrunde to. Ved stemmelighed mellem to eller flere med færrest stemmer, foretages der lodtrækning om hvem der går videre til anden valgrunde, hvor hvert medlem med én stemme tilkendegiver, hvilken kandidat der stemmes på. Den kandidat med flest stemmer bliver suppleant. Ved stemmelighed besluttes, hvem der er suppleant ved lodtrækning.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget

Videre proces

-

 

Beslutning

Erik Hegelund-Frederiksen blev valgt som suppleant uden afstemning.
Til top