Mødedato: 24.10.2018, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, 1758 København V

Beslutning om omfordeling af puljemidler, orientering om forbrug, orientering om egne projekter

Vesterbro Lokaludvalg orienteres om forbrug og egne projekter og skal træffe beslutning om omfordeling af puljemidlerne.

Tidligere beslutninger

Lokaludvalget orienteres om status på puljemidler på hvert ordinære møde.

Vesterbro Lokaludvalg besluttede ny fordeling af puljemidler på det ordinære møde i maj.

Lokaludvalget blev ligeledes på mødet i maj orienteret om, at som del af Københavns Kommune er man forpligtet til at afløfte moms på udbetalinger, hvor det er muligt. herunder praktikken herved.

Man kan læse om afløftning af moms m.v. på indstillingen fra majmødet.

Indstilling

Formanden foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg tager status på puljemidler til efterretning
  2. at Vesterbro Lokaludvalg tager orientering om egne projekter til efterretning. Tovholderne for projekterne orienterer mundtligt på mødet.
  3. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at samle resterende midler for 2018 i Vesterbropuljen

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har i henhold til lov om kommunernes styrelse § 65d, stk. 2, nr. 10, henlagt følgende opgave til lokaludvalgenes selvstændige varetagelse:

Udmøntning af én årlig pulje til tværgående, bydelsrelaterede, dialogskabende og netværksdannende aktiviteter for borgere og brugere i lokalområdet. Borgerrepræsentationen fastsætter puljens størrelse.

Lokaludvalgene fastsætter selv de nærmere kriterier for tildeling af puljemidler, under ovenstående ramme og kommunal lov etc.

Puljemidlerne kan anvendes til at støtte projekter og aktiviteter i bydelen efter ansøgning fra borgere, brugere og foreninger m.fl.

Lokaludvalget kan ligeledes indgå i samarbejdsprojekter med andre aktører, f.eks. andre lokaludvalg om aktiviteter i og udenfor bydelen.

Endelig kan lokaludvalgene afsætte puljemidler til egne projekter, dog således at puljemidlerne primært kommer borgerne til gode og anvendes til at støtte lokale initiativer fra bydelens borgere og brugere.

Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at afsætte 800.006 kr. til en Vesterbropulje og Lillepulje. Lillepuljen er til ansøgninger på 15.000 kr. og derunder, hvor sekretariatet er bemyndiget til at træffe beslutning om tildeling af midler, på baggrund af indstillinger i puljegruppen.

Vesterbro Lokaludvalg har besluttet at afsætte 700.994 kr. til interne aktiviteter, som lokaludvalget selv står for. Lokaludvalget har vedtaget nedenstående 14 projekter på nuværende tidspunkt.

  1. Træstubben – vedligehold og pleje, midlerne er disponeret
  2. Ladcykler - vedligehold, projektet lukkes
  3. Byttestationer - vedligehold, de fleste midler er allerede brugt og de sidste vil anvendes.
  4. Vedligeholdelse - div. Vedligehold til egne anskaffelser -  bruges på bl.a. byttestation, ladcykler
  5. Borgerdialogpulje – løbende borgerdialog i lille skala og med korte frister - projektet lukkes
  6. Blomstrende by – flere aktiviteter med bl.a. adoption af vejbede (afsluttet), de sidste regninger mangler, men det forventes at kunne lukkes i løbet af oktober.
  7. Bag facaden -  besøge de lokale væresteder (afsluttet)
  8. Indre Vesterbro dialog- og gadefest (afsluttet), det forventes at regnskabet kan lukkes snart
  9. VLU dialogtelt til Gadefest(afsluttet), de fleste regninger er sendt til betaling, men afventer endelig behandling i KS.
  10. Debatmøde om Vester Remisepark/KPS 18, der træffes beslutning om nu projektbeskrivelse på dagens møde.
  11. Fotokonkurrence vedr. Vester Remisepark, afventer status, lokaludvalget har endnu ikke godkendt en projektbeskrivelse, men afsat midler som ramme, der skal uddybes og besluttes.
  12. Seminar om Vester Remisepark, afsluttet.
  13. Film mm Vester Remispark, der mangler t-shirt, ellers er projektet afsluttet.
  14. Værdisættelse af Vester Remisepark - aflyst

Der er tre interne projekter til beslutning på dagens møde:

Julepakker: 70.000 kr.
Træstubben; renovering og vedligehold 50.000 kr.
Påbegyndelse af undersøgelse om unge på Vesterbro 35.000 kr.
 I alt 155.000 kr.

Løsning

  1. Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen om puljeforbrug til efterretning.
  2. Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen fra tovholderne på de respektive projekter til efterretning
  3. Vesterbro Lokaludvalg beslutter, at samle ikke disponerede midler i Vesterbropuljen.

Økonomi

Pulje

Budget

Bevilget/disponeret

Rest til disposition

Vesterbropuljen

584.977

570.200

14.777

Lillepuljen

215.029

215.029

-

Egne projekter

700.994

443.029

257.965

Såfremt Vesterbro Lokaludvalg beslutter at bevilge midler til hhv. Julepakker(70.000 kr.), Træstubben, renovering og vedligehold(50.000 kr.) og Påbegyndelse af ungeundersøgelse (35.000 kr.), kan der flyttes 102.965 kr. fra egne projekter over i Vesterbropuljen.

Sekretariatet lukker løbende projekter som de afsluttes, og pengene samles i Vesterbropuljen, der havde sidste frist 15. oktober til behandling i hhv. Puljegruppen i slutningen af oktober og på lokaludvalgets ordinære møde den 21. november.

Videre proces

-

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top