Mødedato: 22.04.2026, kl. 17:20
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Walk of Fame på Istedgade – samarbejde med Gadens Stemmer om permanentgørelse

Vesterbro Lokaludvalg skal tage stilling til opbakning og samarbejde med Gadens Stemmer om permanentgørelse af Walk of Fame på Istedgade.

Indstilling

Det indstilles,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen fra Gadens Stemmer og oplæg fra Vickie Laursen til efterretning,
  2. at Vesterbro Lokaludvalg tilkendegiver sin opbakning til, at Walk of Fame på Istedgade søges permanentgjort,
  3. at Vesterbro Lokaludvalg udpeger medlemmer til at indgå i dialog med Gadens Stemmer om det videre arbejde, herunder politisk interessevaretagelse,
  4. at arbejdsgruppen løbende orienterer lokaludvalget om fremdrift og mulige initiativer

 

 

Problemstilling

Gadens Stemmer etablerede i september 2025 en Walk of Fame på Istedgade med tre granitfliser, der hylder mennesker med erfaringer fra udsatte liv. Projektet har modtaget bred opbakning fra borgere, organisationer, medier og politiske aktører, og Vesterbro Lokaludvalg har tidligere støttet initiativet.

Gadens Stemmer har imidlertid efterfølgende fået oplyst fra Københavns Kommune, at tilladelsen til fliserne er midlertidig, og at de skal fjernes inden for ét år. Sagen er løftet til politisk niveau, bl.a. med henvisning til en administrativ praksis vedrørende udsmykning i det offentlige rum.

Gadens Stemmer har rettet henvendelse til kommunens borgmestre med henblik på dialog om projektets fremtid og arbejder for, at Walk of Fame kan permanentgøres og udvides. Organisationen oplyser, at de forventer, at sagen behandles politisk inden sommerferien.

På den baggrund deltager Gadens Stemmer ved Vesterbro Lokaludvalgs møde for at præsentere projektet og drøfte mulighederne for lokal opbakning og samarbejde.

 

Løsning

Det foreslås, at lokaludvalget bakker op om projektet og indgår i et samarbejde med Gadens Stemmer med henblik på at understøtte arbejdet for en permanentgørelse.

Konkret foreslås det, at lokaludvalget udpeger 1-2 medlemmer, som sammen med Gadens Stemmer kan:

  • afdække handlemuligheder og relevante beslutningsprocesser
  • bidrage til dialog med forvaltninger og politikere
  • understøtte en fælles strategi for politisk interessevaretagelse

Arbejdsgruppen kan desuden bidrage til at sikre lokal forankring og synlighed omkring projektet.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, udpeger lokaludvalget medlemmer til arbejdsgruppen på mødet. Arbejdsgruppen indleder dialog med Gadens Stemmer og orienterer løbende lokaludvalget om fremdrift og relevante udviklinger i sagen, herunder den forventede politiske behandling.

Til top