Mødedato: 22.04.2026, kl. 17:20
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44
Opretholdelse af taskforce for Jernbanebyen frem til vedtagelse af lokalplan
Tidligere beslutninger
Indstilling
Det indstilles,
- at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at videreføre Taskforce for Jernbanebyen frem til og med vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen på baggrund af anbefalingen fra det tidligere lokaludvalg,
- at Vesterbro Lokaludvalg udpeger op til fire medlemmer af lokaludvalget til Taskforce,
at netværksgruppen udpeger op til tre repræsentanter, således at Taskforce samlet består af op til syv personer, - at Vesterbro Lokaludvalg i forbindelse med udpegningen beslutter, hvem af lokaludvalgets repræsentanter der varetager tovholderfunktionen,
- og at Taskforce frem mod vedtagelsen af lokalplanen bidrager til at forberede en drøftelse af, hvordan lokaludvalget fremadrettet kan organisere sit engagement i udviklingen af Jernbanebyen.
Problemstilling
Det tidligere Vesterbro Lokaludvalg besluttede at anbefale, at Taskforce for Jernbanebyen videreføres frem til vedtagelsen af lokalplanen for området.Taskforce blev oprindeligt nedsat af netværksgruppen for Otto Busses Vej som et koordinerende led mellem aktører, netværksgruppen og lokaludvalget og har til opgave at skabe overblik over kommunikation og aktiviteter samt koordinere information, input og opdrag i arbejdet med udviklingen af Jernbanebyen.
Arbejdet med lokalplanen for Jernbanebyen er fortsat i gang, og der er fortsat behov for et forum, der kan sikre sammenhæng i dialogen mellem de involverede parter og understøtte lokaludvalgets arbejde med sagen.
Samtidig markerer vedtagelsen af lokalplanen begyndelsen på en ny fase i udviklingen af Jernbanebyen, hvor der vil være behov for en strategisk stillingtagen til, hvordan lokaludvalget ønsker at engagere sig i udviklingen af bydelens byrum, fællesskaber, institutioner og aktiviteter.
Den nye lokaludvalgssamling skal derfor tage stilling til videreførelsen af Taskforce og til udpegningen af medlemmer samt sikre et grundlag for det videre arbejde efter lokalplanens vedtagelse.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg beslutter at videreføre Taskforce for Jernbanebyen frem til og med vedtagelsen af lokalplanen. Lokaludvalget udpeger op til fire medlemmer til Taskforce, mens netværksgruppen udpeger op til tre repræsentanter, således at Taskforce samlet består af op til syv personer. Lokaludvalget beslutter samtidig, hvem af dets repræsentanter der varetager tovholderfunktionen. Taskforce viderefører sin rolle som koordinerende forum og bidrager samtidig i perioden frem mod lokalplanens vedtagelse til at samle erfaringer og input, der kan danne grundlag for en efterfølgende drøftelse af lokaludvalgets fremtidige organisering og prioriteringer i arbejdet med Jernbanebyen.Økonomi
Ingen direkte økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt.
Til orientering besluttede Lokaludvalget på mødet i marts:
-
at afsætte en ramme på 50.000 kr. til aktiviteter og borgerinddragelse i relation til arbejdet med lokalplanen for Jernbanebyen,
-
at bemyndige Taskforce for Jernbanebyen til inden for denne ramme at planlægge og afvikle aktiviteter, herunder borgerinddragelse, netværksmøder samt en guidet tur i Jernbanebyen for det nykonstituerede lokaludvalg, samt eventuelle øvrige aktiviteter i tilknytning til arbejdet med Jernbanebyen,
-
at det i Taskforcens referater tydeligt fremgår, hvordan midlerne konkret anvendes,
-
at lokaludvalget løbende orienteres om anvendelsen af midlerne.
Videre proces
Taskforce arbejder frem til vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen (forventeligt ved årets udgang). Der planlægges et netværksmøde i foråret, hvor der blandt andet vil blive præsenteret en opdateret tidslinje for arbejdet med Jernbanebyen samt den nye sammensætning af Taskforce.Der vil desuden blive arbejdet med overdragelse af viden og erfaringer til lokaludvalget, herunder eventuelt i form af en introduktion til området.
På baggrund af Taskforcens arbejde vil der efterfølgende blive fremlagt oplæg til, hvordan lokaludvalget fremadrettet kan organisere sit engagement i udviklingen af Jernbanebyen.