Henvendelse fra Gadens Stemmer
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro Lokaludvalg drøfter henvendelsen fra Gadens Stemmer og træffer beslutning om hvorvidt lokaludvalget vil bakke op om projektet.
Problemstilling
Gadens Stemmer ønsker Vesterbro Lokaludvalgs opbakning til deres projekt "Walk of Fame - til ære for udsatte mennesker på Vesterbro".
Om projektet
Gadens Stemmer vil etablere en ”WALK OF FAME” til ære for udsatte borgere. Formålet er at dels at fejre Vesterbros ånd og dels at styrke Københavns identitet, som en by der værdsætter mangfoldighed, social bæredygtighed og fællesskab samt at skabe opmærksomhed om den oplysning og beskæftigelsesindsats, som Gadens Stemmer tilbyder samfundet.
Som på Frederiksberg, hvor skuespillere bliver hyldet med en flise i fortovet på Frederiksberg Allé, er projektet en "Vesterbro Walk of Fame" til en bydel, der historisk har været hjemsted for liv på kanten, og derfor er Vesterbro en ideel ramme for projektet. Denne "Walk of Fame" skal fungere som en hyldest til Gadens Stemmer-guidernes mod og personlige fortællinger og samtidig skabe håb for andre udsatte om en vej til en mere værdig og værdifuld tilværelse. Hver fortovsflise skal repræsentere en guide, der gennem sit arbejde bidrager til at nedbryde fordomme og skabe forståelse mellem mennesker.
Forslaget er, at den placeres i starten af Istedgade, i krydset ved Reventlowsgade og Istedgade. Alternativt på Halmtorvet foran den gamle Station 1 og H17.
Proces
Gadens Stemmer har fået afslag på en permanent tilladelse til projektet hos Teknik- og Miljøforvaltningen (TMF). De er i stedet blevet opfordret af TMF til at søge om en midlertidig tilladelse, som de afventer endeligt svar på. Den nyeste status er, at TMF er kommet med positive tilkendegivelser om at give en 1-3 årig tilladelse som minimum.
Gadens Stemmer vil sideløbende arbejde for at få projektet permanentgjort, og hvis lokaludvalget bakker op, vil de bl.a. bruge denne opbakning som et led i at løfte det ind på Rådhuset, hvis det kræves.
Gadens Stemmer håber på at kunne etablere "Walk of Fame" i starten af september og samtidig afholde et stort offentligt arrangement for at synliggøre projektet politisk og overfor landsdækkende medier.
Løsning
Gadens Stemmer ønsker Vesterbro Lokaludvalgs opbakning til projektet. Lokaludvalget drøfter projektet og beslutter om lokaludvalget vil bakke op.
Økonomi
Projektet har ingen økonomiske konsekvenser for lokaludvalget.