Mødedato: 20.05.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Udpegning til hverv

Se alle bilag

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg udpeger medlemmer til at repræsentere lokaludvalget i relevante bestyrelser, udvalg og samarbejdsfora.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg er repræsenteret i en række bestyrelser, udvalg og samarbejdsfora. I forbindelse med konstitueringen af det nye lokaludvalg skal der derfor foretages nye udpegninger af repræsentanter.

De udpegede medlemmer repræsenterer Vesterbro Lokaludvalg med instruktionsbeføjelse.

Instruktionsbeføjelse

At være udpeget med instruktionsbeføjelse betyder, at medlemmet repræsenterer Vesterbro Lokaludvalgs interesser i det pågældende forum og ikke det område eller den organisation, medlemmet eventuelt er valgt ind i lokaludvalget på baggrund af.

Instruktionsbeføjelsen indebærer blandt andet, at medlemmet ikke anses som inhabil ved behandling af ansøgninger fra den pågældende bestyrelse eller organisation. Instruktionsbeføjelsen gælder alene det medlem, der er udpeget af lokaludvalget som repræsentant. Øvrige medlemmer af lokaludvalget, som måtte sidde i samme bestyrelse på vegne af andre organisationer eller foreninger, er ikke omfattet.

I sager, hvor repræsentanten forventes at udtale sig på vegne af lokaludvalget om forhold, som normalt behandles i lokaludvalget, kan repræsentanten alene udtale sig på baggrund af beslutninger eller drøftelser, der allerede har fundet sted i lokaludvalget, eksempelvis i forbindelse med høringer eller lignende.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg skal udpege repræsentanter til følgende bestyrelser, udvalg og samarbejdsfora:

  • DGI-Byens Brugerudvalg
  • Frivilligcenter Vesterbros bestyrelse
  • Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse
  • Samarbejdsforum H17
  • Stjerne Radios bestyrelse

DGI-Byens Brugerudvalg

Brugerudvalgets formål er gennem brugerinddragelse at sikre en optimal anvendelse af de offentlige faciliteter i DGI-byen samt bidrage til udvikling af nye rammer og muligheder for idræts- og fritidsaktiviteter.

Brugerudvalget behandler blandt andet ansøgninger om brug af faciliteter og drøfter principper for fordeling af tider med udgangspunkt i DGI-byens formål, folkeoplysningslovens prioriteringer og en samlet vurdering af brugen af faciliteterne. Vesterbro Lokaludvalg har én plads i brugerudvalget jf. vedlagte kommissorium. 

Det er p.t. Thomas Nørskov, der bestrider denne post.


Frivilligcenter VSVs bestyrelse

Frivilligcenter Vesterbro er en uafhængig medlemsbaseret forening, der arbejder for at styrke deltagelsen i lokale frivillige fællesskaber gennem rådgivning, projektudvikling og samarbejde på tværs af civilsamfund, offentlige aktører og private organisationer. Frivilligcenteret er medlem af FriSe, som er paraplyorganisation for frivillig- og selvhjælpscentre i Danmark. 
Læs mere om Frivilligcenter Vesterbro på Frivilligcenter Vesterbro

Det er p.t. Karin Jessen, der bestrider denne post.

Ejendomsfonden Mændenes Hjems bestyrelse

Mændenes Hjem arbejder med sociale og sundhedsfaglige tilbud til hjemløse og stofbrugere på Vesterbro. Organisationen driver blandt andet stofindtagelsesrummene Skyen og H17, Café Klare og Café Dugnad. Organisationens formål er at støtte udsatte borgere i at skabe et bedre og mere værdigt liv samt bidrage til et mangfoldigt samfund. Læs mere om Mændenes Hjem her: https://maendeneshjem.dk/

Det er p.t. Thomas Warburg, der bestrider denne post.

Samarbejdsforum H17

Samarbejdsforum H17 skal sikre dialog og koordinering mellem sociale tilbud for udsatte stofbrugere og hjemløse, lokale beboere, erhvervsliv, Københavns Kommune og politiet.

Forummet fungerer som platform for drøftelse af udfordringer, erfaringer og samarbejde omkring indsatsen for socialt udsatte på Indre Vesterbro samt for at styrke trygheden i området.

Vesterbro Lokaludvalg udpeger 10 lokale repræsentanter til samarbejdsforummet, herunder repræsentanter for lokale institutioner, erhvervsliv og boligforeninger. Lokaludvalget er ansvarligt for at udpege nye medlemmer ved udtrædelser. Samarbejdsforummet mødes som udgangspunkt hver anden måned.

Det er p.t. Thomas Warburg, der bestrider denne post.

 
Stjerne Radios bestyrelse

Stjerne Radio er et museum og udstillingssted om den danske modstandskamp under 2. verdenskrig. Formålet er at bevare og formidle historien om modstandskampen og styrke den historiske bevidsthed hos kommende generationer. Læs mere om Stjerne Radio her: https://www.stjerneradio.dk/
 
Det er p.t. Thomas Warburg, der bestrider denne post.

Økonomi

-

Videre proces

Udpegningerne træder i kraft umiddelbart efter lokaludvalgets beslutning. Sekretariatet orienterer de relevante bestyrelser, udvalg og samarbejdsfora om de nye repræsentanter.

Til top