Mødedato: 20.05.2015, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5

Høring: Almene boliger

Se alle bilag
Dette dagsordenspunkt er en høring om et forslag til et kommuneplantillæg for almene boliger, indførelsen af generelle bestemmelser.
Høringsfrist den 7. juni 2015

Indstilling og beslutning

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at beslutte om Lokaludvalget skal indsende et høringssvar til høringen om kommuneplantillægget vedr. almene boliger

Problemstilling

Det er væsentligt for sammenhængskraften i samfundet, at byerne etableres og udvikles på et socialt bæredygtigt grundlag, så byens sociale grupper ikke bor adskilt fra hinanden. Det forudsætter, at eksisterende bykvarterer såvel som nye byområder rummer en blanding af forskellige boligtyper, så de kan tiltrække en bred kreds af beboere.

På den baggrund vedtog Folketinget den 26. februar 2015 lov om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet boligsammensætning), der giver kommunerne bedre muligheder for at udvikle byer med en blandet boligsammensætning.

Med loven ændres lov om planlægning, så kommunalbestyrelsen gives mulighed for at fastsætte krav om op til 25 pct. almene boliger i forbindelse med lokalplanlægningen for nye boligområder.

Kommuneplanen fastsætter rammer for indholdet af lokalplanlægningen for alle arealer i kommunen, bl.a. med hensyn til fordeling af bebyggelse efter art og anvendelsesformål. For at der i en lokalplan kan stilles krav om almene boliger, skal der med kommuneplanen være vedtaget retningslinjer herfor.

Københavns Kommune har som målsætning at fastholde, at 20 pct. af byens boligmasse udgøres af almene boliger. Der er de seneste år afsat midler, der muliggør opførelsen af et stort antal nye almene boliger. Det har været en udfordring at etablere almene boliger i de dele af byen, hvor der ikke allerede er mange almene boliger.

Med de nye muligheder i lov om planlægning ønsker Københavns Kommune, at fremme udviklingen af en sammenhængende by, hvor der er blandede boligtyper og mulighed for blandede husstandstyper i de enkelte kvarterer.

Med udgangspunkt i en overordnet målsætning om at fremme en blanding af ejerformer, vil muligheden for at stille krav om almene boliger i nye lokalplaner være relevant, såfremt lokalplanområdet ikke er beliggende i en del af byen der i forvejen har en høj andel af almene boliger.

Alt afhængigt af hvilken geografisk målestok der benyttes, kan et lokalplanområdes nærmiljø fremstå meget forskelligt. For at skabe et billede af, hvor mange almene boliger der er i den omgivende del af byen, opgøres andelen af almene boliger pr. skoledistrikt. Dels giver opgørelsen pr. skoledistrikt et billede i en relevant geografisk skala, dels er folkeskolerne et væsentligt mødested for en stor del af byens beboere.

Skal der skabes en mere blandet by, er det en forudsætning, at der opføres flere almene boliger i de dele af byen, hvor disse i dag er underrepræsenteret i forhold til resten af byen. Tilsvarende vil opførelse af nye almene boliger i de dele af byen, hvor der i forvejen er flest, modarbejde målet om en blandet by

Er der således mindre end 20 pct. almene boliger i lokalplanområdets skoledistrikt, vil lokalplanskrav om almene boliger således som udgangspunkt være meget relevant for målsætningen om en blandet by.

Er andelen af almene boliger i lokalplansområdets skoledistrikt mellem 20 og 30 pct. må relevansen af lokalplanskravet bero på en konkret vurdering af områdets samspil med det øvrige skoledistrikts boligsammensætning i forhold til både ejerformer og boligtyper.

Kravet om almene boliger i lokalplaner, hvor det omgivende skoledistrikt har mere end 30 pct. almene boliger, vurderes som udgangspunkt ikke at bidrage til målet om en blandet by. Er der tale om byudviklingsområder, hvor der er planlagt en større udbygning, er det relevant at se på, hvilke boliger der i øvrigt må være undervejs i området og hvor høj andelen af almene boliger forventes at være ved den endelige udbygning af området.

Høringsmaterialet kan ses her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/almene-boliger

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om, hvorvidt Lokaludvalget ønsker at afgive høringssvar, og i så tilfælde, hvad der skal stå i det.

Vesterbro Lokaludvalg er ikke forpligtet til at udtale sig, da sagen ikke har særlig betydning for bydelen, men i højere grad er af generel interesse for en bredere kreds af borgere, f.eks. for alle borgere i kommunen.

Beslutning

Et udkast til høringssvar var omdelt ved mødets start. Vesterbro Lokaludvalg tilsluttede sig udkastet.
Til top