Mødedato: 20.01.2010, kl. 18:00

Høring vedr.Vindmøller i Københavns Kommune

Se alle bilag

Høring vedr.Vindmøller i Københavns Kommune

13. Høring vedr.Vindmøller i Københavns Kommune (2010-1573) Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning har udsendt en Forudgående høring om kommuneplantillæg med VVM-redegørelse og miljøvurdering for opstilling af vindmøller i København. Høringsfristen er den 1. februar 2010 INDSTILLING OG Beslutning Formanden indstiller, at Vesterbro Lokaludvalg beslutter et høringssvar Problemstilling Københavns Kommune har et mål om at reducere CO2-udledningen med 20 % i perioden 2005-2015 og en ambition om, at København skal være CO2-neutral i 2025. I Københavns nye klimaplan, hvor disse mål er formuleret, er etablering af vindmøller et vigtigt middel til at opnå en CO2-reduktion, og opstilling af vindmøller er derfor udpeget som et såkaldt fyrtårnsprojekt. Borgerrepræsentationen vedtog klimaplanen den 27. august 2009 og besluttede allerede den 17. september 2009 at sætte en planlægning i gang, som muliggør opstilling af vindmøller i København. Beslutningen betyder i praksis, at der skal udarbejdes et forslag til tillæg til kommuneplanen, som muliggør opstilling af vindmøller på fire lokaliteter i København. Lokaliteterne er Prøvestenen, Kalvebod Syd, Nordhavn og Lynetten. På Nordhavn og Lynetten har opstilling af vindmøller et lidt længere perspektiv, hvorimod det på Prøvestenen og Kalvebod Syd vil være muligt at stille møller op, når planlægningen er gennemført. Det er Københavns Energi (KE), som er bygherre på projektet. Før der kan opstilles møller, skal der foruden kommuneplantillæg gennemføres en VVM-proces (vurdering af virkninger på miljøet) og tilvejebringes lokalplaner. Miljøvurderingen vil også indeholde en vurdering af de fire lokaliteter i henhold til loven om miljøvurdering af planer og programmer. Denne høring er første led i planlægningen og Københavns Kommune inviterer alle københavnere, organisationer, foreninger og berørte myndigheder til at bidrage med forslag til, hvilke forhold der bør indgå i VVM-undersøgelsen og i planlægningen. Projektets første fase I en storby som København er der er et meget begrænset antal lokaliteter, hvor det er muligt at stille vindmøller op. Derfor er det vigtigt at udvælge de placeringer, hvor praktiske muligheder, økonomi og miljøforhold samlet set er bedst. For at finde frem til disse steder, er der lavet en forundersøgelse, som har peget på i alt 7 mulige landplaceringer og 3 off-shore placeringer. Som nævnt er der udvalgt 4 lokaliteter, hvor det i fremtiden bliver muligt at stille vindmøller op. Det aktuelle projekt, hvor der er konkrete planer om opstilling af møller omfatter Prøvestenen og Kalvebod Syd. Hvert sted skønnes der at kunne opføres 3 eller 4 vindmøller. Møllernes totalhøjde vil være på op til 150 m, og den samlede effekt ventes at være ca. 22 MW. Det forventes, at møllerne tilsammen vil kunne producere op til 50.000 MWh årligt. Det svarer til el-forbruget for omtrent 20.000 husstande, hvis der tages udgangspunkt i et gennemsnitligt forbrug på 2500 kWh for en husstand. Med produktionen af vedvarende energi vil de nye møller samtidig kunne fortrænge andre energikilder baseret på fossile brændstoffer som kul og olie og herved reducere udledningen af CO2 og andre forurenende stoffer væsentligt. Det forventes, at de nye møller årligt vil kunne reducere udledningen af CO2 med op til 26.000 tons. For begge projekter gælder, at det alternativt kan være relevant at opstille flere, men mindre vindmøller dvs. med en lavere effekt og lavere totalhøjde pr. mølle. Høringsmaterialet kan downloades på: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/vindm-ller-til-k-benhavnerne, Lokaludvalgets hjemmeside www.vesterbrolokaludvalg.kk.dk eller rekvireres ved henvendelse til sekretariatet. Løsning Lokaludvalget beslutter et høringssvar. bilag
Til top