Høring: forslag om udsmykning af 2 boldbaner på Vesterbro
Indstilling
Forpersonen foreslår:
- at Vesterbro Lokaludvalg godkender Lokaludvalgets Kultur-, fritids-, børne- og ungeudvalgs (KFBU) udkast til høringssvar vedr. forslag om udsmykning af 2 boldbaner på Vesterbro.
Problemstilling
Med mail den 27. oktober 2025 modtog Vesterbro Lokaludvalg en intern høring vedr. projektforslag om udsmykning af 2 boldbaner på hhv. Litauens Plads og Sønder Boulevard.
Udsmykningerne er en donation til kommunen og skal derfor godkendes politisk af Teknik- og miljøudvalget, Økonomiudvalget og sidst Borgerrepræsentationen. Pga. projektets kunstnerisk karakter og tydelighed i bydelen ønskes input fra Vesterbro Lokaludvalg til høringen som vedlægges den videre politiske beslutningsproces.
Der er høringsfrist d. 27. november 2025.
De to projektforslag er ikke alment offentligt tilgængelige og kan derfor kun tilgås på medlemmers side.
Løsning
I forbindelse med høringen har KFBU indsamlet input fra Vesterbros beboere og brugere af banerne gennem opslag på sociale medier, henvendelser pr. mail samt en åben drøftelse på et offentligt møde. Derudover har vi modtaget bidrag fra elevrådet på Oehlenschlægersgades Skole, som repræsenterer en stor del af de unge brugere af banerne.
På baggrund af de modtagne input og holdninger har KFBU skrevet udkast til høringsvar, som kan ses i bilagsoversigten.
Forpersonen foreslår, at lokaludvalget godkender KFBUs udkast til høringssvar.
Økonomi
-
Videre proces
Sekretariatet sender lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
Donationen og de to projektforslag skal derefter godkendes politisk af Teknik- og miljøudvalget, Økonomiudvalget og sidst Borgerrepræsentationen. Forslaget forventes at blive behandlet af Teknik- og miljøudvalget på et møde i februar 2026.