Mødedato: 18.05.2016, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 3. sal, lokale 5, 1758 København V

Høring: Sundevedsgadekarreen

Se alle bilag
Lokalplanforslag for Sundevedsgadekarreen er sendt i høring frem til den 10. august 2016

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg

1. at beslutte at afholde borgermødet sammen med Teknik- og Miljøforvaltningen

2. at bede lokaludvalgets teknik- og miljøudvalg om at drøfte høringsmaterialet på møde den 25. maj 2016 med henblik på lokaludvalgets oplæg til borgermødet

3. at bede lokaludvalgets teknik- og miljøudvalg om at udpege en oplægsholder til borgermødet

4. at bede lokaludvalgets teknik- og miljøudvalg om et udkast til høringssvar til lokaludvalgsmødet den 15. juni 2016

4. at afsætte 9.500 kr. til annoncering af borgermødet samt forplejning

Problemstilling

Forslaget vil muliggøre opførelse af ny boligbebyggelse,anlæg af en offentlig plads ved Enghavevej og udvidelse af Enghavevej for at forbedre forholdene for cyklister.

Ejeren af ejendommene Enghavevej 12-16 og Sundevedsgade 21-25 ønsker at opføre boligbebyggelsen ’Toves Gaard’ med ca. 83 familieboliger. I den del af stueetagen, der vender mod Enghavevej og en ny plads på Enghavevej 6-10, bliver der serviceerhverv.

Formålet med lokalplanen er at muliggøre opførelse af den beskrevne boligbebyggelse samt herudover en huludfyldning i den øvrige karré. Desuden fastlægger lokalplanen bevaringsværdige bygninger samt bygninger, der indgår i bevaringsværdige sammenhænge, og principper for pladsen mod Enghavevej.

På den strækning af Enghavevej, der ligger ud for pladsen og nybyggeriet, fastlægges en vejudvidelse med henblik på afrunding af vejforløbet på det sted, hvor vejen knækker og etablering af bredere cykelstier i begge sider af vejen.

Høringsmaterialet kan ses her: http://www.blivhoert.kk.dk/hoering/sundevedsgade-karreen-lokalplanforslag

Løsning

Det foreslås, at Lokaludvalget afsætter 9.500 kr af puljemidlerne til annoncering af mødet samt forplejning. Det foreslås desuden, at det lægges over til Lokaludvalgets Teknik- og miljøudvalg at vælge en oplægsholder til borgermødet, samt at diskutere høringsmaterialet og komme med et udkast til høringssvar til næste lokaludvalgsmøde den 15. juni 2016.

Økonomi

Midler til annoncering og forplejning til borgermødet kan tages af puljemidlerne. Inden lokaludvalgsmødet den 18. maj 2016 er der disponeret 850.000 kr. til Vesterbropuljen, samt 404.000 kr. til lokaludvalgets egne projekter. Dermed er der 251.000 kr. af Lokaludvalgets samlede pulje på 1.505.000 kr., der endnu ikke er disponeret.

Videre proces

På baggrund af drøftelser i Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg samt borgermødet den 8. juni 2016 kan Lokaludvalget vedtage et høringssvar på møde den 15. juni 2016.

Beslutning

Indstillingen blev tiltrådt
Til top