Budgetønsker til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro Lokaludvalg godkender budgetønsker, som sendes til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget forud for deres budgetseminar.
Problemstilling
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har de seneste år haft en proces for lokaludvalgenes budgetønsker, hvor udvalget drøfter og beslutter, hvilke af lokaludvalgenes ønsker de vil henvise til de kommende budgetforhandlinger.
Processen gentages til Budget 2027. Det betyder, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget på deres budgetseminar den 1. juni 2026 vil drøfte lokaludvalgenes budgetønsker og som udvalg beslutte, hvilke ønsker de vil henvise til forhandlingerne om Budget 2027. Vesterbro Lokaludvalgs Teknik- og Miljøudvalg har indsendt tre ønsker til sparring og fået feedback fra forvaltningen (se bilag eller nedenfor). Der opfordres til, at lokaludvalgene prioriterer de 2-3 budgetønsker, der er vigtigst for lokalområdet.
Teknik- og Miljøudvalget foreslår, at lokaludvalget indsender de tre ønsker, som er:
- Urbant workout-landskab på Halmtorvet
I baggårdene på Indre Vesterbro er der ikke plads til fysisk udfoldelse for de større børn (12 år og opefter) og unge, og der er heller ikke muligheder i det offentlige rum. Specifikt mangler skateboarderne plads til at skate, og de bruger derfor metroens ovenlysvinduer i Stampesgade med resulterende klager fra beboerne.
Halmtorvspladsen er blevet ledig efter politiet er flyttet ud af deres station på Halmtorvet 20 – tidligere parkerede de deres biler her.
Vi foreslår derfor, at der etableres et udendørs workout-landskab på Halmtorvet.
Formålet med et workout-område er at give især områdets store børn og unge fysiske udfoldelsesmuligheder i form af forskellige redskaber, samt evt. også et anlæg med ramper til skateboardere. Vi foreslår, at det placeres i den østlige ende af pladsen, ved siden af springvandet. Springvandet anvendes i dag af skateboarderne om vinteren, når der ikke er vand i det.
Denne placering vil bevare den store åbne plads i midten af Halmtorvspladsen, som har indkørsel for biler til aktiviteter som i dag: loppemarked, musikevents, udstillinger, pop-up events, madmarked osv. I den anden ende af pladsen er der asfalteret og basketballbane. Udover at give bevægelsesmuligheder til Vesterbros børn og unge, kan et fælles udfoldelsesrum generelt fungere som et mødested for bydelens beboere, hvor de kan berige hinanden med kulturelle udvekslinger og fremme tolerancen og forståelsen for hinanden.
Forslaget er tidligere fremsat af beboere i området som et Bylivsgadepulje-forslag og støttes af nabokarréerne Skomagerkarréen og Carlton karréen, stofindtagelsesrummet H17 og Rysensteen Gymnasium.
Forvaltningens bemærkninger:
Der vil kunne udarbejdes budgetnotat om muligheden for at etablere et urbant workout-landskab på Halmtorvet.
Økonomisk estimat
Et anlægsprojekt vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 3-6 mio. kr.
- Uderum til stofbrugerne ved fixerum H17 på Halmtorvet
Det store stofindtagelsesrum H17, som med over 1.000 daglige stofindtag er Europas største og har døgnåbent, har i dag ikke andet uderum til brugerne end ”rampen” ved indgangen til fixerummet, som er i skygge det meste af året.
Det belaster naboerne og stofbrugerne, så H17 og naboerne har ad flere omgange ansøgt Bylivsgadepuljen om etablering af et uderum i form af nogle sydvendte bænke på pladsen på Halmtorvet, umiddel-bart over for H17. Det er dog ikke lykkedes at få etableret uderummet.
Vi vil derfor opfordre til, at der afsættes midler til at etablere et uderum for stofbrugerne.
Formålet med et uderum med bænke, som har ryggen mod det høje grønne hegn (og skråstilles med henblik på at forhindre gående i at gå ud på kørebanen uden at se sig for) på det meget brede fortov, er at give stofbrugerne opholdsmulighed udenfor. Samtidig vil det de nære naboer for uønsket ophold ved beboelsesejendomme, som kan være utryghedsskabende, når stofbrugerne ikke har et sted, de oplever som deres eget og hvor de kan opholde sig.
Forslaget om uderummet bakkes op af både H17 og Mændenes Hjem.
På billedet er et forslag til området, hvor bænke kan placeres, mærket med rødt – gaden er lukket for gennemkørsel. Placeringen er foreslået i samarbejde med Bylivsgadekontoret:
Forvaltningens bemærkninger:
Der vil kunne udarbejdes budgetnotat om opsætning af bænke på den foreslåede placering på fortovet mellem basketbanen og H17.
Økonomisk estimat
Et initiativ om opsætning af bænke vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 0,2 mio. kr.
- Trafiksikkerhed på Vesterfælledvej
Vesterbro Lokaludvalg har igennem flere år ønsket cykelsti ud fra et ældre projekt – en videreførelse af cykelstien på Vesterfælledvej fra Carlsberg Station til Lyrskovgade, sådan at der også kom cykelsti på det sidste stykke fra Lyrskovgade til Vesterbrogade på begge sider af Vesterfælledvej. I forbindelse med at der for nylig er blevet sat et nødvendigt fokus på den trafikale situation i Carlsberg Byen er det politisk vedtaget, at forvaltningen frem mod Budget 27 skal redegøre for konkrete tiltag til at forbedre trafiksikkerheden i Carlsberg Byen.
Vi opfordrer til, at en løsning på Vesterfælledvej tilføjes til listen over tiltag, der skal iværksættes.
Tiden er sandsynligvis løbet fra blot at sætte cykelsti på de resterende 400 meter, fordi det vil medføre at de to heller (ved Lyrskovgade og ved Carstensgade) bliver fjernet. Og der er nu for mange fodgængere til at det dur. Der er derfor brug for en løsning, hvor trafiksikkerheden for cyklister bliver forbedret samtidig med at en krydsningsmulighed ved Trøjborgade/Carstensgade bevares for at sikre sikkerheden for fodgængere.
Dette bliver så meget mere vigtigt, når resultatet af trafikmålingerne i Carlsberg Byen foreligger – og der derefter gennemføres trafikdæmpende foranstaltninger. Herunder spærring for gennemkørende trafik fra kl. 7.30 til 8.30. Det ønsker vi gennemført, men vi forventer også, at dette tiltag vil medføre et endnu større biltrafiktal på Vesterfælledvej.
Vesterbro er på mange måder ved at blive en del af Indre By, når trafikken skal forstås. Fordelingen mellem biler, cyklister og fodgængere bliver – år for år – stadigt mere som tæt by. Biltrafik presset ud over hvad der egentligt er plads til, og der er en stadig større relativ andel af fodgængere og cyklister.
Vi er derfor enige i bemærkningerne fra forvaltningen i det beskrevne om sagen på Klima-, Miljø– og Teknikudvalgets møde den 26. januar 2026 punkt 4, hvori det hedder at “Vesterfælledvej har med den nuværende udformning med bump en hastighedsdæmpende effekt.”
Vi ønsker, at der arbejdes videre med bump, heller og cykelsti på hele vejforløbet Vesterfælledvej.
Forvaltningens bemærkninger:
Der vil kunne udarbejdes budgetnotat på en foranalyse af muligheden for cykelforbedringer samtidig med, at forholdene for krydsende fodgængere ikke forringes på Vesterfælledvej mellem Küchlersgade og Vesterbrogade. Det er anbefalingen, at der foretages en foranalyse, da strækningen er relativt smal, og der er, som lokaludvalget selv beskriver, meget trafik samt fodgængere. Der er derfor nogle svingbevægelser, der kan være problematiske, hvis der kommer cykelstier, samt udfordringer med krydsende fodgængere, og derudover kører der busser på strækningen.
Økonomisk estimat
Foranalysen vil have estimerede anlægsomkostninger på ca. 0,5 – 1,0 mio. kr.
OBS: Forhandlingerne om overførselssagen 2025-2026 er planlagt til afholdelse den 23.-25. marts. På grund af Folketingsvalget den 24. marts, er det besluttet at flytte forhandlingerne om overførselssagen til den 8.-10. april. Det betyder, at forhandlingerne om overførselssagen ikke er afsluttede, inden fristen for at lokaludvalgene sender deres ønsker ind. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen oplyser, at hvis ét af lokaludvalgenes ønsker får midler på overførselssagen, så sørges der for, at det ikke også indgår i udvalgets prioritering til Budget 2027. Hvis det betyder, at lokaludvalget fx vil indsende et ønske mere, er det i orden. Det anbefales dog, at lokaludvalget kun indsender de højest prioriterede ønsker.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg godkender at sende de tre budgetønsker til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Sekretariatet indsender ønskerne inden fristen den 10. april.