Mødedato: 18.03.2026, kl. 17:00
Mødested: CafX - Halmtorvet 27

Beslutning om afsættelse af midler til aktiviteter og borgerinddragelse i relation til arbejdet med lokalplan for Jernbanebyen

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg afsætter en ramme på 50.000 kr. til aktiviteter og borgerinddragelse i relation til arbejdet med lokalplan for Jernbanebyen, og
  2. at Taskforce for Jernbanebyen inden for denne ramme bemyndiges til at planlægge og afvikle aktiviteter, herunder borgerinddragelse, netværksmøder og en guidet tur i Jernbanebyen for det nykonstituerede Lokaludvalg, samt eventuelt andre aktiviteter i tilknytning til arbejdet med Jernbanebyen, og
  3. at det fremgår af referater fra Taskforce, hvordan midlerne konkret anvendes, og at Lokaludvalget løbende orienteres herom.

Problemstilling

Arbejdet med udviklingen af Jernbanebyen og den kommende lokalplan indebærer fortsat dialog og samarbejde mellem Vesterbro Lokaludvalg, netværksgruppen for Otto Busses Vej, borgere, aktører og udviklere.

I den kommende periode forventes lokalplanforslaget for Jernbanebyen sendt i offentlig høring. I forbindelse med en høringsperiode kan der være behov for hurtigt at kunne planlægge og gennemføre aktiviteter, der understøtter dialog med borgere og lokale aktører samt kvalificerer Lokaludvalgets høringssvar. Det kan eksempelvis være borgermøder, workshops, rundvisninger eller andre former for borgerinddragelse.

Samtidig konstitueres et nyt lokaludvalg den 22. april. I den forbindelse kan det være relevant at arrangere en introducerende og guidet tur i Jernbanebyen for det nye Lokaludvalg med henblik på at give medlemmerne et bedre kendskab til området og de igangværende udviklingsprocesser.

Da behovet for aktiviteter kan opstå løbende og ofte med kort varsel, foreslås det at afsætte en samlet økonomisk ramme og samtidig give Taskforce mulighed for inden for denne ramme at planlægge og gennemføre relevante aktiviteter i tilknytning til arbejdet med Jernbanebyen.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg afsætter en ramme på 50.000 kr. til aktiviteter i relation til arbejdet med Jernbanebyen.

Inden for denne ramme bemyndiges Taskforce for Jernbanebyen til at planlægge og gennemføre aktiviteter, herunder eksempelvis:

  1. borgerinddragende aktiviteter i forbindelse med den kommende høring af lokalplan for Jernbanebyen
  2. netværksmøder og dialogmøder
  3. en guidet tur i Jernbanebyen for det nykonstituerede Lokaludvalg
  4. andre relevante aktiviteter, der kan understøtte dialog, vidensdeling og engagement i udviklingen af Jernbanebyen.

Rammen skal give mulighed for, at Taskforce kan reagere hurtigt i forbindelse med høringsprocesser og andre aktiviteter, hvor der kan være behov for at igangsætte borgerinddragelse med kort varsel.

Det skal fremgå af referater fra Taskforce, hvordan midlerne konkret anvendes. Vesterbro Lokaludvalg orienteres løbende om anvendelsen af midlerne.

Økonomi

Der afsættes en økonomisk ramme på 50.000 kr. til aktiviteter i relation til arbejdet med Jernbanebyen. Midlerne afholdes inden for Lokaludvalgets puljemidler, Egne projekter.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, kan Taskforce planlægge og gennemføre aktiviteter inden for den afsatte økonomiske ramme. Lokaludvalget orienteres løbende om aktiviteter og anvendelse af midlerne.

Til top