Mødedato: 18.03.2026, kl. 17:00
Mødested: CafX - Halmtorvet 27

Opretholdelse af taskforce for Jernbanebyen frem til vedtagelse af lokalplan

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg beslutter at indstille til det kommende lokaludvalg, at Taskforce for Jernbanebyen opretholdes frem til og med vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen, og

  2. at indstille til, at det nye lokaludvalg ved konstitueringen den 22. april vælger op til fire medlemmer fra Lokaludvalget til Taskforce, samt at netværksgruppen udpeger op til tre repræsentanter, således at Taskforce består af op til syv personer.

Det foreslås samtidig, at Taskforce i perioden frem til lokalplanens vedtagelse bidrager til at afklare, hvordan Vesterbro Lokaludvalg fremadrettet kan organisere sit engagement i udviklingen af Jernbanebyen efter lokalplanens vedtagelse.

 

Problemstilling

I forbindelse med arbejdet med udviklingen af Jernbanebyen nedsatte netværksgruppen for Otto Busses Vej en Taskforce, der fungerer som et koordinerende led mellem aktører, netværksgruppen og Vesterbro Lokaludvalg. Ifølge kommissoriet for samarbejdet har Taskforce til opgave at skabe overblik over kommunikation og aktiviteter samt koordinere informationer, input og opdrag mellem netværksgruppen og Lokaludvalgets forretningsudvalg. Taskforce kan derudover modtage input fra øvrige interessenter og stakeholders, som ikke nødvendigvis forholder sig til alle temaer i udviklingen af området.

Arbejdet med udviklingen af Jernbanebyen og den kommende lokalplan er endnu ikke afsluttet, og der er fortsat behov for et mindre koordinerende forum, som kan sikre sammenhæng i dialogen mellem de forskellige aktører og understøtte Lokaludvalgets arbejde med sagen.

Vedtagelsen af lokalplanen vil samtidig markere begyndelsen på en ny fase i udviklingen af Jernbanebyen. I takt med at området udvikles og bebygges, vil der opstå nye muligheder for at præge udviklingen af bydelens byrum, fællesskaber, institutioner og aktiviteter. For Vesterbro Lokaludvalg betyder det, at arbejdet med Jernbanebyen i stigende grad vil handle om at engagere sig i udviklingen af bydelens liv og funktioner i dialog med beboere, aktører, foreninger og udviklere.

Der er derfor behov for både at fastholde koordineringen omkring lokalplanarbejdet og samtidig begynde en strategisk drøftelse af, hvordan Vesterbro Lokaludvalg fremover ønsker at organisere og prioritere sit engagement i udviklingen af Jernbanebyen.

Dette kan eksempelvis omfatte engagement i udviklingen af:

  • Spor 10

  • Centralen (byggefelt 4 og 5)

  • skole- og kulturcenter

  • midlertidige aktiviteter i området

  • det grønne hegn

  • byrum og grønne områder

  • daginstitutionspladser

  • boformer, herunder fx skæve boliger

  • Steinerskolen

  • sport og idræt, herunder råderet over fodboldbaner, omklædningsfaciliteter og organisering

Der kan desuden være behov for at styrke involveringen af UngeLokaludvalget i arbejdet i takt med, at Jernbanebyen udvikler sig til en ny bydel på Vesterbro.

Da et nyt lokaludvalg konstitueres den 22. april, foreslås det samtidig at sikre en ny sammensætning af Taskforce, så arbejdet kan fortsætte frem til vedtagelsen af lokalplanen og bidrage til overdragelsen af viden og erfaring til det nye Lokaludvalg.

 

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg beslutter at indstille til det kommende lokaludvalg, at Taskforce for Jernbanebyen opretholdes frem til og med vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen.

Det indstilles samtidig, at det nye lokaludvalg ved konstitueringen den 22. april vælger op til fire medlemmer fra Lokaludvalget til Taskforce, og at netværksgruppen udpeger op til tre repræsentanter, således at Taskforce samlet består af op til syv personer.

Taskforce fortsætter med den rolle, der fremgår af kommissoriet: at fungere som koordinerende led mellem aktører, skabe overblik over kommunikation og aktiviteter samt koordinere informationer, input og opdrag mellem netværksgruppen og Lokaludvalget.

I perioden frem mod lokalplanens vedtagelse kan Taskforce samtidig bidrage til at samle erfaringer og input, der kan danne grundlag for en efterfølgende drøftelse i Lokaludvalget om, hvordan arbejdet med Jernbanebyen fremover kan organiseres, og hvilke temaer og samarbejder Lokaludvalget strategisk ønsker at prioritere i den næste fase af områdets udvikling.

 

Økonomi

Ingen direkte økonomiske konsekvenser på nuværende tidspunkt.

Videre proces

Taskforce forventes at arbejde frem til vedtagelsen af lokalplanen for Jernbanebyen (forventeligt ved årets udgang).

Der planlægges et netværksmøde i foråret (april/maj), hvor:

  • temaer for mødet fastlægges på baggrund af tidligere drøftelser

  • en opdateret tidslinje for arbejdet med Jernbanebyen præsenteres

  • den nye sammensætning af Taskforce præsenteres

Der vil desuden blive planlagt en overdragelse af viden og erfaring til det nye Lokaludvalg, herunder eventuelt i form af en guidet tur i området inden sommerferien.

Der vil efterfølgende blive fremlagt forslag til eventuel afsættelse af midler til borgerinddragelse, rundvisning og lignende aktiviteter.

 

Til top