Mødedato: 17.11.2021, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovgade 4, 3. sal, mødelokale Dan, 1758 Kbh V.

Beslutning om bevilling af midler fra Vesterbropuljen 2021

Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om midler fra Vesterbropuljen.

Tidligere beslutninger

Vesterbro Lokaludvalg besluttede fordeling og kriterier til fordeling af puljemidler på det ordinære møde i oktober 2020.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg, på baggrund af puljeudvalgets drøftelser - og med Forretningsudvalgets drøftelser i forhold til ansøgning 3 - med begrundelser som beskrevet under løsning, at beslutte nedenstående vedr. Vesterbropuljen 2021:

  1. At give afslag til projekt 1&11 præsenterer Frida Retz
  2. At give delvist tilsagn på 70.000 kr. til projekt Skøjtedisko i Enghaveparken 2021 (december 2021)
  3. At give delvist tilsagn på 25.000 kr. til projekt Sammen om Jul i Saxogade 2021

Problemstilling

På medlemmernes side ligger ansøgninger og supplerende oplysninger om ansøgningerne.

  1. 1&11 præsenterer Frida Retz (ansøger om 19.900 kr.) er en kunststilling og et pilotprojekt om at skabe en platform for en mere demokratisk og åben kunstverden med fokus på vækstlagskunstner og dialog. Udstillingen planlægges til 20-23 november i Basement med fernisering lørdag den 20. november med efterfølgende fest, der skal skabe et socialt mødested for kunstinteresserede mennesker i København. De følgende dage vil udstillingen være åben bemandet med ansøger, kunstneren selv og kunsthistorie-studerende. Der forventes 200-300 besøgende. Målgruppen er primært unge 18-30 bosat i København.

     

  2. Skøjtedisko i Enghaveparken 2021 (ansøger om 104.715 kr.) er afvikling af et event hver fredag aften i december 2021 med musik og lys målrettet unge, der bruger skøjtebanen i Enghaveparken. Ansøger forpagter allerede skøjtebanen og har oplevet, at der er et behov for en begivenhed for de unge fredag aften, der i forvejen opholder sig omkring skøjtebanen i det tidsrum. Et styret event vil indbyde til aktivt samvær på tværs af kultur, alder, etnicitet og sociale skel. Skøjtedisko arrangeres i samarbejde med Vesterbro Ungdomsgård, der vil engagere lokale unge til at stå for musikken. Der vil være fri entre, og der forventes mellem 100 og 250 unge ad gangen. Målgruppen er unge mellem 13-21 år. Yderligere vil ansøger afprøve et mere familievenligt arrangement ’Lørdags-lounge’ om dagen, fx kl. 12.00 – 17.00. Ansøgningen hænger sammen med ansøgningen til Skøjtedisko i Enghaveparken 2022 (januar og februar 2022).
  3. Sammen om Jul i Saxogade 2021 (ansøger om 31.550 kr.) er en julefestival i Saxogade lørdag d. 4. december 2021 kl. 11- 16. Fokus for Saxogades julefestival i år er aktiviteter, man kan være sammen om: fx fællessang, bæredygtige workshops og kreative juleværksteder for små og store. Saxogade lukkes for biler fra Istedgade til Litauens Plads og bliver til en gågade med omkring 30 boder. Gaden pyntes med lys og der vil være julemand / kvinde, som børn kan snakke med i løbet af dagen. Der forventes 2.500 – 3.000 besøgende i løbet af dagen.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg beslutter:

  1. At give afslag til projekt 1&11 præsenterer Frida Retz. Begrundelsen for afslaget er prioritering af midler.
  2. At give delvist tilsagn på 70.000 kr. til projekt Skøjtedisko i Enghaveparken 2021 (december 2021). Begrundelsen for den reducerede støtte er prioritering af midler. Støtte forudsætter at der er laves et bæredygtigt budget, hvor projektet kan gennemføres fremadrettet. Ansøger er blevet bedt om af fremsende en hensigtserklæring om gentagelse af projektet. En evt. hensigtserklæring vil blive lagt på medlemmernes side. Vi Opfordrer til at finde andre indtægtskilder og gøre projektet bæredygtigt på den lange bane.  Indkøb er et krav, så projektet kan leve fremadrettet. 
  3. At give delvist tilsagn på 25.000 kr. til projekt Sammen om Jul i Saxogade 2021. Begrundelsen for delvis støtte er prioritering af midler.

Økonomi

Der søges samlet om 149.615,00 kr. Følges puljegruppens indstilling, bevilges 95.000,00 kr. Der er 118.444,00 kr. til disposition i Vesterbropuljen 2021 inden denne måneds bevillinger fra Lillepuljen og Vesterbropuljen. Beløbet er inkl. de 25.000 kr., der flyttes fra OBV aktivitetspulje.  

Videre proces

Sekretariatet giver ansøgerne besked om lokaludvalgets beslutninger og betingelserne for støtten. Ansøgninger slettes for medlemmernes side i henhold til GDPR.

Beslutning

  1. At give afslag til projekt 1&11 præsenterer Frida Retz
  2. At give delvist tilsagn på 70.000 kr. til projekt Skøjtedisko i Enghaveparken 2021 (december 2021)
  3. At give delvist tilsagn på 25.000 kr. til projekt Sammen om Jul i Saxogade 2021

Ad 1) Indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen vedrørende Projekt 1&11 blev vedtaget uden afstemning

 

ad 2) Mikael erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling

Lokaludvalget godkendte indstillingen om delvis støtte på 70.000 kr. til Projekt Skøjtedisko uden afstemning.

 

Ad 3) Lokaludvalget vedtog indstillingen om delvis støtte på 25.000 kr. til projektet Sammen om jul i Saxogade uden afstemning.

 

Til top