Opfølgning på Budget 2026
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- At Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen til efterretning og drøfter resultatet af budgetforhandlingerne.
- At Vesterbro Lokaludvalg godkender udkast til vedlagte henvendelse til Socialudvalget fra Lokaludvalgets Social- og Beskæftigelsesudvalg (SoBe).
Problemstilling
Københavns Kommunes budget for 2026 er nu faldet på plads. Den samlede aftaletekst findes her:
https://www.kk.dk/sites/default/files/2025-09/Budget%202026%20-%20aftaletekst.pdf.
Vesterbro er blevet tilgodeset med følgende:
TM232: Forsøgsordning med udeservering på vejareal i Viktoriagade (mellem Vesterbrogade og Istedgade). Parterne er enige om at arbejde videre med modeller for en forsøgsordning og rammer for udeservering i Viktoriagade. Eventuel finansiering af forsøgsordningen henvises til kommende forhandlinger om overførselssag 2025/2026.
TM006 Etablering af nulemissionszone på Indre Vesterbro (Scenarie 1 ekskl. tilvalg) Parterne er enige om at reservere midler til etablering af en nulemissionszone på Indre Vesterbro samt til politiets understøttelse af håndhævelsen. Initiativet kan inkludere skiltning, administration, evaluering og kommunikation ift. ordningen. Der afsættes: − 6,7 mio. kr. samlet på anlæg i 2027-2029 til etablering af en nulemissionszone på Indre Vesterbro. − 0,6 mio. kr. på service i 2028, 1,0 mio. kr. i 2029, 0,8 mio. kr. i 2030 og frem til sagsbehandling, evaluering og drift af IT-system. − 7,7 mio. kr. på service i 2028, 10,2 mio. kr. årligt i 2029 og frem i mindreindtægter fra betalingsparkering. − 7,7 mio. kr. på finansposter i 2028 og 10,2 mio. kr. årligt i 2029 og frem i mindreudgifter til statslig modregning af parkeringsindtægter. Parterne er enige om, at et flertal af budgetpartierne, på baggrund af høringsfasen og afklaring af de lovmæssige rammer, kan vælge at gå videre med nulemissionszone. Tilvalget kan drøftes i den forbindelse.
TM245 Kraftværksparken Enghave Brygge. Parterne er enige om, at Teknik- og Miljøforvaltningen skal arbejde videre med planerne for en park på arealet på H.C. Ørstedgrunden. Da HOFOR’s skybrudsprojekt i området, hvor parken skal ligge, først ventes færdig i 2029 henvises finansiering af det videre arbejde til senere forhandlinger om budget nærmere en mulig opstart af anlægsprojektet.
TM095 Måling af miljøfremmede stoffer i badevandet (Scenarie 3). Parterne er enige om at afsætte midler til prøvetagning til målinger af miljøfremmede stoffer i badevandet ved 19 badesteder. Der afsættes: − 2,0 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til prøvetagninger ved 19 badesteder.
TM119 Analyse af kajkoter i inderhavnen, screening af sikringsløsninger og anlæg af sikring ved Refshalevej. Parterne vil gerne imødekomme behovet for et solidt vidensgrundlag på området, og henviser derfor finansieringen af analyse til kommende forhandlinger om overførselssag 2025-2026 eller budget 2027.
SO05a Mændenes Hjem – Merudgifter forbundet med ny samarbejdsaftale med Mændenes Hjem fra 2. juni 2025 – merudgifter til botilbudspladser. Parterne er enige om at afsætte midler til at dække merudgifter til botilbudspladser som følge af en ny samarbejdsaftale med Mændenes Hjem. Der afsættes: − 6,5 mio. kr. årligt på service i 2026 og frem til at dække merudgifter vedrørende midlertidige og længerevarende botilbudspladser.
SO05b Mændenes Hjem – merudgifter forbundet med ny samarbejdsaftale med Mændenes Hjem fra 2. juni 2025 – øvrige indsatser. Parterne er enige om fortsat at fastholde tilbud om natcafé på Mændenes Hjem og afsætte midler til øvrige merudgifter afledt af den nye samarbejdsaftale med Mændenes Hjem. Dette indebærer kompensation af manglende indtægter fra salg af pladser og statsrefusion til drift af Natcaféen Kontaktstedet og Natcaféen Café Klare samt øget husleje. Der afsættes: − 9,4 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til øvrige indsatser i samarbejdsaftalen med Mændenes hjem.
SO69 Bevilling til døgnåbent i permanent stofindtagelsesrum H17. Parterne er enige om at videreføre bevillingen til at holde døgnåbent i det permanente stofindtagelsesrum H17. Der afsættes: − 6,1 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til fortsat at holde stofindtagelsesrum H17 døgnåbent.
SO83 Hensigtserklæring om at variggøre Reden Københavns bevillinger og Reden København Stofindtags bevillinger. Parterne er enige om, at finansiering af en varig bevilling til Reden København kan indgå i forhandlingerne om budget 2027. Parterne er ligeledes enige om, at forlængelse og udvidelse af bevillingen til Stofindtagelsesrummet kan indgå i forhandlingerne om budget 2027.
ØK06 Støtte til FISKEN. Parterne er enige om at videreføre finansiering til samarbejdet med Foreningen FISKEN om fritidsjobformidling for udsatte unge. Der afsættes: − 0,7 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til fritidsjobformidling i samarbejde med Foreningen FISKEN. Københavns Kommune.
ØK87 Eksprestunnel fra Hovedbanegården til hovedstadens s-tognet. Parterne noterer sig, at staten har igangsat en undersøgelse af mulighederne for at etablere en eksprestunnel i form af en ny dobbeltsporet S-togstunnel mellem København H og Hellerup med afgrening til Emdrup. Parterne noterer sig ligeledes, at der er mulighed for at etablere en station ved Rigshospitalet i forbindelse med etablering af eksprestunnellen.
KF037 Kunstnerpladser på Halmtorvet – Finansiering af standardleje og driftsudgifter (inkl. tilvalg). Siden 2021 har der været etableret atelierpladser på Halmtorvet med det formål at imødekomme en del af behovet for kunstnerpladser i Københavns Kommune. Parterne er enige om at afsætte midler til at videreføre kunstnerpladserne på Halmtorvet samt til at dække forbrugsudgifter til lejemålene. Der afsættes: − 0,9 mio. kr. årligt på service i 2026-2027 og 1,0 mio. kr. årligt i 2028-2029 til kunstnerpladser.
BU010 Servicemidler til forlængelse af pavilloner til Frejaskolen Elever på Frejaskolen er genhuset i pavilloner på Elværksvej/Bertha von Suttners Vej, da skolen er ved at blive renoveret. Parterne er enige om at afsætte midler til at forlænge lejen af pavillonerne, da renoveringen er forsinket. Der afsættes: − 4,9 mio. kr. på service i 2026 til leje af pavilloner.
Vesterbro Lokaludvalgs ønsker ind til budgetprocessen findes via linket: Vesterbro Lokaludvalgs input til Budget 2026
Vesterbro Lokaludvalg er med aftaleteksten blevet mødt i forhold til følgende budgetønsker:
Delvist idet Lokaludvalgets input vedrørende sociale tilbud på Vesterbro er blevet mødet i forhold til natbevilling til stofindtagelsesrummet H17 og bevilling til Café Klara. Men Lokaludvalget er i forhandlingerne ikke blevet mødt i ønskerne om bevilling til weekendåbent i Dugnad (det sociale tilbud til udsatte stofbrugere) og i tilstrækkelig grad i forhold til sociale viceværter.
Vesterbro Lokaludvalgs Social- og Beskæftigelsesudvalg er derfor bekymret for trygheden på stofscenen, og har derfor taget initiativ til en henvendelse til Socialudvalget. Henvendelsen er vedlagt.
Vesterbro Lokaludvalg er med aftaleteksten ikke blevet mødt i forhold til følgende ønsker:
- Projektet Gehør
- Trafik- og byrumsplan for Vesterbro, Valby og Kgs. Enghave hvor fokus er på at løse de mere overordnede trafikproblemer.
- Trafiksikkerhed på Vesterfælledvej - videreførsel af cykelstien på Vesterfælledvej fra Carlsberg Station til Lyrskovgade, sådan at der også kom cykelsti på det sidste stykke fra Lyrskovgade til Vesterbrogade.
-
En sikker cykelvej fra Dybbølsbro til Vesterbrogade, herunder at undersøge muligheder for en trafik-ø på Vesterbro.
-
Krydset Værnedamsvej/Frederiksberg Allé/Vesterbrogade: en optimering af flowet?
-
Bedre cykelrute på Halmtorvet. Konkret ved at anlægge cykelstierne med bordursten langs med ruten (som på arealet ned til havnen på Islands Brygge).
-
Øget vedligehold af grønne arealer: Særligt på dele af Sønder Boulevard, Litauens Plads og Otto Krabbes Plads er der brug for ekstra vedligehold af græsplænerne. På Litauens Plads kan der være brug for en egentlig genopretning med udlægning af nyt rullegræs.
-
Toiletprioriteringsplanen, herunder midler til helårsåbning af toilettet i Enghaveparken og renhold af pissoiret på Enghave Plads. Der er dog opsat toilet på Litauens Plads efter ønske fra borgere, skolen og Vesterbro Lokaludvalg.
Resultater af mere indirekte interesse for Vesterbro Lokaludvalg
TM219 Inkludering af Axeltorv i forsøget med Vesterbro. Parterne noterer sig, at man med inddragelse af Axeltorv i det midlertidige byrumsforsøg ved Vesterbro Passage med henblik på at indrette midlertidige byrum i dialog med de lokale grundejere afsøger muligheden for medfinansiering. Yderligere finansiering kan indgå i overførselssagen 2025-2026.
KFF117 Vinter i København. Parterne er enige om at afsætte midler til at udvikle aktiviteter, sekretariatsbetjening, juridisk- og markedsmæssig afklaring i forbindelse med etablering af ’Vinter i København’. ’Vinter i København’ skal fungere som paraplyorganisation for både eksisterende og nye initiativer i København. Der afsættes: − 0,5 mio. kr. på service i 2025, 2,0 mio. kr. i 2026, 3,0 mio. kr. årligt i 2027-2028 og 2,0 mio. kr. i 2029 til drift af sekretariat og udvikling af Vinter i København
ØK92 Københavnerinddragelse. Parterne er enige om at videreføre initiativer vedrørende københavnerinddragelse, herunder Københavnertinget og lokale københavnersamlinger. Der afsættes: − 0,8 mio. kr. i 2026 og 1,9 mio. kr. i 2027-2029 på service til indsatser vedrørende københavnerinddragelse.
KF065 Forøget servicebevilling til biblioteksbemanding samt materiale- og aktivitetsbudget. Parterne er enige om at afsætte midler til ekstra biblioteksbemanding samt forøget materiale- og aktivitetsbudget på kommunens biblioteker. Der afsættes: − 20,0 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til biblioteksbemanding samt materiale- og aktivitetsbudget.
KF069 Varigt tilskud til Sammenslutningen af Lokalhistoriske Foreninger og Arkiver i København (SLAK). Parterne er enige om at Kultur- og Fritidsforvaltningen frem mod forhandlingerne om Budget 2027 udarbejder et budgetnotatet på et varigt driftstilskud til Sammenslutning af Lokalhistoriske Foreninger og Arkiver i København (SLAK).
KF068 To nye badezoner eller dyppezoner i havnen. Parterne er enige om at afsætte midler til etablering af to nye bade- eller dyppezoner i et afgrænset havneområde, jf. budgetnotatet. Bade- og dyppezoner er et område af havnen, hvor badning er afgrænset med flydespærre, hvilket skaber mere sikker badning om sommeren. Der afsættes: Københavns Kommune 65/70 Budget 2026 − 1,9 mio. kr. samlet på anlæg i 2027-2028 til etablering af to nye bade- og dyppezoner i havnen. − 0,2 mio. kr. på service i 2027, 0,4 mio. kr. årligt i 2028 og frem til drift og vedligehold.
ØK06 Pulje til borgerdrevne indsatser for mere biodiversitet i København. For at fremme Københavns Kommunes biodiversitet og dermed forbedre vilkårene for planter og dyr i kommunen, er parterne enige om at afsætte midler til, at videreføre puljen til borgerdrevne indsatser udmøntes til projekter med offentlig adgang. Der afsættes: 4,2 mio. kr. på anlæg i 2026 til borgerdrevne indsatser for mere biodiversitet.
BU036 Stærke ungefællesskaber i UngeVærker Parterne er enige om at videreføre bevillingen til Stærke ungefællesskaber i ungeværker. Midlerne bruges til at fastholde aktiviteter af høj kvalitet, udvide åbningstiderne samt skabe attraktive tilbud og kvalitetsudvikling. Der afsættes: − 9,0 mio. kr. årligt på service i 2026-2029 til at videreføre Stærke ungefællesskaber i UngeVærker.
Løsning
Vesterbro Lokaludvalg drøfter resultaterne af årets budgetforhandlinger.
Vesterbro Lokaludvalg godkender udkast til vedlagte henvendelse til Socialudvalget fra Lokaludvalgets Social- og Beskæftigelsesudvalg (SoBe).
Økonomi
-
Videre proces
-