Mødedato: 17.06.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Godkendelse af bemærkninger til: Naboorientering vedrørende boligbyggeri på Sejlbryggen, Enghave Brygge

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal tage stilling til et udkast til høringssvar vedrørende en naboorientering om dispensationer til opførelse af etageboligbyggeri på boligø J (Sejlbryggen) på Enghave Brygge.

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter godkender det foreslåede høringssvar til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vedrørende naboorienteringen om boligbyggeri på Sejlbryggen.

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har sendt en naboorientering vedrørende opførelse af etageboligbyggeri med 206 boliger på boligø J (Sejlbryggen) på Enghave Brygge.

Projektet kræver dispensation fra en række bestemmelser i lokalplan nr. 494 "Enghave Brygge". Dispensationerne vedrører blandt andet terrænkoter, bygningsplacering, bygningsdybder, etageantal, træbrygger, vejprofiler og beplantning.

Forvaltningen oplyser følgende i henvendelse d. 11.06.2026:

"I fortsættelse af vores naboorientering af 3. juni 2026 ..., er vi blevet opmærksomme på, at det nævnte bilag ”PMW-J_6_Dispensationsansøgning_Lokal afvigelse på bygningshøjde” ikke er medsendt. På den baggrund fremsender vi hermed på ny det samlede høringsmateriale.

Kommunen vurderer, at projektet fortsat er i overensstemmelse med lokalplanens intentioner, og at de ansøgte dispensationer er nødvendige for at realisere projektet. Kommunen er derfor principielt indstillet på at tillade projektet".


På baggrund af sagens karakter vurderes det, at lokaludvalget ikke har anledning til at kommentere de enkelte tekniske dispensationer, men i stedet kan afgive et overordnet høringssvar med fokus på de kvaliteter, som lokaludvalget generelt ønsker fremmet i byudviklingen på Vesterbro.

Vedlagt er høringsbrevet, men det tekniske bilag (det opdaterede sendt d. 11.06.2026) ligger tilgængeligt for lokalvalgets medlemmer på medlemmernes side.

Løsning

På baggrund af lokaludvalgets behandling af høringen er følgende udkast til bemærkninger udarbejdet:

"Vesterbro Lokaludvalg har gennemgået naboorienteringen vedrørende boligø J (Sejlbryggen) på Enghave Brygge.

Lokaludvalget bemærker, at der primært er tale om tekniske og projektrelaterede dispensationer vedrørende blandt andet terrænkoter, bygningsplacering, bygningsdybder, træbrygger, vejprofiler og beplantning. Lokaludvalget har ikke bemærkninger til de konkrete dispensationer.

Lokaludvalget finder det væsentligt, at den videre projektering og realisering fortsat understøtter intentionerne i lokalplanen om høj arkitektonisk kvalitet, attraktive og grønne opholdsarealer, gode forbindelser til vandet, biodiversitet samt gode rammer for hverdagsliv og naboskab.

Lokaludvalget lægger desuden vægt på, at projektet bidrager positivt til den samlede bykvalitet på Enghave Brygge og understøtter et levende og attraktivt havne- og boligmiljø."


Vesterbro Lokaludvalg drøfter og godkender udkastet.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.

Videre proces

Sekretariatet fremsender høringssvaret til Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen inden høringsfristens udløb den 24. juni 2026.

Til top