Mødedato: 17.06.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Fremtidig organisering af Grønt Vesterbro

Vesterbro Lokaludvalg skal tage stilling til, om kommissoriet for Grønt Vesterbro fortsat er tidssvarende, og om de grønne initiativer fremover skal organiseres på en anden måde, samtidig med at eksisterende aktiviteter og afsatte midler videreføres.
 

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg ophæver kommissoriet for Grønt Vesterbro vedtaget den 22. januar 2024,
  2. at eksisterende grønne initiativer og arbejdsfællesskaber fortsat kan virke i samarbejde med Vesterbro Lokaludvalg,
  3. at de afsatte midler til grønne projekter og aktiviteter videreføres uændret, og
  4. at lokaludvalgets miljøopgave fortsat løftes som en integreret del af lokaludvalgets arbejde.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg vedtog den 22. januar 2024 et kommissorium for Grønt Vesterbro. Kommissoriet findes via linket: https://www.kk.dk/sites/default/files/agenda/ffb6be5a-a5e6-469e-a903-3328b3938960/e25c0d14-628b-482e-a52c-fe429844a0d0-bilag-2_0.pdf

Kommissoriet beskriver Grønt Vesterbro som en arbejdsgruppe under Lokaludvalgets Teknik- og Miljøudvalg. Denne organisering er ikke længere aktuel, da lokaludvalget ikke længere arbejder med det faste fagudvalg Teknik- og Miljøudvalget.

Samtidig står lokaludvalget over for at drøfte nye måder at organisere sit arbejde på. Fælles for de modeller, der har været drøftet, er et ønske om at understøtte konkrete initiativer, arbejdsfællesskaber, netværk og projektgrupper med fokus på handling og lokale resultater.

Flere af de aktiviteter, som tidligere har været forankret i Grønt Vesterbro, organiserer sig allerede i praksis omkring konkrete projekter og steder på Vesterbro. Det gælder eksempelvis arbejdet omkring Litauens Plads og andre lokale grønne initiativer.

Det foreslås derfor at ophæve det eksisterende kommissorium for Grønt Vesterbro. Formålet er ikke at nedlægge det grønne arbejde på Vesterbro, men at skabe bedre rammer for, at konkrete grønne initiativer kan udvikles og gennemføres i samarbejde med lokaludvalget.

Forslaget ændrer ikke på lokaludvalgets miljøopgave. Lokaludvalget vil fortsat arbejde for biodiversitet, begrønning, klimatilpasning, grønne opholdsrum og borgerdrevne grønne initiativer på Vesterbro. Forslaget ændrer heller ikke på de midler, som lokaludvalget har afsat til grønne projekter og aktiviteter jf. beslutning på Vesterbro Lokaludvalgsmøde d. 21. januar 2026: https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-21012026/referat/punkt-9.

Løsning

Lokaludvalget ophæver kommissoriet for Grønt Vesterbro.

Eksisterende og nye grønne initiativer og arbejdsfællesskaber kan fortsat samarbejde med lokaludvalget om projekter, aktiviteter og udvikling af grønne løsninger på Vesterbro.

De afsatte midler til grønne projekter videreføres uændret og kan fortsat anvendes til at understøtte lokale grønne initiativer.

Økonomi

De midler der allerede er afsat, videreføres i de enkelte planlagte projekter, som gennemføres som planlagt.

De midler (et rammebeløb på 130.000 kr.), som lokaludvalget har afsat til grønne projekter og aktiviteter, videreføres uændret.

Videre proces

Såfremt indstillingen godkendes, ophæves kommissoriet for Grønt Vesterbro.

Sekretariatet orienterer Grønt Vesterbro og de eksisterende undergrupper om beslutningen samt om mulighederne for fortsat samarbejde med lokaludvalget om konkrete grønne initiativer og projekter.

 

 

Til top