Mødedato: 17.01.2018, kl. 18:00
Mødested: Lyrskovsgade 4, 1. sal, lokale 4, 1758 København V

Foranalyse af Træstubbens fremtid

Lokaludvalget vil på mødet blive præsenteret for resultatet af foranalysen af hvilke muligheder der ligger for Træstubbens fremtid.

Tidligere beslutninger

Som følge af udløbet af projektansættelsen af den tilknyttede vejleder ved udgangen af 2016 besluttede Vesterbro Lokaludvalg på mødet den 18. januar 2017, at sekretariatet skulle undersøge mulighederne for en ekstern evaluering af Træstubben, men dette ville ikke kunne gennemføres for mindre end 100.000 kroner.

Vesterbro Lokaludvalg besluttede i stedet på mødet den 15. november 2017 at få foretaget en ekstern foranalyse af, hvilke muligheder der er for at drive Træstubben videre.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg drøfter foranalysen af Træstubbens fremtid og tager denne til efterretning
  2. at Vesterbro Lokaludvalg udpeger hvilke lokaludvalgsmedlemmer som i samarbejde med sekretariatet kan arbejde med forslag til den videre proces med baggrund i lokaludvalgets drøftelser

Problemstilling

Træstubben blev startet som Vesterbro Naturværksted i 2007 efter et pædagogisk projekt havde påvist, at Vesterbros børnehaver ikke gjorde brug af de kommunale naturskoler i de grønne områder i udkanten af kommunen, fordi det er for omstændeligt at komme hen til dem. Samtidig havde naturvejledningen disse steder ikke fokus på den type bynatur, som Vesterbros børn er omgivet af.

I perioden 2014-2016 har Træstubbens naturvejleder været projektansat i Københavns Naturskoler med økonomisk støtte fra Områdefornyelsen, lokaludvalget og Friluftsrådet, men denne ansættelse er ikke fulgt op af en ny, blandt andet fordi tilskud fra Områdefornyelsen og Friluftsrådet er udløbet.

Træstubben har udgjort en base for en del af lokaludvalgets miljøarbejde blandt andet Blomstrende By og Vesterbro Juletræsfest.

Træstubbens virke har udviklet sig fra klassisk naturformidling for bydelens yngste beboere til en mere inddragende miljøformidling for vesterbroere i alle aldre. I bydelen opfattes Træstubben som et lokalt sted som mange vesterbroere har et forhold til og er interesserede i at bevare. Det vil være et stort tab for bydelen at miste Træstubben. Sekretariatet er ved at indgå aftaler om midlertidigt brug af Træstubben i 2018 med blandt andet Apostelkirken, Settlementet og der arbejdes også på at inddrage skoler i brugen af Træstubben, sådan som det også har været tidligere.

Vesterbro Lokaludvalg ønskede primo 2017 at få undersøgt mulighederne for en ekstern evaluering af, hvorfor det ikke var lykkedes at forankre Træstubben andetsteds i Københavns Kommune, men en sådan evaluering ville ikke kunne gennemføres for mindre end 100.000 kroner, da der ikke var et præcist grundlag at foretage evalueringen ud fra.

Vesterbro Lokaludvalg afsatte i stedet midler til en foranalyse som skulle undersøge hvilke tiltag andre projekter havde foretaget i forhold til at blive forankret, samt klarlægge hvad et forslag fra den tidligere natur- og miljøvejleder indebærer.

Foranalysen leveres til sekretariatet som et dokument med basalt layout, som kan danne grundlag for en drøftelse og en beslutning. Dokumentet eftersendes til lokaludvalgsmedlemmerne på mail samt uddeles på papir til mødet.

Løsning

Lokaludvalget drøfter foranalysen og tager denne til efterretning.

Lokaludvalget udpeger hvilke lokaludvalgsmedlemmer som i samarbejde med sekretariatet kan arbejde med forslag til den videre proces med baggrund i lokaludvalgets drøftelser.

I samarbejde med sekretariatet evaluerer lokaludvalget efterfølgende projektet.

Økonomi

Denne indstilling medfører ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Besluttes på mødet.

Beslutning

ad. 1: Maja F. Guldager præsenterede analysen og lokaludvalget drøftede den og Træstubben.

ad. 2: Ole Rindahl, Jimmy Sindahl, Alexander Stürup og Thomas Warburg meldte sig til at arbejde videre med Træstubben i samarbejde med sekretariatet.


Til top