Mødedato: 16.09.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Kort evaluering af mødet

Indstilling

Forpersonen foreslår,

  1. at Vesterbro Lokaludvalg kort evaluerer mødet gennem en to minutters summedrøftelse i makkerpar,
  2. at Vesterbro Lokaludvalg deler centrale indsigter og læringspunkter fra drøftelsen i plenum,
  3. at Vesterbro Lokaludvalg overvejer, hvilke pointer fra mødet medlemmerne selv ønsker at bringe videre i dialogen med borgere, foreninger og øvrige netværk.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg udvikler løbende sin mødeform og sit samarbejde. En kort fælles evaluering ved afslutningen af hvert møde kan bidrage til at styrke kvaliteten af lokaludvalgets arbejde og skabe et fælles grundlag for den videre udvikling af møderne.

Forpersonen foreslår derfor, at medlemmerne afslutningsvis bruger to minutter på at drøfte mødet med sidemanden.

Drøftelsen kan eksempelvis tage udgangspunkt i følgende spørgsmål:

  • Hvad fungerede godt på dagens møde?
  • Hvad tager du med dig fra mødet?
  • Hvad kunne vi med fordel gøre mere eller mindre af på kommende møder?
  • Er der noget fra mødet, som du selv har lyst til at fortælle videre om i dine netværk eller bruge i dialogen med borgere og lokale aktører?
  • Er der pointer som de politisk udpegede medlemmer af lokaludvalget skal tage med i det politiske arbejde?

Herefter samles der kort op i plenum.

Formålet er dels at skabe løbende læring om lokaludvalgets møder og arbejdsform, dels at understøtte medlemmernes rolle som ambassadører for lokaludvalgets arbejde og de beslutninger, der træffes.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg gennemfører en kort evaluering af mødet gennem en summedrøftelse i makkerpar efterfulgt af en fælles opsamling i plenum.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Lokaludvalget.

 

Videre proces

Forpersonskabet og sekretariatet tager input fra evalueringen med i den videre planlægning og udvikling af lokaludvalgsmøderne.

 

Til top