Mødedato: 16.09.2026, kl. 17:00
Mødested: 1. sal i Fishtank, Ingerslevsgade 44

Udpegning af tovholdere for faglige områder

Indstilling

Forpersonen foreslår,

1) at Vesterbro Lokaludvalg udpeger en tovholder blandt lokaludvalgets ordinære medlemmer for hvert af følgende faglige områder:

  1. Børn og unge
  2. Kultur, fritid og idræt
  3. Socialområdet
  4. Sundhed og omsorg
  5. Beskæftigelse, integration og erhverv
  6. Klima, miljø og bynatur
  7. Teknik, trafik, bolig og byudvikling

2) at Vesterbro Lokaludvalgs medlemmer og suppleanter kan tilkendegive, hvilke områder de ønsker at være tilknyttet og modtage relevante sager, høringer og henvendelser om på mail.
3) at forpersonskabet varetager tovholderfunktionen på områder, hvor der ikke udpeges en tovholder, og at relevante sager i så fald som udgangspunkt sendes til hele lokaludvalget.

Problemstilling

Vesterbro Lokaludvalg godkendte den 19. august 2026 en videreudvikling af lokaludvalgets organisationsmodel.

Som supplement til de tre missioner – Vesterbro Udvikler, Vesterbro Bevarer og Vesterbro Samler – besluttede lokaludvalget at etablere en række faglige områder med tovholdere og tilknyttede maillister.

Formålet er at skabe en enkel og robust indgang til lokaludvalgets løbende arbejde med blandt andet høringer, henvendelser og sager fra kommunens forvaltninger.

De faglige områder er ikke nye faste udvalg. Det konkrete arbejde med en sag kan fortsat foregå i en arbejdsgruppe, taskforce eller udvalg, hvis medlemmer ønsker at arbejde videre med den.

Se lokaludvalgets beslutning af 19. august 2026:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vesterbro%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-19082026/referat/punkt-3

På mødet skal lokaludvalget udpege tovholdere for områderne. Medlemmer og suppleanter kan samtidig og efterfølgende løbende tilmelde sig de enkelte områders maillister.

 

Løsning

De faglige områder

De faglige områder lægger sig i store træk op ad Københavns Kommunes politiske udvalg og forvaltningernes fagområder.

Det giver en praktisk struktur for lokaludvalgets arbejde. Mange kommunale sager kan knyttes til et bestemt politisk udvalg og en bestemt forvaltning. Det betyder blandt andet, at der er nogle relevante politiske dagsordener at holde øje med og nogle mere faste indgange til borgmestre, politikere og medarbejdere i forvaltningerne.

Opdelingen følger dog ikke forvaltningsgrænserne slavisk. Det afgørende er, at områderne giver mening i lokaludvalgets arbejde. Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets og -forvaltningens brede område er derfor opdelt i to faglige områder.

De syv områder forstås overordnet således:

1. Børn og unge
Fx dagtilbud, skoler, fritidsinstitutioner, klubtilbud, børn og unges trivsel samt øvrige kommunale tilbud og indsatser rettet mod børn og unge.

2. Kultur, fritid og idræt
Fx kulturtilbud, biblioteker, idrætsfaciliteter, foreningsliv, fritidsliv, kulturhuse og arrangementer.

3. Socialområdet
Fx hjemløshed, udsatte børn, voksne og familier, handicapområdet, socialpsykiatri, rusmiddelområdet samt sociale tilbud og indsatser for mennesker i udsatte positioner.

4. Sundhed og omsorg
Fx ældreområdet, plejehjem, hjemmepleje, forebyggelse, rehabilitering samt kommunale sundheds- og omsorgstilbud.

5. Beskæftigelse, integration og erhverv
Fx beskæftigelsesindsatser, job og uddannelse, integration samt forhold med betydning for det lokale erhvervsliv og samspillet mellem virksomheder, arbejdsmarked og bydel.

6. Klima, miljø og bynatur
Fx klima, klimatilpasning, bæredygtighed, biodiversitet, træer og bynatur, affald, ressourceforbrug og andre lokale miljøforhold.

7. Teknik, trafik, bolig og byudvikling
Fx trafik, parkering og mobilitet, veje og byrum, boligforhold, byggeri, lokalplaner, fysisk planlægning og udviklingen af byens fysiske rammer.

Økonomiudvalgets og Økonomiforvaltningens område varetages som udgangspunkt af forpersonskabet.

Tovholderens rolle
Tovholderrollen er bevidst enkel og indebærer kun få forventninger. Tovholderen er først og fremmest sekretariatets faste kontaktperson på området.

Tovholderen er ikke formand for et udvalg, er ikke ansvarlig for at behandle alle sager på området og påtager sig ikke automatisk konkrete arbejdsopgaver.

Det er en fordel, at tovholderen interesserer sig for området, men det kræver absolut ikke forudgående viden om området. Alle lokaludvalgets medlemmer kan melde sig.

Tovholderen kan fx:

  • være den, sekretariatet tager en kort sparring med, når der kommer en sag eller henvendelse på området,
  • hjælpe med at vurdere, hvem det kan være relevant at inddrage,
  • i det omfang vedkommende har tid og lyst, holde øje med relevante sager og politiske dagsordener på området,
  • gøre sekretariatet og lokaludvalget opmærksom på relevante problemstillinger eller muligheder.

Tovholderen kan dermed i den udstrækning, vedkommende ønsker det, fungere som en slags radar på området.

En konkret situation kan fx være, at sekretariatet modtager en henvendelse om trafik, en skole, et socialt tilbud eller et andet forhold på Vesterbro. Hvis det ikke er oplagt, om lokaludvalget skal gå ind i sagen, hvordan henvendelsen bedst håndteres, eller hvem der bør inddrages, kan sekretariatet tage en kort drøftelse med den relevante tovholder.

Tovholderen er altså kontaktpunkt og mulig sparringsperson – ikke sagsansvarlig eller godkender.

Maillister for områderne

Til hvert område oprettes en mailliste med de medlemmer og suppleanter, der har tilkendegivet interesse for området. På lokaludvalgsmødet får medlemmer og suppleanter mulighed for at angive, hvilke interesselister de ønsker at være tilmeldt. Herefter vil det løbende være muligt at tilmelde sig eller framelde sig de enkelte lister.

Sekretariatet sender som udgangspunkt relevante høringer, henvendelser og øvrige relevante sager til både tovholderen og områdets mailliste.

I nogle tilfælde kan sekretariatet først tage en kort drøftelse med tovholderen. Det kan fx være, hvis en henvendelse er uklar, mere kompleks eller kræver en vurdering af, hvordan den bedst håndteres.

Medlemmer og suppleanter på maillisten kan herefter melde sig, hvis de har lyst til at arbejde videre med en konkret sag.

Det er ikke en forpligtelse at stå på en mailliste. Listen er først og fremmest en måde at sikre, at relevante sager når frem til de medlemmer og suppleanter, der interesserer sig for området.

Hvis ingen ønsker at arbejde videre med en konkret sag, betyder det ikke, at tovholderen automatisk skal gøre det.

Udpegning af tovholdere på mødet

Kun ordinære medlemmer af Vesterbro Lokaludvalg kan udpeges som tovholder. Suppleanter kan tilmelde sig de faglige områders interesselister og deltage i arbejdet med konkrete sager, men kan ikke varetage selve tovholderfunktionen.

De faglige områder behandles ét ad gangen.

For hvert område spørger forpersonen, hvilke ordinære medlemmer der ønsker at være tovholder.

Hvis ingen melder sig, udpeges der ikke en tovholder. Forpersonskabet varetager i så fald tovholderfunktionen på området, indtil lokaludvalget eventuelt senere beslutter andet. Relevante sager sendes som udgangspunkt til hele lokaludvalget, der dermed fungerer som områdets interessegruppe.

Hvis én kandidat melder sig, kan vedkommende vælges ved fredsvalg.

Hvis flere kandidater melder sig, gennemføres valget efter følgende principper:

Valget gennemføres ved håndsoprækning, medmindre andet besluttes.
Den kandidat, der opnår flest stemmer, er valgt. Det er ikke et krav at opnå mere end halvdelen af stemmerne.

Hvis to eller flere kandidater får samme højeste stemmetal, gennemføres en ny afstemning mellem disse kandidater. Hvis der fortsat er stemmelighed, afgøres valget ved lodtrækning.

 

Økonomi

-

Videre proces

-

Til top