Forslag om ændret valgmetode til lokaludvalgene
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg bakker op om initiativet om at arbejde videre med en model, hvor de 15 foreningsvalgte medlemmer af lokaludvalgene fremover vælges ved et direkte valg blandt bydelens borgere.
Problemstilling
Forpersonen for Christianshavns Lokaludvalg har fremsat forslag om at ændre valgmetoden til Københavns Kommunes lokaludvalg. Kredsen af lokaludvalgsforpersoner har besluttet, at forslaget kan drøftes i de enkelte lokaludvalg.
Lokaludvalgene består i dag af 25 medlemmer. Ti medlemmer udpeges af Borgerrepræsentationen efter den politiske sammensætning, mens 15 medlemmer vælges af lokale foreninger, frivillige organisationer, brugerbestyrelser mv. ved et særskilt lokaludvalgsvalg.
Forslaget tager udgangspunkt i, at den nuværende valgform kan opleves som vanskelig at gennemskue for borgere, der ikke allerede er engageret i en lokal forening eller organisation. En mere direkte valgform kan potentielt give flere borgere mulighed for at deltage i valget og styrke lokaludvalgenes demokratiske legitimitet.
Løsning
Forslaget er, at de 15 pladser, der i dag besættes gennem foreningsvalget, fremover vælges ved direkte valg blandt borgerne i det enkelte lokaludvalgsområde. De ti politisk udpegede medlemmer foreslås således ikke berørt af ændringen.
En model kan eksempelvis indebære, at:
- alle borgere over 18 år med bopæl i lokaludvalgsområdet kan stille op, eventuelt med krav om et mindre antal stillere,
- kandidaterne præsenteres for bydelens borgere forud for valget,
- alle stemmeberettigede borgere i lokaludvalgsområdet får mulighed for at stemme,
- valget enten gennemføres som et særskilt digitalt valg over en periode eller i forbindelse med kommunal- og regionalvalget.
Der kan i det videre arbejde hentes inspiration fra blandt andet valg til Københavns Ældreråd og Ungerådet, hvor medlemmer vælges direkte af de grupper, rådene repræsenterer.
Der er med denne sag ikke taget stilling til den konkrete udformning af en fremtidig valgmodel. Det gælder eksempelvis opstillingskrav, afstemningsform, valgperiode og sammenhængen med kommunalvalget.
Med beslutningen tilkendegiver Vesterbro Lokaludvalg alene sin opbakning til, at der arbejdes videre med initiativet om en mere direkte valgform.
En ændring af valgmetoden kan ikke besluttes af lokaludvalgene selv. En ny model vil kræve politisk behandling og godkendelse i Københavns Kommune og efter det oplyste også godkendelse fra Indenrigsministeriet.
Hvis der er opbakning blandt lokaludvalgene, kan forslaget bringes videre til politisk behandling.
Økonomi
Sagen har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.
Videre proces
Hvis Vesterbro Lokaludvalg godkender indstillingen, meddeles lokaludvalgets opbakning til kredsen af lokaludvalgsforpersoner med henblik på den videre dialog mellem lokaludvalgene og en eventuel efterfølgende politisk behandling.