Orientering om resultatet af Københavns Kommunes budgetforhandlinger 2027
Indstilling
Forpersonen foreslår,
- at Vesterbro Lokaludvalg tager orienteringen om Budget 2027 til efterretning.
Problemstilling
Der er indgået aftale om Københavns Kommunes Budget 2027. Budgetaftalen indeholder en række beslutninger med betydning for Vesterbro.
Vesterbro Lokaludvalg har forud for budgetforhandlingerne både afgivet konkrete budgetønsker og løbende spillet ind i politiske sager med betydning for bydelen. Lokaludvalgets budgetønsker omfattede bl.a. tryghed på Indre Vesterbro, herunder sociale viceværter, flere herbergspladser i vinterperioden, varig finansiering af sociale tilbud, et løft af Halmtorvet og trafiksikkerhed på Vesterfælledvej.
En anden væsentlig sag har været anvendelsen af det ledige areal i Vognværkstedet i Jernbanebyen, som skal danne ramme om skolen, og sammenhængen med det planlagte Ungehus på Enghavevej.
Nedenfor orienteres om de væsentligste resultater af Budget 2027 set fra et Vesterbro-perspektiv.
Løsning
Jernbanebyen og Ungehuset på Enghavevej
En af de mest markante beslutninger for Vesterbro vedrører Vognværkstedet i Jernbanebyen.
Efter at det blev besluttet at nedskalere den kommende skole fra fire til tre spor, opstod der et ledigt areal i Vognværkstedet. I den efterfølgende proces har det bl.a. været undersøgt, om arealet skulle anvendes til et Ungehus, og dermed om det planlagte Ungehus på Enghavevej skulle flyttes til Jernbanebyen.
Vesterbro Lokaludvalg anbefalede, at Ungehuset fastholdes på Enghavevej, og at det ledige areal i Vognværkstedet i stedet anvendes til kultur- og fritidsfaciliteter.
Dette ønske er imødekommet i Budget 2027.
Med BU01 er det besluttet, at det fleksible skolespor og det øvrige ledige areal i Vognværkstedet skal anvendes til kultur- og fritidsfaciliteter. Samtidig afsættes 89,4 mio. kr. i 2027-2029 til en tidlig anlægsbevilling til skole, daginstitution og kulturcenter i Vognværkstedet.
Beslutningen betyder dermed, at planerne om et selvstændigt Ungehus på Enghavevej kan fastholdes, mens Vognværkstedet kan udvikles med kultur- og fritidsfaciliteter som et bredere samlingspunkt for den kommende bydel.
Tryghed på Indre Vesterbro og sociale viceværter
Lokaludvalget prioriterede i sit input til Budget 2027 (og som københavnerforslag) ønsket om en mere tryg hverdag på Indre Vesterbro – særligt omkring Halmtorvet, Kødbyen og de omkringliggende gader.
Lokaludvalget pegede bl.a. på:
- sociale viceværter med udvidet virkeområde omkring Halmtorvet og Kødbyen
- øget synlig tilstedeværelse og koordinering mellem sociale aktører, gadeplansmedarbejdere og myndigheder
- indsatser, der både tager hensyn til mennesker i udsatte positioner og til beboernes oplevelse af tryghed.
Lokaludvalget har tidligere ønsket sociale viceværter fremmet som et københavnerforslag. Forslaget blev efterfølgende taget op politisk, da medlemmer af Borgerrepræsentationen fik øje på idéen og på den baggrund stillede et medlemsforslag om sociale viceværter.
Budget 2027 indeholder under Sikker By midler til fire sociale viceværter. Bevillingen vedrører sociale viceværter og lokal jobskabelse i almene boligafdelinger.
Det er på nuværende tidspunkt ikke afklaret, om denne bevilling kan få betydning for området omkring Halmtorvet og dermed helt eller delvist imødekomme lokaludvalgets ønske. Sekretariatet undersøger dette nærmere.
Det er derfor endnu for tidligt at konkludere endeligt på lokaludvalgets ønske om sociale viceværter.
Sociale tilbud på Vesterbro
Lokaludvalget ønskede desuden mere stabile og varige finansieringsløsninger for en række centrale sociale tilbud på Vesterbro, herunder H17, Kontaktstedet på Mændenes Hjem, Café Klare, Café Dugnad og Redens tilbud.
Budgetaftalen indeholder bl.a.:
- SO10 – Reden København Stofindtag: Der afsættes kommunal medfinansiering til etablering og drift af stofindtagelsesrummet målrettet udsatte kvinder. Der afsættes 5,3 mio. kr. i 2027 stigende til 5,7 mio. kr. i 2030.
- SO61 – Reden Ung: Der afsættes 0,8 mio. kr. årligt i 2027-2030 til den specialiserede rådgivning og forebyggende indsats for udsatte børn og unge under 18 år.
- SO11 – Mobilt stofindtagelsesrum: Kommunen medfinansierer sammen med staten drift af et mobilt stofindtagelsesrum i København.
Budgetaftalen sikrer dermed finansiering af flere sociale indsatser med relevans for Vesterbro, men lokaludvalgets bredere ønske om varige finansieringsløsninger for en række af bydelens centrale frontlinjetilbud er ikke samlet set imødekommet.
Halmtorvet
Lokaludvalget ønskede et samlet løft af Halmtorvet bestående af:
- et urbant workout-landskab
- et uderum for brugerne af H17
- bedre cykelforhold
- og at tiltagene i videst muligt omfang kombineres med begrønning og biodiversitet.
Der er ikke afsat særskilte midler til disse fysiske tiltag i Budget 2027.
Lokaludvalgets ønske om et uderum ved H17 tog bl.a. udgangspunkt i, at brugerne i dag mangler egnede opholdsmuligheder udenfor, og at et uderum samtidig kan mindske uønsket ophold ved de omkringliggende boliger.
Trafiksikkerhed på Vesterfælledvej
Lokaludvalget ønskede, at der arbejdes videre med en samlet løsning for Vesterfælledvej, som både forbedrer forholdene for cyklister og fastholder sikre krydsningsmuligheder for fodgængere.
Lokaludvalget pegede bl.a. på, at trafikændringer i Carlsberg Byen kan øge presset på Vesterfælledvej og ønskede derfor, at der arbejdes videre med bump, heller og cykelsti på hele vejforløbet.
Der er ikke identificeret finansiering til dette ønske i Budget 2027.
Helhedsplan for De Indre Søer
Med KT160 afsættes 2,1 mio. kr. årligt i 2027-2028 til initiativer om vandmiljø, biodiversitet og begrønning, der skal indgå i en helhedsplan for De Indre Søer.
Initiativet er relevant for Vesterbro, fordi Sankt Jørgens Sø indgår i De Indre Søer. Der lægges samtidig op til inddragelse af relevante lokaludvalg i arbejdet med helhedsplanen.
Finansiering af en egentlig trafikal helhedsplan for områderne omkring søerne henvises til Overførselssagen 2026-2027.
Begrønning og miljøpunkter
Med KT074 afsættes 7,1 mio. kr. i 2027-2029 til at udvide den eksisterende pulje til etablering af plantehuller til facadebeplantning. Derudover afsættes 1,0 mio. kr. årligt i 2027-2029 til en lokal indsats gennem miljøpunkterne.
For Vesterbro betyder det, at bydelen kan få del i den generelle pulje til plantehuller, men ikke i den særskilte lokale indsats, der udmøntes gennem miljøpunkterne, da Vesterbro ikke har et Miljøpunkt.
Budgetposten illustrerer dermed, at organiseringen af miljøopgaven i de enkelte bydele kan have betydning for, hvilke kommunale midler og lokale indsatser der kan bringes i spil.
Andre beslutninger med betydning for Vesterbro
Budgetaftalen indeholder herudover en række andre beslutninger med direkte eller indirekte betydning for bydelen. Det gælder bl.a.:
- KF034 – fortsat udvidet offentlig adgang til Havnebadet Fisketorvet uden for sommersæsonen
- KF050 – støtte til Foreningen Musikhuset København og drift af Musikhuset København
- KF146 – brugsretter og tilskud til en række kultur- og fritidsaktører. For Vesterbro omfatter det bl.a. Kunstnerkollektivet Tietgensgade, Kunstnerkollektivet Staldgade 70-72, Atelierfællesskabet Halmtorvet, Vesterbro Lokalradio og GAME.
- BI20 – fortsat støtte til Sabaah
- ØK29 – finansiering, der begrænser stigningen i entrétaksten på Københavns Busterminal
- ØK39 – midler til analyser og borgerdialog i forbindelse med Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028, herunder analyser af bl.a. varmeø-effekt, cykelnetværk og transformation af eksisterende byggeri
- KT241 – merudgifter til grøn pleje og renhold, herunder på Vesterbro, finansieres ikke i Budget 2027. Budgetpartierne henviser spørgsmålet om finansiering til Overførselssagen 2026-2027 eller Budget 2028. For Vesterbro betyder det, at der fortsat er usikkerhed om finansieringen af det nuværende niveau for grøn pleje og renhold, og at spørgsmålet skal følges i den kommende overførselssag eller Budget 2028.
Samlet vurdering
Budget 2027 indeholder flere væsentlige resultater for Vesterbro.
Særligt beslutningen om Jernbanebyen er et markant resultat set fra lokaludvalgets perspektiv. Lokaludvalgets ønske om at fastholde Ungehuset på Enghavevej og i stedet anvende det ledige areal i Vognværkstedet til kultur- og fritidsfaciliteter er imødekommet.
På socialområdet er der afsat betydelige midler til bl.a. Reden og stofindtagelsesindsatser. Det er endnu ikke afklaret, om midlerne til sociale viceværter under Sikker By kan bidrage til den indsats omkring Halmtorvet og Indre Vesterbro, som lokaludvalget har efterspurgt.
Lokaludvalgets konkrete ønsker om et fysisk løft af Halmtorvet, flere herbergspladser i vinterperioden og en trafiksikkerhedsløsning på Vesterfælledvej ses der derimod ikke afsat særskilt finansiering til i Budget 2027.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vesterbro Lokaludvalg.
Videre proces
Sekretariatet følger op på udmøntningen af de budgetbeslutninger, der er særligt relevante for Vesterbro.
Sekretariatet undersøger herunder nærmere, om bevillingen til sociale viceværter under Sikker By kan få betydning for lokaludvalgets ønske om en udvidet social viceværtindsats på Indre Vesterbro.
Derudover følges relevante sager frem mod Overførselssagen 2026-2027, herunder den trafikale helhedsplan omkring De Indre Søer.