Mødedato: 13.06.2018, kl. 18:00
Mødested: Apostelkirkens mødelokale, Saxogade 13, 1662 København V

Beslutning om lokaludvalgets tilstedeværelse på Indre Vesterbro dialog- og gadefest

Se alle bilag
Vesterbro Lokaludvalg skal træffe beslutning om lokaludvalgets tilstedeværelse til Indre Vesterbro dialog- og gadefest.

Tidligere beslutninger

Sagen blev udsat på sidste møde.

Indstilling

Formanden foreslår Vesterbro Lokaludvalg,

  1. at nedsætte en arbejdsgruppe, til planlægning og afholdelse af dialogskabende aktiviteter i forbindelse med gadefesten på Istedgade.
  2. at afsætte 27.000 kr. til formålet.

Problemstilling

De seneste to år har Vesterbro Lokaludvalg, i samarbejde med Mændenes Hjem og lokale aktører, med succes afholdt en gadefest på Istedgade i sensommeren.

Ved dette års arrangement, søndag den 26. august, skal Vesterbro Lokaludvalg have en stand med dialogskabende aktiviteter. Gennem dialog med gadens brugere og bydelens borgere, kan lokaludvalget få et aktuelt indblik i, hvilke emner, der optager vesterbroerne, samt få feedback og input på aktuelle politiske sager og andre projekter, der optager lokaludvalget.

For lokaludvalget er det en unik mulighed for at komme i dialog med borgere, der normalt kan være svære at få i tale i de øvrige demokratiske processer. Det giver mulighed for at berøre emner om socialt udsatte ud fra en dialog med dem, det handler om.

Ligeledes kan arrangementet bruges til at fortælle om lokaludvalgets projekt på Otto Busses Vej samt  evt. bruges i forbindelse med den offentlige høring af Kommuneplansstrategien. 

Lokaludvalget har et maksimalt råderum på 3x6m, hvor der kan skabes forskellige inviterende, interagerende og dialogskabende aktiviteter. Eksempler på aktiviteter kunne være: fotoboks, samtalekort, info bod, samtale-"lykkehjul", eller andet, der kan facilitere dialog med mange typer af borgere.

Efter arrangementet skal arbejdsgruppen samle op på de input de har fået på dagen.

Der er udarbejdet en projektbeskrivelse - se bilag. På nuværende tidspunkt er Thomas Egholm, Jimmy Sindahl og Ena Juhl i gruppen, men der er brug for flere, både til planlægning og til selve dagen, hvor der skal være bemanding af teltet.

Løsning

Vesterbro Lokaludvalg nedsætter en arbejdsgruppe der planlægger og bemander teltet på dagen.

Vesterbro Lokaludvalg afsætter 27.000 kr. til projektet.

Økonomi

Vesterbro Lokaludvalg har på nuværende tidspunkt 208.323 til disposition til egne projekter. Såfremt lokaludvalget bevilger 27.000 kr. til projektet, vil der være 181.323 kr. til disposition.

Videre proces

Arbejdsgruppen planlægger og eksekvere projektet.

Beslutning

Der var fejl i bilaget, budgettet er blevet uddybet, men var ikke kommet med.

Budgettet er:
Debattører, ordstyrer 5.000
Telt: 5.000
Borde/bænke 2.500
Lydmand/lyd 2.500
tryk 10.000
div. 2.000

I alt 27.000 kr.

Indstillingen blev godkendt.
Allan indgår også i gruppen.

 

Til top