Mødedato: 28.05.2026, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen for 2026. Lokaludvalget har modtaget 23 ansøgninger, som puljeudvalget har drøftet og udarbejdet indstillinger til. Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag, medmindre der kan være spørgsmål om inhabilitet, eller hvis puljegruppen ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget. 

Indstilling

Det indstilles på baggrund af puljegruppens drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:

  1. Støtter med 10.000 kr. i 2026-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Bakkens Hvile syngepigerne
  2. Giver afslag til ansøgningen: Foredrag ved Thomas Evers Poulsen, jf. indstillingen
  3.  Støtter med 5.000 kr. i 2026-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Tour de nabolag Skjulhøj Alle/Skalbakken

Problemstilling

1. Seniorklubben Vanløse: Bakkens Hvile syngepigerne
Seniorklubben Vanløse søger støtte til en koncert med Bakkens Hvile Syngepigerne i Sundhedshuset i forbindelse med FN’s Internationale Seniordag. Arrangementet henvender sig til seniorer, folkepensionister, efterlønnere og førtidspensionister, og der forventes ca. 100 deltagere. Formålet er at skabe en festlig eftermiddag, styrke fællesskabet og modvirke ensomhed blandt ældre i Vanløse. Der søges om 12.196 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges støtte på 10.000 kr., da projektet understøtter fællesskaber og modvirker ensomhed i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. Seniorklubben Vanløse: Foredrag ved Thomas Evers Poulsen
Seniorklubben Vanløse søger om støtte til et foredrag med Thomas Evers Poulsen om dans i Danmark. Arrangementet afholdes i Sundhedshuset og henvender sig til seniorer, pensionister, efterlønnere og førtidspensionister. Der forventes ca. 100 deltagere, og formålet er at styrke socialt samvær, fællesskab og bekæmpe ensomhed. Der søges om 9.375 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen, og et ønske om at sprede lokaludvalgets støttemidler, da lokaludvalget har støttet flere lignende ansøgninger fra Seniorklubben og til seniorer i bydelen. 

3. Line Margrete Normann – Tour de nabolag Skjulhøj Allé/Skalbakken
Line Margrete Normann søger støtte til en lokal byvandring for beboere og erhvervsdrivende omkring Skjulhøj Allé og Skalbakken. Turen skal give deltagerne indblik i områdets småerhverv, kreative miljøer, baggårde og lokale aktører gennem 5-7 stop og afsluttes med fællesspisning og netværk. Formålet er at styrke naboskab, sammenhold og lokaltilknytning i området og bygge videre på arbejdet med den kreative zone. Der forventes ca. 60 deltagere. Ansøger søger om 7.000 kr.

Puljegruppens indstilling: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges støtte på 5.000 kr., da projektet understøtter fællesskab og sætter fokus på den kreative zone. Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Ansøger opfordres til at reklamere bredt for arrangementet, så også vanløseborgere uden for området informeres og kan tilmelde sig arrangementet. Støtten gives som en underskudsgaranti.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender forretningsudvalgets indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2026-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.

Økonomi

Der er i alt tre puljeansøgninger, der behandles som A-sag og 20 puljeansøgninger, der behandles som B-sag for 2026-puljemidler. Der ansøges om et samlet beløb på 478.961 kr. kr. Der er 213.887 kr. tilbage i Vanløsepuljen. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge puljegruppens indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 174.000 kr. og have 39.887 kr. tilbage i Vanløsepuljen.

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

Til top