Mødedato: 28.01.2021, kl. 18:30
Mødested: Telefonmøde via Teams

B-sag: Status på egne projekter og nyt fra grupperne

Lokaludvalget orienteres om status på egne projekter og nyt fra arbejdsgrupperne.

Indstilling

Formanden indstiller,

    1. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Social- og Sundhedsgruppen til efterretning.
    2. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra  Kultur og Fritidsgruppen til efterretning.
    3. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Natur - og Miljøgruppen til efterretning.
    4. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Trafik- og Plangruppen til efterretning.
    5. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt fra Børn og Unge til efterretning. 
    6. at Vanløse Lokaludvalg tager nyt vedrørende evt. andre egne projekter til efterretning

Problemstilling

Lokaludvalget orienteres om nyt fra arbejdsgrupperne vedr. aktuelle projekter, kommende projekter samt drøftelser af eventuelle høringer. 

Arbejdsgruppernes mødedatoer fremgår af lokaludvalgets mødekalender på hjemmesiden.

Man kan altid kontakte tovholderen for de respektive grupper for mere information fra arbejdsgrupperne.

Løsning

Lokaludvalget tager følgende til efterretning:

  1. Social- og Sundhedsgruppen arbejder med det demensvenlige forsøgsprojekt og er bl.a. gået i gang med at planlægge en byvandring for forvaltningen i bydelen. Desuden er Repair Café Vanløse sat i bero indtil den nuværende situation med Covid-19 er stabil. Arbejdsgruppen har valgt at udskyde netværksmødet om socialt, frivilligt arbejde indtil at restriktioner og anbefalinger i forbindelse med Covid-19 muliggør afholdelse.  
  2. Kultur og Fritidsgruppen arbejder med Vanløse Saloner, Fejring af Bellahøj Friluftsscene, Foreningens Dag og bydelsplansemnet Kulturstationen. Salonen, der skulle være afholdt den 17. januar med teaterstykket Queens, er blevet aflyst pga. corona-restriktioner, men projektgruppen planlægger nye saloner til senere på foråret. På Kultur- og Fritidsmødet i januar havde arbejdsgruppen besøg af Jan Lindboe, der præsenterede planer for en udviklingsplan for idrætsudvikling i Bellahøj/Grøndal. Arbejdsgruppen arbejder også med idrætsudvikling og bedre facilitetsudnyttelse i Vanløse midt. 
  3. Natur- og Miljøgruppen arbejder i øjeblikket både med at få etableret den midlertidige natur- og miljøstation på den gamle pumpehusgrund samtidig med udarbejdelse af procesplan for en permanent natur- og miljøstation. Undervisningstraileren er blevet fragtet ned grunden, men grejcontaineren er endnu ikke blevet fragtet derned. Skolerne er stadig hjemsendt og den skal derfor ikke i brug endnu. Målet og håbet er, at den kommer i brug til foråret. Mandag den 25. januar er der interessentmøde omkring den permanente natur- og miljøstation. Der arbejdes ihærdigt på at finde en god løsning og placering for vores byttestation, som også gerne skal i brug til foråret, alt afhængigt af situationen. Gruppen arbejder derudover fortsat på at få etableret en parkbrugergruppe for Grøndalsparken og har er i gang med at udarbejde en arbejdsplan for 2021.
  4. Trafik- og Plangruppen har bl.a. behandlet 3 borgerhenvendelser, forslag fra Erik Jønsson om overgang for supercykelsti fra Linde Allé over Grøndals Parkvej, opfølgning på trafiksikkerhed og skiltning i Katrinedalskvarteret, invitation til samarbejde og kvalificering af sikker skolevej undersøgelse, skøjtebane på Genforeningspladsen, høring om projektforslag Damhusdæmningen.
  5. Børn- og ungegruppen er bl.a. gået i gang med at planlægge et interessentmøde om idrætten, herunder Asfalten, i Vanløse midt. Planen er at interessentmødet skal afholdes en gang i foråret, når det igen er muligt at forsamles. Arbejdsgruppen afholder unge og tryghedsmøde i februar/marts om fritidsjobs og unge, hvor Fritidsjobindsatsen fortæller om deres arbejde.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs midler.

Videre proces

-

/Bent Christensen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top