Beslutning af procesplan for bydelsplan
Vanløse Lokaludvalg skal på mødet godkende en proces for arbejdet med bydelsplanen og tage stilling til det kommende bydelsmøde. Der er udarbejdet et forslag til en procesplan, hvor bydelsplanarbejdet indledes med en bred borgerinddragelse, bl.a. gennem borgerpanel og bydelsmøde, som skal give input til lokaludvalgets prioriteringer. På seminaret den 24. oktober udvælger lokaludvalget de temaer, der skal arbejdes videre med, hvorefter de kvalificeres gennem mere målrettet inddragelse.
Tidligere beslutninger
Vanløse Lokaludvalg blev på mødet den 18. juni orienteret om rammerne for bydelsplanarbejdet og drøftede den overordnede proces for borgerinddragelse. Lokaludvalget besluttede samtidig at afsætte 20.000 kr. til borgerinddragelsesaktiviteter, bl.a. til afholdelse af bydelsmøde, at gennemføre en borgerpanelundersøgelse og at bede medlemmerne indsende forslag til mulige indsatsområder og temaer. Se sagen her: Beslutning og oplæg om bydelsplan | Københavns Kommune
Indstilling
Formanden indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til procesplan for bydelsplanarbejdet, jf. løsningsafsnit.
- at Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at forretningsudvalget planlægger bydelsmøde (repræsentantskabsmøde) i samarbejde med sekretariatet, jf. løsningsafsnit.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg skal udarbejde en ny bydelsplan for 2027-2030. Bydelsplanen er lokaludvalgets overordnede arbejdsplan for de kommende fire år og skal indeholde lokaludvalgets prioriterede visioner og indsatsområder for bydelen.
Bydelsplanen bygger på fakta om bydelens særkender, behov og interesser (datapakker og fælles borgerpanelundersøgelse udsendt ultimo 2025) og udarbejdes i tæt dialog med bydelens forskellige københavnere.
På lokaludvalgets møde i juni blev lokaludvalget orienteret om rammerne for bydelsplanarbejdet og drøftede den overordnede proces for borgerinddragelse. Lokaludvalget besluttede samtidig at gennemføre en borgerpanelundersøgelse, at afsætte midler til bl.a. at holde bydelsmøde (repræsentantskabsmøde) og bede medlemmerne indsende forslag til mulige indsatsområder og temaer.
På dette møde skal lokaludvalget tage næste skridt i arbejdet ved at godkende den samlede procesplan for bydelsplanen og drøfte form og indhold for det kommende bydelsmøde. Lokaludvalget orienteres desuden om de forslag til indsatsområder, temaer og projekter, som medlemmerne har indsendt.
Derudover er vedhæftet en oversigt over KK-politikker, stratgier og handleplaner, som lokaludvalgsmedlemmer og fagudvalg kan bruge som inspiration og grundlag for eventuel samarbejde med relevante forvaltninger i forbindelse med bydelsplantemaer indenfor de enkelte områder.
Borgerpanelundersøgelse
I det ordinære lokaludvalgsmøde den 18. juni besluttede lokaludvalget at udsende en borgerpanelundersøgelse om forskellige temaer til bydelsplanen for at få viden om borgernes holdninger til forskellige emner/temaer, såvel som hvilke temaer, borgerne ønsker, at lokaludvalget skal prioritere i arbejdet med bydelsplanen. Undersøgelsen er ved at blive udarbejdet og forventes udsendt i de første uger af september.
Medlemmernes forslag til indsatsområder, temaer og visioner til Bydelsplanen
Vanløse Lokaludvalg besluttede på det ordinære lokaludvalgsmøde den 18. juni, at give medlemmerne mulighed for at indsende op til tre forslag til indsatsområder eller projekter i prioriteret rækkefølge. Der blev lagt vægt på, at det skulle være emner, som medlemmerne finder væsentlige for Vanløse, og som de selv kan forestille sig at engagere sig i. Se de indsendte forslag i bilag på internetdagsorden.
Forslagene vil, sammen med resultaterne af den brede borgerinddragelse, indgå i grundlaget for lokaludvalgets drøftelse af bydelsplanens prioriterede temaer, indsatsområder og visioner på seminaret 24. oktober 2026.
Løsning
Forslag til proces for borgerinddragelse
For at komme i gang med arbejdet med bydelsplanen, og for at bydelsplanen kan udarbejdes på baggrund af en omfattende inddragelse af lokale københavnere, foreslås en proces (se vedhæftede bilag), hvor lokaludvalget starter med en bred borgerinddragelse, der bl.a. inkluderer en borgerpanelundersøgelse og et bydelsmøde. Fagudvalgene er også velkomne til at indtænke bred borgerinddragelse i sit arbejde f.eks. ved projekter som Damhustræf, hvor man er i dialog med borgere.
På lokaludvalgets seminar i oktober starter udvælgelsen af temaer til bydelsplanen, dels ud fra lokaludvalgets egne ønsker og prioriteter og dels på baggrund af resultaterne af den brede borgerinddragelse.
Efter seminaret foreslås en mere målrettet fase, hvor de udvalgte temaer kvalificeres yderligere gennem relevante former for inddragelse. Det kan eksempelvis være aktørmøder, borgermøder, yderligere borgerpanelundersøgelser, møder med kommunens forvaltninger og dialog med særlige målgrupper. Det fremgår af bilaget som perioden november 2026 til og med februar 2027.
Der samles op på borgerinddragelse omkring slut februar, hvorefter arbejdet med at skrive bydelsplanen går i gang. Det forventes, at lokaludvalget skal godkende udkast til bydelsplan i maj, hvorefter den præsenteres for repræsentantskabet og lanceres i bydelen.
Mødeform til bydelsmøde
Som en del af den brede, indledende borgerinddragelse afholdes et bydelsmøde (repræsentantskabsmøde) en hverdag i uge 41, formentlig tirsdag den 6. oktober 2026, hvor lokale foreninger, organisationer, brugerråd og øvrige aktører inviteres til at bidrage med deres perspektiver på Vanløses udvikling og på de temaer, som lokaludvalget bør prioritere i bydelsplanen.
Formålet med mødet er at få en bred kreds af lokale aktører og borgere til at komme med input til relevante temaer til den kommende bydelsplan. Temaerne kan både være gengangere, som lokaludvalget ikke er kommet i mål med i tidligere perioder eller helt nye emner, som kunne have relevans for bydelen.
Forretningsudvalget og sekretariatet har drøftet mødeformer for bydelsmødet, der skal lade mødedeltagerne komme bedst muligt til orde, så det er borgernes og foreningernes input der fylder og kan tages med til bydelsplanseminaret i oktober.
Forslag til model er at deltagerne ved indgangen/fra start skriver forslag til emner/temaer på en post-it, som samles og grupperes mens formanden byder velkommen og introducerer folk til bydelsplanarbejdet. Herefter, afhængig af deltagerantal mv., kan man enten i grupper eller i plenum gennemgå flest mulige forslag, hvor deltagerne selv får lov at præsentere hvad de mener med forslagene. Hovedpointen og formålet er at høre vanløseborgenes input og få dem til selv at sætte ord på hvad de mener om de enkelte temaer, frem for at lokaludvalgsmedlemmerne skal gætte sig frem til hvad der f.eks. ligger i overordnede temaer som trafik eller klima.
På baggrund af den fælles drøftelse foreslås, at forretningsudvalget i samarbejde med sekretariatet står for den videre planlægning af mødet.
Økonomi
Lokaludvalget har afsat 20.000 kr. i 2026-puljemidler til opstart af borgerinddragelsesaktiviteter - herunder bydelsmødet.
Videre proces
Sekretariatet udsender borgerpanelundersøgelsen i de første uger af september og arbejder sammen med forretningsudvalget videre med mødeform for bydelsmødet.
Program for seminar forventes præsenteres for lokaludvalget i mødet den 24. september 2026.