B-sag: Beslutning om biodiversitetsarrangementer 2026
Lokaludvalget har i sin bydelsplan fokus på at bidrage til at forbedre forholdene i bydelens parker, haver og grønne områder og dermed styrke biodiversiteten. Disse arrangementer skal ses som en forlængelse heraf.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
- at Vanløse Lokaludvalg godkender at afsætte en ramme på 30.000 kr. i 2026-puljemidler til biodiversitetsarrangementer i bydelen i 2026.
Problemstilling
I bydelsplanen har Vanløse Lokaludvalg bl.a. fokus på biodiversitet og et grønnere Vanløse. Derudover er det lokaludvalgets opgave at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde ved bl.a. at inspirere og engagere borgere, skabe lokal interesse og dialog om væsentlige miljøspørgsmål, gennemføre egne miljøaktiviteter samt at være netværksskabende.
Vanløse Lokaludvalg har i de sidste år holdt flere biodiversitetsarrangementer i bydelen med det formål at inspirere, motivere, understøtte netværk og videndeling. Alle gennemførte arrangementer har været meget besøgte, og der er løbende efterspørgsel på flere. Til arrangementerne bliver deltagerne opmærksomme på og får viden om og ideer til, hvad de selv kan gøre for biodiversiteten i egne haver, gårdanlæg, altaner, grønne arealer mv.
Derfor tages der initiativ til at lave arrangementer hen over forår og (sen)sommer i biodiversitetens tegn med det formål, at vi sammen får skabt et endnu grønnere og mere biodiverst Vanløse.
Der vil ikke blive afholdt biodiversitetsarrangementer i perioden fra den 26. marts, hvor Borgerrepræsentationen godkender det nye lokaludvalg og til og med 16. april 2026, hvor der er konstituerende møde i det nye lokaludvalg.
Temagruppen for Natur og Miljø drøfter i øjeblikket følgende forslag til biodiversitetsarrangementer:
- En pindsvinetur i en privat have
- En flagermustur ved Damhussøen
- En naturtur i Krogebjergparken
- En plantebyttedag
- En sommerfugletur
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender at afsætte en ramme på 30.000 kr. i 2026-puljemidler til biodiversitetsarrangementer i bydelen i 2026.
Økonomi
Udgiftsposter vil primært være til oplægsholdere, materialer og deltagerforplejning.