Mødedato: 24.10.2019, kl. 18:30
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Se alle bilag

Status på botilbudspladser Linde Allé
I budgetaftalen for 2020 blev der afsat midler til, at Børne- og Ungdomsforvaltningens områdekontor kan flytte fra Linde Allé 40-44 for at gøre plads til Socialforvaltningens botilbud og midler til udarbejdelse et dispositionsforslag til brug for den kommende lokalplanproces vedr. BUFs nye områdekontor på Jydeholmen. Planlægningsfasen for botilbudspladserne på Linde Allé er gået i gang og Byggeri København er i gang med at indgå aftale med en rådgiver og forventer at have en tidsplan for byggeprocessen primo december 2019.

Socialforvaltningen har den 16. september holdt møde med behandlingsskolen og Vanløse Privatskole, begge beliggende på Linde Allé. På den baggrund foreslår Socialforvaltningen, at der nedsættes en følgegruppe for byggeprocessen, bestående af repræsentanter fra lokalområdet (4-5 personer), som løbende vil blive orienteret om byggeprocessen, med fokus på de temaer som f.eks. sammenhæng med nabogrundene, trafikforhold m.m.

Fredet område ryddet ved Damhussøen
En del af området omkring Damhustivoli er fredet område, og hører under Københavns Kommune. I forbindelse med byggesag på området, er naboer blevet opmærksom på, at det fredede område er blevet ryddet og pløjet op, i mod kommunens pålæg til ejer, om at bibeholde den eksisterende beplantning. TMF's byrumsforvalter er blevet gjort opmærksom på sagen, og grundejeren er blevet bedt om at indstille arbejdet.

Vanløse Salon om fællessang 5. november
Tirsdag den 5. november er der Vanløse Saloner med fællessang som tema. Som vanligt afholdes det i Café Oasen kl. 19-21. Der er fællesspisning fra kl. 18. Bemærk, at tilmelding til fællesspisning er nødvendig og skal ske via https://oasen2720.dk/events/

Byttemarked 17. november
Natur- og miljøgruppen afholder Byttemarked på Kulturstationen søndag den 17. november 2019. Byttemarkedet afholdes i samarbejde med Signe Elisabeth Sloth, Sophia Vanhala, Copenhagen Volunteers og Café Oasen.

Velkommen til virksomhedspraktikant
Mandag den 21. oktober starter Louise som virksomhedspraktikant i sekretariatet. Forløbet er på 4 uger med mulighed for forlængelse med yderligere 3-4 måneder, som løntilskudsmedarbejder. Vi byder Louise velkommen og glæder os til samarbejdet.

Borgerhenvendelse vedr. skøjtebane
Lokaludvalget har fået en henvendelse fra en borger, som ønsker at få en midlertidig skøjtebane i Vanløse i november og december og beder lokaludvalget om råd og hjælp. Anlæggelse af en skøjtebane er en kostelig affære og lokaludvalget har ikke midler til at stå for et sådant projekt. Sekretariatet har besvaret henvendelsen og foreslår borgeren at tage kontakt til TMF.

Deadline for indmeldelse af punkter/projekter til næste LU-møde
Deadline for indmeldelse af punkter til lokaludvalgsmødet den 21. november er mandag den 11. november 2019.

 

NYE MEDDELELSER:

Tryghedsvandringer og mobil politistation på Vanløsetorv
Lokalpolitiet har arrangeret 2 tryghedsvandringer i Vanløse. Tirsdag den 29. oktober starter turen fra Café Vik kl. 18.00 og torsdag den 31. oktober starter turen kl. 18 fra Pizzariet på Jyllingevej. Turene slutter på Vanløse Torv, hvor der begge dage vil være en mobil politistation fra kl. 16.30, til tryghedsvandringerne er afsluttet.

Høring om kvalitetsstandarden Ældre i København 2020
Høringsfrist er 11. november 2019. Man kan svare på Bliv Hørt: https://blivhoert.kk.dk/hoering/horing-vedr-kvalitetsstandarden-aeldre-i-kobenhavn-2020

Vedtagelse lokalplan Damhusengens Skole
Endelig vedtagelse af lokalplan for Damhusengens skole, herunder kommentarer fra den supplerende høring behandles i Teknik og Miljøudvalget den  28. oktober punkt 13 på dagsordenen: https://www.kk.dk/indhold/teknik-og-miljoudvalgets-modemateriale/28102019/edoc-agenda/3548bad5-1210-4c2d-93ae-dd1c5e73124f/938f576b-c9f4-426c-990c-81eb53fb1d6d

Lokaludvalgets fremtidsseminar den 14. november kl. 17-21
Vanløse Lokaludvalg holder Fremtidsseminar den 14. november kl. 17-21 på Hyltebjerggård, og der er pt. 14 medlemmer, suppleanter og arbejdsgruppemedlemmer tilmeldte til fremtidsseminaret.

Til top