Mødedato: 22.05.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen

Se alle bilag
Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om puljeansøgninger til Vanløsepuljen for 2025. Lokaludvalget har modtaget 19 ansøgninger, som forretningsudvalget har drøftet og udarbejdet indstillinger til. Puljeansøgningerne behandles som udgangspunkt som B-sag, medmindre der kan være spørgsmål om inhabilitet eller hvis forretningsudvalget ønsker en drøftelse af en puljeansøgning i lokaludvalget. 

Indstilling

Det indstilles på baggrund af forretningsudvalgets drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg:

  1. Støtter med 12.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Keramik for yngre, sårbare voksne, jf. indstillingen.
  2. Støtter med 25.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Ophængning af julelys over Jernbane Allé., jf. indstillingen.
  3. Støtter med 8.900 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Bæredygtig Livsstil i Byen, jf. indstillingen.
  4. Støtter med 9.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Sommerkoncert, jf. indstillingen.
  5. Støtter med 9.600 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Event hos Fodbold Fitness Vanløse I.F, jf. indstillingen.
  6. Giver afslag til ansøgningen: MuCirkus-oplev magien ved klassisk musik, jf. indstillingen.
  7. Giver afslag til ansøgningen: Dios Mio! Salsa festival, jf. indstillingen.
  8. Støtter med 15.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: BUSTER filmfestival i Vanløse, jf. indstillingen.
  9. Giver afslag til ansøgningen: Børnejazz til Cirkusbygningen i Vanløse – Spil dansk ugen 2025., jf. indstillingen.
  10. Giver afslag til ansøgningen: Barselscirkler til særligt sårbare og ubemidlede jf. indstillingen.
  11. Støtter med 15.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: CENTER OF USEEN TRANS SURVIVAL jf. indstillingen.
  12. Støtter med 10.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Naturdage ved Damhusengen for familier jf. indstillingen.
  13. Støtter med 6.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Free Music for Kids jf. indstillingen.
  14. Støtter med 18.500 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Vanløse Julekoncert 2025 jf. indstillingen.
  15. Støtter med 10.000 kr. i 2025-puljemidler som en underskudsgaranti til ansøgningen: Taverna Residency Series - 5 koncerter i efterår 2025 jf. indstillingen.

Problemstilling

1. Adventskirken, Malene gowry og Camilla Diderichsen: Keramik for yngre, sårbare voksne

Ansøger søger om støtte til at forsætte et keramikhold for yngre, sårbare voksne, der ifølge ansøger har været en succes i starten af 2025. Fokus er at skabe et kreativt åndehul i fællesskab med andre unge og sårbare voksne, hvor der kan hentes ro, styrke og findes fællesskab. Der søges om 15.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 12.000 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med et ønske om øget frivillighed og/eller medfinansiering. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. Michael Hansen (Formand for Vanløse Erhvervsforening): Ophængning af julelys over Jernbane Allé.

Der søges om støtte til at hænge julelys op over Jernbane Allé. Julelyset skal være til glæde for Vanløses børn, unge og voksne og de handlende. Vanløse Erhvervsforening er med julelysene med til at understøtte bylivet, så borgerne føler sig trygge og glade i julemåneden. Der søges om 43.500 kr.
 
Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 25.000 kr., da projektet understøtter levende byliv i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

3. Else Marie Buck: Bæredygtig Livsstil i Byen

Bæredygtig Livsstil er et kursustilbud, der arrangeres af Københavns Højskoleforening over fire aftener i sensommeren. Kursusaftenerne dækker og arbejder med tre emner inden for permakultur: Havedyrkning, fødevarer og vandbrug. Formålet med kurset er at gøre deltagerne trygge i et ønske om at ændre livsstil til en mere bæredygtig livsstil, og hermed overordnet bidrage til en mere klimavenlig by. Der søges om 8.900 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 8.900 kr., da projektet understøtter grønnere og mere klimavenlig bydel. Støtten gives som en underskudsgaranti.

4. Joan Sørensen: Sommerkoncert

Vanløse Lungekor (Kolbøtterne) søger om støtte til afholdelse af offentlig sommerkoncert. Koncerten finder sted i Vanløse Kirke, og repertoiret er primært danske nye og ældre sange om forår og sommer. Vanløse Lungekor er et sundhedskor, hvor sangen benyttes som et redskab til at stimulere sundhed og trivsel blandt en gruppe mennesker – ofte ældre. Der søges om 9.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 9.000 kr., da projektet understøtter kulturelle fællesskaber i bydelen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

5. Annette Søgaard Larsson: Event hos Fodbold Fitness Vanløse I.F

Ansøger søger om støtte til et åbent arrangement, hvor man kan prøve at spille fodbold sammen med Fodbold Fitness Vanløse I.F. Projektet henvender sig til kvindelige seniorer i Vanløse, som har lyst til at være en del af et offentlig, fysisk og netværksdannende miljø. Ansøger håber at få flere seniorer i gang med at dyrke idræt i Vanløse. Der søges om 9.600 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 9.600 kr., da projektet understøtter et aktivt og sundt hverdagsliv i bydelen. Ansøger opfordres dog til også at søge Kultur- og Fritidsforvaltningen eller Sundheds- og Omsorgsforvaltningen til fremtidige projekter, da begge forvaltninger har puljer til dette formål. Støtten gives som en underskudsgaranti.

6. Karin Dalsgaard: MuCirkus-oplev magien ved klassisk musik

MuCirkus inviterer til en række minikoncerter på 5-10 minutter på Vanløse Torv, hvor publikum ikke blot kan lytte, men også møde og tale med musikerne bagefter. Konceptet bringer klassisk musik ud af de traditionelle koncertsale og ud til dér, hvor mennesker færdes. Formålet med MuCirkus er at skabe liv og god stemning på torvet og give Vanløses borgere en positiv musikalsk oplevelse. Der søges om 25.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med manglende lokal forankring og begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. 

7. Alejandro Gispert: Dios Mio! Salsa festival

Ansøger søger om støtte til en heldags latin oplevelse i juni, der skal afholdes udenfor på Kulturstationens overdækkede terrasse. Arrangementet kombinerer sjove og lærerige danseworkshops med en festlig live koncert om aftenen. Formålet er at styrke det lokale latin-danse og musikmiljø, hvor der allerede er mange aktører og danseskoler, samt engagere lokalsamfundet på tværs af alder. Der søges om 24.750 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen, og at lokaludvalget ønsker at sprede sin støtte (ansøger fik bevilling til et lignende projekt i februar via Vanløsepuljen). 

8. BUSTER filmfestival: BUSTER filmfestival i Vanløse

Filmfestival for børn og unge, BUSTER, inviterer hvert år børn og unge til store møder med filmkunsten i hele København i uge 39 og 40. Ansøger ønsker også, at det skal foregå i Vanløse, hvorfor der søges om støtte til visninger fra hele verden på Kulturstationen Vanløse. Dette indebærer 5 visninger for mellemtrinselever fra lokalområdet på Kulturstationen i uge 40 (29.september til 3.oktober), som bliver introduceret af en af BUSTERs egne festivalværter. Der søges om 30.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 15.000 kr. øremærket udgiftsposterne "Filmleje og transport", "Honorar Buster festivalværter og afvikler", "PR og markedsføring" og "Produktion og teknik", da projektet understøtter kulturelle fællesskaber og et levende kulturliv i bydelen. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

9. Cirkus Panik v. Foreningen Tjærecompagniet: Børnejazz til Cirkusbygningen i Vanløse – Spil dansk ugen 2025

I anledning af Spil Dansk Ugen inviterer Foreningen Cirkusbygningen i Vanløse til en række af koncerter med det anerkendte børne jazzorkester Tikke Takke. Projektet løber over tre dage og består af institutionskoncerter, en offentlig koncert med samtale og en åben familiekoncert for lokale borgere. Projektet henvender sig til børn i alderen 5–10 år, deres pædagoger, forældre og fagpersoner. Der søges om 41.708 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen, og at lokaludvalget ønsker at sprede sin støtte (lokaludvalget har givet støtte til flere børnekoncerter i 2025).

10. Nanna Lysholt Hansen: Barselscirkler til særligt sårbare og ubemidlede

Barselscirkler er forløb, hvor gravide og nye mødre kan mødes i et trygt rum. Barselscirklerne er – modsat mødregrupper – faciliteret af en fagperson, som agerer erfaren tovholder på sårbare samtaler vedrørende graviditet, fødsel og moderskab, og som ved hver mødegang har forberedt en særlig aktivitet, en øvelse, vidensdeling/samtaleemne. Barselscirklerne henvender sig til gravide, barslende, og mødre med børn i alderen 0-1 år. Der søges om 27.500 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med manglende lokal forankring og begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. 

11. De Kreatives Kontor: CENTER OF USEEN TRANS SURVIVAL

Ansøger søger støtte til en række kunstneriske performance og oplæg om transseksualitet og transpolitik. Ansøger samarbejder med Warehouse9, der ligger i den kreative zone i Vanløse. Ansøger ønsker bl.a. med projektet at skabe nye møder mellem transkønnede. Der søges om 30.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 15.000 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber og laves i samarbejde med lokale aktører i Vanløse. Det stilles dog som betingelse, at ansøger også reklamerer bredt om arrangementet til vanløseborgere generelt f.eks. via plakater eller opslag på sociale medier. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

12. Outdoorklubben, Ann-Christina Salquist: Naturdage ved Damhusengen for familier

Ansøger ønsker med projektet at få flere familier ud i naturen og give dem nogle gode naturoplevelser sammen. Der inviteres til tre arrangementer med forskelligt temaer i august, oktober og november. Der vil være leg, bevægelse, bål og snitteaktiviteter til alle tre arrangementer. Der søges om 15.100 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 10.000 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber og har fokus på natur og miljø. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Kan ansøgeren ikke finde den nødvendige økonomi til at gennemføre projektet som beskrevet, er lokaludvalget åben overfor, at ansøgeren nedjusterer projektets budget og aktiviteter. Støtten gives som en underskudsgaranti.

13. Francesco Colocci: Free Music for Kids

Ansøgningen dækker over en interaktiv koncert for børn og familier baseret på publikums aktive medvirken. Projektet har til formål at skabe et levende og inkluderende miljø, hvor mennesker i alle aldre og er med. Den primære målgruppe er børn mellem 3 og 10 år, børnehaver eller skoler og børn med familier. Ansøger forventer omkring 30/40 deltagere pr. arrangement, i alt 120/160 deltagere. Der søges om 12.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 6.000 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

14. NS Koncertorening: Vanløse Julekoncert 2025

Ansøger søger støtte til at afholde en julekoncert, da skal samle borgere omkring musikken til jul. Ansøger forventer at samle og glæde mange vanløseborgere til en både munter og inderlig julekoncert med masser af variation, skøn julestemning og høj musikalsk kvalitet. Der søges om 18.500 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 18.500 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber og et levende kulturliv. Støtten gives som en underskudsgaranti.

15. Foreningen i Taverna Centrale, v. Emil Jensen: Taverna Residency Series - 5 koncerter i efterår 2025

Formålet med Taverna Residency Series er at etablere en platform for deling af ny musik, lydkunst og performance, hvor lokalmiljøet i Vanløse og omegn kan møde eksperimenterende kunst af høj kvalitet. Der er tale om koncerter, hvor publikum inviteres indenfor i kunstnernes daglige arbejdsplads, midt i den kunstneriske proces. Der søges om 25.000 kr.

Forretningsudvalgets indstilling: Forretningsudvalget indstiller, at projektet bevilges støtte på 10.000 kr., da projektet understøtter inkluderende fællesskaber og et levende kulturliv. Den reducerede bevilling begrundes med begrænset midler tilbage i Vanløsepuljen. Støtten gives som en underskudsgaranti.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender forretningsudvalgets indstillinger til beslutning om afslag eller bevilling af 2025-puljemidler som underskudsgaranti fra Vanløsepuljen.

Økonomi

Der er i alt 4 puljeansøgninger, der behandles som A-sag og 15 puljeansøgninger, der behandles som B-sag for 2025-puljemidler. Der ansøges om et samlet beløb på 407.108 kr. Der er 276.520  kr. tilbage i Vanløsepuljen. Såfremt lokaludvalget beslutter at følge forretningsudvalgets indstillinger, vil lokaludvalget bevilge midler for 179.000 kr. og have 97.520 kr. tilbage i Vanløsepuljen. 

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Jan Lindboe
Til top