B-sag: Informationspulje 2026
Indstilling
Forpersonen indstiller
- at Vanløse Lokaludvalg godkender at afsætte 100.000 kr. i 2026-puljemidler til en synligheds- og informationspulje
- at Vanløse Lokaludvalg bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug synligheds- og informationspuljen i forbindelse med Borgerdialog, jf. Problemstilling.
Problemstilling
Vanløse Lokaludvalg har gennem flere år afsat midler til en informationspulje samt midler til forskellige synlighedstiltag.
Annoncering
Vanløse Lokaludvalg har løbende udgifter til annoncering af lokaludvalgets sager og aktiviteter.
I de sidste par år har lokaludvalget satset på digital annoncering med en målsætning om at øge antallet af følgere på sociale medier og med et forbrug på knap 2.000 kr. om måneden.
Fra november 2024 til november 2025 har lokaludvalget øget antallet af følgere på sociale medier med en stigning på 18% på Facebook og 15% på Instagram, så vi pr. 11. november 2025 har 2.248 følgere på Facebook og 915 følgere på Instagram.
Der er brugt 16.000 kr. på annoncer i lokalavisen; en kalender for lokaludvalgets aktiviteter i efterårsmånederne og en annonce for det lokale klimafolkemøde. Derudover planlægges en juleannonce, og i alt er der derfor udgifter på 24.000 kr. til avisannoncer. Hertil er der brugt 3.000 kr. på en digital bannerannonce i forbindelse med klimafolkemødet.
I forbindelse med klimafolkemøde, bydelsmøde og valg har sekretariatet booket 4 byrumsstandere foreløbigt frem til lokaludvalgsvalget, der står på Vanløse Torv, Grøndal Torv, Jyllingevej St. og Genforeningspladsen. Sekretariatet undersøger muligheden for at beholde byrumsstanderne også efter valget for at have mulighed for at skabe synlighed om lokaludvalgets projekter og aktiviteter i byrummet i Vanløse.
Borgerdialog
Vanløse Lokaludvalg afholder løbende borgermøder og borgerinddragelsesaktiviteter. Ved flere lejligheder har det vist sig, at lokaludvalget har brug for at anvende puljemidler til udgifter med en tidshorisont, der ikke gør det muligt, at afvente bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde. Det drejer sig især om udgifter til informations- og borgerdialogaktiviteter i forbindelse med høringer, bydelsaktuelle sager o. lign. Høringsfrister kan være for korte til, at der kan afventes bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde til f.eks. annoncering og afholdelse af borgermøde.
Det foreslås derfor at sætte midler af til de borgermøder og borgerdialogaktiviteter, som ikke kan nå at blive godkendt på et lokaludvalgsmøde. Forpersonen for lokaludvalget bemyndiges til at træffe beslutning om disse to budgetposter med efterfølgende orientering af lokaludvalget på førstkommende ordinære møde.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg drøfter og godkender at afsætte 100.000 kr. i 2026-puljemidler til en synligheds- og informationspulje, samt bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf i forbindelse med borgerdialog aktiviteter og efterfølgende orientering af lokaludvalget i førstkommende ordinære møde.
Økonomi
Budgetposterne i økonomiafsnittet er foreløbige og kan justeres efter evt. nye prioriteringer eller udgiftsposter (f.eks. film), når lokaludvalget skal træffe beslutning om en kommunikationsstrategi i forbindelse med ny samling.
| Annoncering på sociale medier | 35.000 kr. |
| Annoncering i lokalavisen |
25.000 kr. |
| Annoncering i byrummet | 20.000 kr. |
| Borgerdialog (borgermøder, byvandringer, kaffevogne m.v.) | 20.000 kr. |
| I alt | 100.000 kr. |
Videre proces
Ved et kommende møde skal lokaludvalget træffe beslutning om en kommunikationsstrategi med prioriterede indsatser i 2026. Budgetposterne i økonomiafsnittet kan derfor justeres i forbindelse med revision eller vedtagelse af ny kommunikationsstrategi efter ny samling.
Hvis der træffes beslutning om anvendelse af midler til borgermøder eller borgerinddragelsesaktiviteter fra synligheds- og informationspuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne.