Mødedato: 19.05.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om høringssvar vedr. høring af midtvejsevaluering af Cirkulær København: Ressource- og Affaldsplan 2024

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til evt. høringssvar vedr. høring af midtvejsevaluering af Cirkulær København: Ressource- og Affaldsplan.

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg tager beslutning om høringssvar vedr. høring af midtvejsevaluering af Cirkulær København: Ressource- og Affaldsplan 2024.

Problemstilling

Den 5. juni er der høringsfrist for høring af midtvejsevaluering af Cirkulær København: Ressource- og Affaldsplan 2024. Høringsmaterialet findes på Bliv Hørt: https://blivhoert.kk.dk/hoering/horing-af-midtvejsevaluering-af-cirkula…

Københavns Borgerrepræsentation godkendte Cirkulær København – Ressource- og Affaldsplan 2024 i december 2018 med tre målsætninger: 

  • 70 % af husholdningsaffaldet og det lette erhvervsaffald indsamles til genanvendelse 
  • 59.000 tons CO2-reduktion 
  • 3-dobling af genbrug 

Teknik- og Miljøforvaltningen har gennemført en midtvejsevaluering af Cirkulær København. 
Forventningen på nuværende tidspunkt, at genanvendelsen af husholdningsaffald i 2024 vil være ca. 63 %. 
Den primære årsag til dette er, at det planlagte anlæg til eftersortering af restaffald ved ARC ikke når at levere det forventede bidrag til målopfyldelsen.  

For at indfri målsætningen på 70 % genanvendelse af husholdningsaffaldet er det muligt enten at forlænge planperioden til 2025, med forventningen om at eftersorteringsanlægget kan blive etableret og bidrage som planlagt. 
Teknik- og Miljøforvaltningen har desuden udarbejdet et tillæg med supplerende indsatser for øget genanvendelse som består af 14 indsatser fordelt på fire temaområder, som samlet set forventes at bidrage til at nå målsætningen om 70 % genanvendelse i 2024 uden et eftersorteringsanlæg.

Forventningen - på baggrund af midtvejsevalueringen af Cirkulær København - er, at genbruget øges fra 2.000 tons i 2018 til 7.145 tons i 2024 svarende til en tredobling. Det er muligt at øge målet for genbrug yderligere. Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet et tillæg med supplerende indsatser for øget genbrug, som indeholder tre indsatser der sammen med de igangværende indsatser i Cirkulær København vil firedoble genbruget fra 2018 til 2024.

Arbejdsgruppen for Natur og Miljø har set høringsmaterialet, men har ingen bemærkninger til høringen. Der har ikke været lavet borgerinddragelse.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender, at man på kommunens høringsportal skriver flg. "Vanløse Lokaludvalg har ingen bemærkninger til høring af midtvejsevaluering af Cirkulær København: Ressource- og Affaldsplan 2024.". 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet noterer lokaludvalgets bemærkning på kommunens høringsportal Bliv Hørt inden høringsfristen den 5. juni.

/Per Stengade

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top