Beslutning om dialogmøde vedr. afgræsningsprojekt på Damhusengen
Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til et dialogmøde i forbindelse med det kommende afgræsningsprojekt på Damhusengen, med fokus på indhegningens omfang samt muligheden for åbninger på udvalgte strækninger.
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg træffer beslutning om et dialogmøde vedr. det kommende afgræsningsprojekt på Damhusengen, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Efter orientering om det kommende afgræsningsprojekt fra hhv. byrumsforvalter, Magnus Graae på lokaludvalgets ordinære møde torsdag den 26. februar og fra projektleder, Astrid Stener Jørgensen på Natur- og Miljøgruppens møde den 2. marts ønskes et opfølgende dialogmøde med forvaltningen om indhegningens omfang samt muligheden for åbninger på visse strækninger.
Da lokaludvalget sidst var i dialog med forvaltningen om projektet på Damhustræf den 31. august 2025, var der tale om et midlertidigt hegn, som kunne fjernes, når der ikke var dyr på området. Temagruppen for Natur og Miljø har ikke forholdt sig til fast/permanent hegning. Man ønsker derfor et opfølgende dialogmøde, med henblik på at drøfte problemstilling omkring sikring af adgang til området for de mange øvrige brugergrupper og aktører, se vedhæftede bilag over planlagt hegn i området.
Derfor ønskes et dialogmøde med forvaltningen omkring blandt andet omfanget af det kommende hegn samt muligheden for åbninger på visse strækninger.
Da de to oplæg affødte spørgsmål til projektet, har Magnus og Astrid efter deres oplæg sendt følgende bemærkninger til projektet:
- Der er tale om Hereford kvæg og ikke Angus, som fortalt på lokaludvalgsmødet. Hereford er en robust og rolig race, som kan klare et højt publikumstryk.
- Der blev oprindeligt talt om et midlertidigt, flytbart hegn i projektets spæde start, hvilket har vist sig at være umuligt at opfylde, da midlertidige hegnspæle (plastik) ikke er sikre på så stort et område med så stort et publikumstryk. Muligheden for faste hjørnepæle, hvor tråden rulles op, er ligeledes blevet undersøgt, men den slags tråde er svagere og kan lettere udsættes for hærværk. Derfor er man endt med faste hegnspæle og tråd med låger.
- Der opsættes brede låger (5,85 m), som er aflåste, mens der er dyr på området, for at give dyrene, inkl. viberne, ro.
- Lågerne vil stå åbne uden for græsningssæsonen (ca. november-april), så arealet kan bruges af offentligheden.
- Byrumsforvalteren har ikke udtalt sig om øvrige, generelle adgangsforhold på engen.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg træffer beslutning om et dialogmøde vedr. det kommende afgræsningsprojekt på Damhusengen om indhegningens omfang samt muligheden for åbninger på visse strækninger.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Hvis lokaludvalget beslutter et dialogmøde, foreslår forvaltningen et Teams-møde mandag den 23. marts kl. 11-12.