B-sag: Godkendelse af henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om hastighedsnedsættelse på Hvidkildevej
Vanløse Lokaludvalg skal godkende henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om hastighedsnedsættelse på Hvidkildevej i forbindelse med udførelse af trafiksikkerheds- og skolevejsprojekt.
Tidligere beslutninger
I lokaludvalgsmødet den 21. november 2024 besluttede Vanløse Lokaludvalg høringssvar til en intern høring om et sikker skolevejs projekt på Hvidkildevej ved Rødkilde Skole:
https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m%C3%B8de-21112024/referat/punkt-17
Indstilling
Forpersonen indstiller,
1. at Vanløse Lokaludvalg godkender udkast til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om ændring af hastighedsgrænse på Hvidkildevej, jf. løsningsafsnittet.
Problemstilling
Temagruppen for Trafikken er blevet orienteret om, at arbejdet med at anlægge et rødt midterareal, samt nye vejbump og midterheller på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej starter i september 2025. Udover vejbump, heller og midterareal opsættes blå anbefalet 40 km/t zone-skilte på strækningen.
Temagruppen foreslår, at lokaludvalget sender en henvendelse om at ændre hastighedsgrænsen på Hvidkildevej. Som det er nu, bliver hastighedsgrænsen 50 km/t. med anbefalet hastighed på 40 km/t., men temagruppen mener, at dette bør ændres til en hastighedsgrænse på 40 km/t. og en anbefalet hastighed på 30 km/t.
Hvidkildevej er skolevej, og med det nye røde midterfelt bliver der dårligere plads til cyklister. Bellahøjvej og den sydlige del af Hvidkildevej har allerede en fartgrænse på 40 km/t.
Løsning
Vanløse Lokaludvalg godkender følgende udkast til henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen:
”Vanløse Lokaludvalg er blevet orienteret om, at arbejdet med at anlægge et rødt midterareal, samt nye vejbump og midterheller på Hvidkildevej mellem Hulgårdsvej og Bellahøjvej starter i september 2025. Udover de fysiske ændringer opsættes blå anbefalet 40 km/t zone-skilte på strækningen.
Da Hvidkildevej er skolevej, og da der med det nye, røde midterfelt bliver dårligere plads til cyklister, foreslår lokaludvalget, at hastighedsgrænsen ændres til 40 km/t. med en anbefalet hastighed på 30 km/t. Bellahøjvej og den sydlige del af Hvidkildevej har allerede en fartgrænse på 40 km/t.
Udover det igangværende projekt, har temagruppen to bemærkninger, der kan forbedre trafiksikkerheden på Hvidkildevej: Dels at forvaltningen bør overveje, om retningen på parkeringsbåsene kan ændres, så man bakker ind på skråparkeringen og har bedre udsyn, når man kører ud, og dels at der arbejdes med trafiksikkerheden på den sydlige del af Hvidkildevej, som også er skolevej, og hvor der blandt andet er problemer i krydset ved Hulgårdsvej.”
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.
Videre proces
Sekretariatet indsender henvendelsen til Teknik- og Miljøforvaltningen og lægger den på hjemmesiden.