Mødedato: 18.09.2025, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Meddelelser

Lokaludvalgets aktiviteter i september, oktober og november
Lokaludvalget har planlagt følgende arrangementer og aktiviteter de næste måneder:
Fredag den 12. september kl. 15-18: Plantebyttedag
Onsdag den 17. september kl. 18.30-20: Politisk debat om idrætten i Vanløse
Søndag den 5. oktober kl. 11-18: Lokalt klimafolkemøde
Tirsdag den 4. november: Valgmøde
Søndag den 23. november: Juletræ på Vanløse Torv

Lys omkring Damhussøen er udskudt
Teknik- og Miljøforvaltningen har orienteret os om, at sagen om belysning på stierne omkring Damhussøen alligevel ikke vil blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 29. september 2025. Forvaltningens enhed, som er ansvarlig for vedligeholdelse af kommunens stier og veje, har fornyet belægningen på den nordøstlige side af søen. Renovering af stien har medført et behov for at belysningsprojektet tilpasses iht. koter, inden projektet kan blive indstillet til politisk behandling hos Teknik- og Miljøudvalget. Derfor har forvaltningen valgt at udskyde indstillingen. 

Høring vedr. Revidering af køle- og ventilationsforskrift i Københavns Kommune 
Vanløse Lokaludvalg har modtaget Revidering af køle- og ventilationsforskrift i Københavns Kommune i offentlig høring med frist den 20. oktober 2025. 
Høringsmaterialet kan findes her - Høringsportalen | Revidering af køle- og ventilationsforskrift

Den nuværende køle- og ventilationsforskrift blev vedtaget af det daværende Miljø- og Forsyningsudvalg den 26. april 2004 og foreslås revideret og præciseret for at sikre den bedst mulige myndighedsbehandling i forbindelse med etablering og drift af køle- og ventilationsanlæg, og for at sikre, at forskriften er lettere forståelig for berørte borgere.

Temagruppen for Natur og Miljø har ikke haft tid til at svare på denne høring pga. flere andre store og mere lokalt forankrede høringer.

Svar fra Kultur og Fritidsforvaltningen vedr. orientering i sager af særlig lokal interesse
Tak for jeres henvendelse om  inddragelse i to sager i Vanløse.
Vi ville rigtigt gerne have orienteret alle – herunder jer – om lukningen af Damhusengens Skolesvømmehal. Desværre blev vi meget sent orienteret om lukningen af Byggeri København. Vi har indskærpet overfor ByK, at vi skal orienteres rettidigt ift. sådanne lukninger.

Omkring fordeling af tider på idrætsanlæg er det en bydækkende opgave, hvor fordelingen handler om et samlet overblik og forholdsmæssighed på tværs af kommunens anlæg. Nærhed til anlægget er en af kriterierne, ligesom om man har haft tiden i foregående fordeling. Fordelingen skal dog altid ske i overensstemmelse med Retningslinjer for folkeoplysning.

Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med Lokaludvalget.
Med venlig hilsen
Mads Kamp Hansen, Plan- og tilskudschef

Fokusgruppeinterview om tryghed på Flintholm Station
Vanløse Lokaludvalg er inviteret til at deltage med en til to personer i et gruppeinterview med lokalt input vedr. tryghed på Flintholm Station. Det er BARK arkitekter der af Københavns Kommune, DSB og Metro har fået til opgave at afdække problemstillinger vedr. tryghed på stationer i København. Gruppeinterviewet vil foregå den 23. september kl. 17-18.

Forskellige høringstyper
I forbindelse med sidste mødes orientering om byggesag på Jernbane Alle (Fengergrunden), var der en drøftelse af forskellen mellem partshøring og nabohøring. Byggesagen er henvist til ny behandling og skal derfor sendes i partshøring igen. En nabohøring (eller naboorientering) er en ret for naboer til at blive hørt, når et byggeri kræver dispensation fra reglerne i plan- eller byggeloven, mens partshøring er en generel ret for en part i en sag (f.eks. en nabo) til at få meddelelse om og udtale sig om de faktiske oplysninger eller faglige vurderinger, der danner grundlag for en kommende afgørelse, og kan være afgørende for oplysning af sagsgrundlaget for afgørelsen. Som udgangspunkt vil forvaltningsmyndigheden hører parter hvor sagen vurderes at være til ugunst for den pågældende og som har en væsentlig og individuel interesse for at være part. Begge dele er forskellig fra en offentlig høring, som alle har mulighed for at svare på.

Rokering i Vanløse Lokaludvalg
Rikke Skovgaard Andersen har anmodet om orlov i perioden 15. september til 31. december 2025, hvor 2. suppleant Christina Maria Frambo Portland indkaldes til møderne i september, oktober, november og december 2025.

Deadline for indmeldelse af punkter/projekter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 23. oktober 2025 er mandag den 13. oktober. Dagsorden sendes ud den 17. oktober 2025.

Til top