Mødedato: 18.06.2026, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

Orientering vedr. forslag om plantning af skovbed

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal tage orientering om projekt i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vedr. plantning af skovbed ved krydset Borups Allé/Hillerødgade til efterretning samt beslutte bemærkninger til projektet på baggrund af drøftelser i de to fagudvalg for hhv. Klima & Miljø og Byplan & Trafik.

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. forslag til plantning af skovbed til efterretning.
  2. at Vanløse Lokaludvalg beslutter bemærkninger til projektet på baggrund af drøftelser i fagudvalgene for hhv. Klima & Miljø og Byplan & Trafik - jf. løsningsafsnittet. 

Problemstilling

Bynatur i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har i overførselssagen 2025 -2026 fået til opgave at plante skovbede i Københavns byrum, inden for en samlet bevilling på ½ mio. kr. i løbet af 2026. 
Forvaltningen har foreløbigt udpeget fire forskellige lokaliteter, herunder krydset ved Borups Allé/Hillerødgade på grænsen mellem Bispebjergs og Vanløses lokaludvalgsområder.

De grønne rabatter langs vejen vil bl.a. blive vurderet i forhold til trafik- og oversigtsforhold for at vurdere, hvor der kan plantes.

Fagudvalgene for hhv. Klima & Miljø samt Byplan & Trafik har drøftet forslaget. Udvalgenes bemærkninger fremgår af løsningsafsnittet. 

Baggrund
I forhandlingerne om overførselssagen 2025-2026 er der bevilliget ½ mio. kr. til plantning af skovlignende træbeplantninger i Københavns byrum. Træerne skal være plantet inden udgangen af 2026.

Initiativet består i at plante flere træer i eksisterende bede og rabatter på offentlig vej, hvor der er potentiale for at etablere skovbede og flere træer i grupper.
Et skovbed består af træer tæt sammenplantet og evt.  buske og urter. I eksisterende bede kan der indgå forbedringstiltag som fx jordforbedring/-udskiftning, genplanting og/eller udskiftning af eksisterende træer samt etablering af bunddækkebeplantning. Der arbejdes både med blivende og midlertidige træer (”ammetræer”), som alle i en længere periode (min. 10-15 år) kan medvirke til at binde CO2 og skabe rum, liv og nærvær med en skovlignende beplantning. ”Ammetræer” medvirker til, at der etableres en robust og blivende træbestand. Lokaludvalget orienteres forud for plantning.

Der afsættes midler til udskiftning og ny plantning, primært 150 mindre træer og buske som skovplantning.  Der skal som en konsekvens af initiativet afsættes afledte driftsudgifter på 0,025 mio. kr. årligt til vanding og renhold samt løbende tynding, fritrumsbeskæring og lignende. 

Løsning

  1. Vanløse Lokaludvalg tager orientering vedr. forslag til plantning af skovbed til efterretning.
  2. Vanløse Lokaludvalg beslutter bemærkninger til projektet på baggrund af drøftelser i fagudvalgene for hhv. Klima & Miljø og Byplan & Trafik. 

Bemærkninger fra Klima & Miljø:
Bevar de eksisterende træer, og suppler med buske og træer, der gavner fuglelivet. Nye beplantninger bør bestå af 80 % hjemmehørende arter og 20 % nordeuropæiske arter med fokus på arter, der tilbyder føde, skjul og ynglemuligheder for fugle.
Plant evt. Miyawaki-skov.

Bemærkninger fra Byplan og Trafik:
Fagudvalget for trafik har ikke kommentarer til det trafikale, men mener, at det er en god idé med mere begrønning. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler. 

Videre proces

Sekretariatet sender lokaludvalgets bemærkninger til projektet inden tilbagemeldingsfristen den 1. juli 2026. 

Til top