Mødedato: 18.04.2024, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Godkendelse af anbefaling vedr. etablering af en tryghedszone

Se alle bilag

Vanløse Lokaludvalg skal godkende anbefaling fra temagruppen for Trafikken i Vanløse om at bakke op om etablering af en ny tryghedszone omkring Kirkebjerg Skole, Jinnah International school og Vanløse Friskole. 
Teknik- og Miljøforvaltningen har henvendt sig til lokaludvalget for at få input til forslaget, der har været drøftet i et møde i temagruppen for Trafikken i Vanløse.

Indstilling

Forpersonen indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg godkender temagruppen for Trafikken i Vanløses anbefaling om at bakke op om forslag til ny tryghedszone med indkørselsforbud i morgentimerne omkring Kirkebjerg Skole, Jinnah International school og Vanløse Friskole.

Problemstilling

Temagruppen for Trafikken i Vanløse har drøftet et forslag fra Teknik- og Miljøforvaltningen om en ny tryghedszone omkring Kirkebjerg Skole, Jinnah International school og Vanløse Friskole. Temagruppen foreslår lokaludvalget at bakke op om forslaget, der vil skabe tryggere ankomstforhold for de elever, der ankommer til fods og på cykel til skole.

I 2022 fik 10 skoler i Københavns Kommune indført tryghedszoner med indkørselsforbud i tidsrummet 7.30-8.30. Erfaringerne viser, at tryghedszonerne har haft en positiv effekt med færre kørende og parkerede biler ved skolerne, og Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor fået grønt lys til at etablere flere tryghedszoner.

Området ved Kirkebjerg Skole, Jinnah International school og Vanløse Friskole ligger øverst på listen over nye zoner grundet tidligere screening og henvendelser. Teknik- og Miljøforvaltningen har derfor bedt om lokaludvalgets input til forslaget til denne tryghedszone.

Temagruppen for trafikken i Vanløse har drøftet forslaget og bakker op om tryghedszonen, der vil kunne løse nogle af de udfordringer, lokaludvalget nævnte i sin henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen i juni 2023 efter at have holdt møde med Kirkebjerg Skole. Den eneste anke i temagruppen er, at det er grundejeren eller grundejerforeningen, der har vedligeholdelsespligt over skiltene.

På oversigtskortet (se bilag) ses tryghedszonen ved Kirkebjerg Skole, Jinnah International School og Vanløse Friskole, ligesom det er markeret, hvor der er tilladelse til beboerkørsel og arbejdskørsel.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender Trafikken i Vanløses anbefaling om at bakke op om forslag til ny tryghedszone med indkørselsforbud i morgentimerne omkring Kirkebjerg Skole, Jinnah International school og Vanløse Friskole.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Vanløse Lokaludvalgs puljemidler.

Videre proces

Sekretariatet sender svaret til Teknik- og Miljøforvaltningen.

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Indstillingen blev godkendt.
Til top