Mødedato: 15.09.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: Beslutning vedr. henvendelse fra puljeansøger

Vanløse Lokaludvalg skal tage beslutning vedr. en henvendelse om puljeansøgning "Vanløse på den 2. ende 2022".

Tidligere beslutninger

Vanløse Lokaludvalg behandlede puljeansøgningen "Vanløse på den 2. ende 2022" på sit ordinære møde den 18. november 2021 https://www.kk.dk/dagsordener-og-referater/Vanl%C3%B8se%20Lokaludvalg/m…

Indstilling

Formanden indstiller,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om, hvorvidt man vil udvide øremærkning til at indbefatte "musik" i fht. henvendelse om puljeansøgning Vanløse på den 2. ende 2022

Problemstilling

Puljeansøger Michael Hansen har kontaktet Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg vedr. sin ansøgning "Vanløse på den 2. ende 2022". Vanløse Lokaludvalg behandlede ansøgningen på det ordinære møde den 18. november 2021 og besluttede at bevilge 150.000 kr. øremærket til udgiftsposterne "Scene, lys, lyd og KODA", "Børneunderholdning", "Annoncering" samt "Tambourkorps". Begrundelse for støtten (og herunder øremærkningen) var, at lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter, som samler bydelen og understøtter udviklingen af en fælles bydelsidentitet.

Arrangementet blev holdt lørdag den 18. juni 2022. Ansøger har indsendt evaluering og regnskab til sekretariatet.

I forbindelse med regnskabsafslutning anmoder puljeansøger om, at Vanløse Lokaludvalg ændrer øremærkningen for underskudsbevillingen, således at øremærkningen også inkluderer udgiftsposterne "Musik", "Møder & forplejning af frivillige" eller "Sekretariat", så lokaludvalgets underskudsbevilling dækker byfestens samlede underskud på 103.204 kr.

Arrangementet har jf. regnskab et samlet underskud på 103.204 kr. Lokaludvalgets nuværende øremærkning medfører, at ansøger jf. regnskab kan aktivere 39.333 kr. af lokaludvalgets underskudsbevilling på 150.000 kr.

Ansøger oplyser, at Københavns Kommunes Arrangementspulje har dækket størstedelen af udgiftsposterne i "Scene, lys, lyd og KODA" jf. regnskab, og at det ikke var muligt at booke flere artister til børneunderholdning pga. høj efterspørgsel efter corona-nedlukning. Herudover blev byfesten afholdt i en weekend, hvor der var en del andre byfester, hvorfor der var særlig rift om børneunderholdning. 

Ligeledes oplyser ansøger, at de blev nødt til at ansætte professionel assistance, da de administrative opgaver i forbindelse med planlægning og afvikling af VPD2E 2022 viste sig at være for store. Dette forklarer udgiftsposten "Sekretariat" i regnskabet, som ikke fremgik af budgettet i ansøgningen.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager beslutning om hvorvidt man vil udvide øremærkning til at indbefatte "musik" i fht. henvendelse om puljeansøgning Vanløse på den 2. ende 2022.

Økonomi

Vanløse Lokaludvalg har bevilget en underskudsbevilling på 150.000 kr. til puljeansøgning Vanløse på den 2. ende 2022. 

Imødekommer lokaludvalget ansøgerens anmodning, helt eller delvist, så vil ansøger få udbetalt op til 103.204 kr., som dækker det samlede underskud i projektet.

Godkender lokaludvalget ikke ansøgerens anmodning om at udvide øremærkningen, så vil ansøgeren få udbetalt 39.333 kr. af underskudsbevillingen. 

Videre proces

Sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg giver ansøger besked om lokaludvalgets beslutning. 

/Jan Lindboe

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg stemte om imødekommelse af puljeansøgers anmodning om udvidelse af øremærkning

For: 6 stemmer
Imod: 10 stemmer
Undlod: 3 stemmer

Vanløse Lokaludvalg besluttede at give afslag til anmodning om udvidelse af den oprindelige øremærkning af puljemidler.

Til top