Mødedato: 15.09.2022, kl. 19:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

B-sag: Beslutning om puljeansøgninger

Vanløse Lokaludvalg skal træffe beslutning om bevilling af midler fra Vanløsepuljen for 2022.

Indstilling

Formanden indstiller på baggrund af puljegruppens drøftelser, at Vanløse Lokaludvalg

  1. Bevilger 40.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Skrot og Tuti og Den magiske skraldespand
  2. Bevilger 3.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Julefest ved Musisk Fritid
  3. Bevilger 25.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: BUSTER Filmfestival på Kulturstationen Vanløse
  4. Bevilger 2.410 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Koncert med koret Dobblers
  5. Bevilger 3.000 kr. som en underskudsgaranti i 2022-puljemidler til ansøgningen: Bertel Haarder taler om det danske sprog
  6. Giver afslag til ansøgningen: Folkekøkken og Cabaret vol. 2, jf. puljegruppens indstilling

Problemstilling

1. Foreningen Den magiske skraldespand: Skrot og Tuti og Den magiske skraldespand

“Skrot og Tuti og Den magiske skraldespand” er en musisk fortælling omkring miljø, skrald,
madspild og bærerdygtighed, og handler om den gamle frække baggårdskat “Skrot”, der elsker at
spille på sin saxofon. Formålet med projektet er at tilbyde børnehaver i Vanløse en miljø- og musik-, sang-, teater- og bevægelsesdannelsesaktivitet, ude i den enkelte børnehave. Aktiviteterne henvender sig til børnehavebørn i Vanløse. Der søges om 40.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 40.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

2. Musisk Fritid: Julefest ved Musisk Fritid

Foreningen Musisk fritid ønsker at holde en julefest i Sundhedshuset med juleoptræden med julesange fra foreningens medlemmer, lotteri, kaffe og kage m.v. Med arrangementet ønsker foreningen at skabe glæde og socialt samvær for seniorer i bydelen bl.a. igennem julesange. Arrangementet er åbent, og foreningen inviterer seniorer fra bydelen til at deltage i arrangementet. Der søges om 3.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 3.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

3. BUSTER Filmfestival: BUSTER Filmfestival på Kulturstationen Vanløse

BUSTER Filmfestival og Kulturstationen arbejder sammen om sjove filmfestival aktiviteter i 2022. Programmet byder udover filmvisninger for børnehaver og indskoling på en legestation, opstilling af Hunden Ibs slagterbutik, på børnebiblioteket. Med arrangementet ønsker ansøger at sætte rammerne for leg og inspirerende filmvisninger for målgruppen børnehaver, indskolingsklasser og småbørnfamilier i Vanløse. Der søges om 49.800 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 25.000 kr. øremærket til udgiftsposterne "fragt, opstilling og nedpilning Hunden Ibs butik", "Honorar" og "Filmleje", da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med et ønske om øget frivillighed og medfinansiering. Støtten gives som en underskudsgaranti.

4. Annette Sørensen: Koncert med koret Dobblers

Københavns Højskoleforening vil i efteråret holde en række koncerter, heriblandt denne med koret Dopplers. Arrangementet henvender sig til voksne, og vil være åbent for alle. Koncerten skal give deltagerne en fantastisk musikoplevelse med professionel, levende kormusik. Der søges om 2.410 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 2.410 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Støtten gives som en underskudsgaranti.

5. Den Danske Sprogkreds: Bertel Haarder taler om det danske sprog

Ansøgningen dækker over en sprogaften med foredrag af Bertel Haarder om det danske sprog. Målgruppen for arrangementet er ifølge ansøger alle borgere med interesse for dansk sprog og kulturpolitik, men måske primært lidt ældre mennesker med sympati for Højskolebevægelsen og Grundtvig. Med arrangementet forventer ansøger en dejlig og interessant aften med foredrag, debat og fællessang. Der søges om 5.000 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet bevilges 3.000 kr., da lokaludvalget vægter dialogskabende og netværksdannende aktiviteter i Vanløse. Den reducerede støtte begrundes med et ønske om øget medfinansiering (f.eks. entré, medfinansiering fra foreningen eller fra øvrige fonde). Støtten gives som en underskudsgaranti.

6. Mads Wilfred Steen: Folkekøkken og Cabaret vol. 2

Cirkus Panik inviterer med projektet til en aften i artisteriet og mangfoldighedens tegn med afholdelsen af begivenheden, “Folkekøkken og Cabaret vol. 2”. Med arrangementet vil ansøgeren skabe en aften med fællesskabet i fokus for børn og voksne i alle aldre. Ansøger forventer 80 spisende gæster og derefter yderligere 40 personer til forestillingen. Der søges om 33.200 kr.

Puljegruppens indstilling og begrundelse: Puljegruppen indstiller, at projektet gives afslag. Afslaget begrundes med, at projektet ikke indeholder tilstrækkelig egen medfinansiering og frivillighed.

Løsning

Vanløse Lokaludvalg godkender puljegruppens indstillinger.

Økonomi

Der er i alt seks puljeansøgninger, der behandles som B-sag. De søger samlet om 133.410 kr.
Der er i alt seks puljeansøgninger, der behandles som A-sag. De søger samlet om 89.795 kr.

Der er 282.550 kr. tilbage i Vanløsepuljen. 

Puljegruppen indstiller samlet for 152.205 kr. (Bemærk, at der foreslås to indstillinger til ansøgningen om julelys, og beløbet er udregnet efter, hvis man bevilger 25.000 kr.) 

Videre proces

Sekretariatet sørger for, at alle ansøgere, der bevilges støtte, modtager et tilsagnsbrev med de betingelser, der skal overholdes for, at støtten kan udbetales. Alle ansøgere, der får afslag på støtte, modtager et afslagsbrev med begrundelsen for afslaget.

/Jan Lindboe

Beslutning

Indstillingerne blev godkendt.
Til top