Mødedato: 10.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

A-sag: Beslutning om informationstiltag og borgermøder 2021

Vanløse Lokaludvalg skal tage beslutning om afsættelse af midler til informationstiltag og borgermøder 2021

Indstilling

Formanden indstiller,

  1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter informationstiltag og borgermøder i 2021
  2. at Vanløse Lokaludvalg godkender at afsætte 50.000 kr. i 2021-puljemidler til informationstiltag og borgermøder i 2021, samt bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf jf. løsningsafsnittet.

Problemstilling

Vanløse Lokaludvalg får hvert år udlagt puljemidler til selvstændig varetagelse, der kan anvendes til dialogskabende, netværksdannende og bydelsrettede aktiviteter. En præmis for puljemidlernes anvendelse er, at midlerne skal være afsat til konkrete aktiviteter og godkendes af lokaludvalget, inden de kan anvendes.

Ved flere lejligheder har det vist sig, at lokaludvalget har brug for at anvende puljemidler til udgifter med en tidshorisont, der ikke muliggør, at der afventes bevilling af midler på et lokaludvalgsmøde. Det drejer sig især om udgifter til informations- og borgerdialog aktiviteter i forbindelse med høringer o. lign. bydelsaktuelle sager. Høringsfrister kan være for korte til, at der kan afventes bevilling af midler på ét lokaludvalgsmøde til f.eks. annoncering, borgermøder m.v.

Lokaludvalget har løbende informationsudgifter til f.eks. annoncering, Facebook-boost m.m. af borgermøder, borgerpanelundersøgelser o.lign, som med fordel kan dækkes af en samlet informations- og borgerdialogbevilling frem for at lave enkelte bevillinger fra gang til gang.

Derudover afsættes midler til helsidesannoncer i lokalavisen ca. 4 gange årligt, der handler om arbejdsgrupper i lokaludvalget, egne projekter, puljefrister, bydelsplan m.m. Ved at beslutte jævnlige 1-sides annoncer, kan lokaludvalget dels fortælle borgerne i bydelen, hvad lokaludvalget kan, vil og gør, samtidig med aktuelle sager og projekter kan kommunikeres mere dybdegående.

 

Løsning

Vanløse Lokaludvalg beslutter at afsætte 50.000 kr. i 2021-puljemidler til en informations- og borgerdialogpulje og giver formanden mandat til at træffe afgørelser om brug af puljemidler inden for den foreslåede ramme. Det betyder, at puljen kan bruges til følgende aktiviteter:

- annoncering i avis og/eller på Facebook og Instagram, f.eks. borgermøder, borgerpanelundersøgelser og i forbindelse med høringer eller andre bydelsaktuelle sager såsom henvendelser fra forvaltninger.

- helsides informationsannoncer om lokaludvalgets arbejde.

- borgerdialog, til afvikling af borger/debatmøde i forbindelse med høringer eller andre henvendelser af bydelsrelevant karakter, eller i forbindelse med det kommende kommunalvalg som f.eks. et vælgermøde eller invitation af de lokale partiforeninger til at stille med repræsentanter, der fortæller om deres lokale visioner for bydelen.

- småarrangementer, f.eks. kaffevogn i forbindelse med indsamling af input fra borgerne på aktuelle bydelssager såsom tryghedsvandringer, kampagner eller lign. samarbejder.

Når der er truffet beslutning om anvendelse af midler inden for informations- og borgerdialogpuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne under punktet Status på økonomi.

Økonomi

Budget   
 4 helsidesannoncer   30.000 kr.
 Afholdelse af borgermøder  10.000 kr. 
 Annoncer og sociale medie-boost til borgerinddragelse og generelle orienteringer   5.000 kr.
 Borgerinddragelsesaktiviteter såsom byvandringer, kaffevogne m.v.  5.000 kr.
 I alt   50.000 kr. 

Videre proces

Når der er truffet beslutning om anvendelse af midler inden for informationspuljen, vil det blive oplyst under punktet Meddelelser på det efterfølgende lokaludvalgsmøde, ligesom forbruget vil fremgå af den månedlige oversigt over puljemidlerne.

/Bent Christensen

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg drøftede informationstiltag og borgermøder i 2021, bl.a. muligheder for lokalt fokus på KV21, via de politiske medlemmer af lokaludvalget.

2. Vanløse Lokaludvalg besluttede at afsætte 50.000 kr. i 2021-puljemidler til informationstiltag og borgermøder og bemyndiger formanden til at træffe beslutning om brug heraf jf. løsningsafsnittet.

Til top