Mødedato: 10.12.2020, kl. 18:30
Mødested: Teams

Meddelelser

Se alle bilag

Orientering om Klimakonference 2021
Fredag den 20. november var Valby Lokaludvalg vært for konferencen "Hvordan engagerer vi Københavnerne i 2025 målene?" med deltagelse af bl.a. TMF-borgmester, TMF, Rambøll, Klimasekretariatet, miljøpunkter og lokaludvalg. Formålet med dagen var bl.a. at nå frem til, hvordan lokaludvalg, miljøpunkter og forvaltningen sammen kan engagere borgerne i at nå 2025-målene. For mere info lægges en opsamlende artikel op på www.valbylokaludvalg.kk.dk i løbet af næste uge.

Borgerservice på Kulturstationen Vanløse
Kultur- og Fritidsforvaltningen har sendt en orientering til Vanløse Lokaludvalg om, at Spejlsalen skal nyindrettes til Borgerservice. Den nye placering har til hensigt at styrke fællesskabet mellem Borgerservice og sekretariatet for Vanløse Lokaludvalg, som har næsten samme åbningstider, men også at åbne dørene og give mere liv og inspiration til kulturaktiviteter. Samtidig giver det bedre rammer til at videreudvikle biblioteket – og arbejdet med en ny børnebiblioteksafdeling som allerede vil gå i gang i januar. Læs mere i det vedlagte bilag. 

KFF-borgmesterbesøg
Tirsdag den 17. november holdt Kultur- og Fritidsborgmester, Franciska Rosenkilde møde over Teams med Vanløse Lokaludvalg. Her blev der diskuteret emner som Kulturstationen Vanløse, Multifunktionsplads og lokale idrætsfaciliteter. Borgmesteren har sendt en opsamling på mødet, der er vedhæftet som bilag. 

TMF-borgmesterbesøg
Lokaludvalget havde besøg af Teknik- og Miljøborgmesteren tirsdag den 24. november, hvor lokaludvalget viste Ninna Hedeager Olsen lokaludvalgets projekter. Lokaludvalget og borgmesteren startede besøget med at se på udfordringer med de igangværende trafikomlægninger i Katrinedalskvarteret. Lokaludvalg og borgmester trak herefter indendørs i Kulturstationen, hvor lokaludvalget bl.a. præsenterede ønsket om et grønt åndehul på Helga Larsens Plads og en midlertidig natur- og miljøstation ved Pumpestationen på Damhusengen.

Nyhedsbrev fra Stairway
Spillestedet Stairway har sendt et nyhedsbrev til Vanløse Lokaludvalg, der både indeholder information om, hvordan det er gået i 2020 med frivillige og åbningen under corona-situationen samt nyheder om, hvad man kan forvente på spillestedet i det nye år. Nyhedsbrevet er vedhæftet som bilag. 

Indlevering af dokumentation ifm. internetrefusion
Husk, at der er frist for indlevering af dokumentation ifm. internetrefusion 10. december 2020, for de af Jer der blev tilmeldt inden 1. marts 2020.

Orientering om juletræstænding
Lørdag den 28. december blev lokaludvalgets juletræ på Vanløse Torv sendt. Se den fine video som er lavet i samarbejde med Kronen Vanløse. https://www.facebook.com/vanloeselokaludvalg/videos/733359253946937

Sorteringspunkter
I forbindelse med Ressource- og Affaldsplanen 2024 skal der etableres 750 sorteringspunkter i København. Med sorteringspunkterne får københavnerne mulighed for at aflevere deres kildesorterede affald både i gården og på gaden. I løbet af 2021 og 2022 kommer forvaltningen ud i de enkelte lokaludvalg for at finde ud af, hvordan sorteringspunkterne placeres bedst muligt i de enkelte bydele. Alle sorteringspunkter forventes at være sat i drift ved udgangen af 2023.

Copenhagen Bike Festival
Vanløse Lokaludvalg er blevet inviteret til at være med i et nyt initiativ under navnet Copenhagen Bike Festival. l 2021 skal den første cykelfestival finde sted i og omkring København - cyklernes by. Der arbejdes på at skabe et spændende program, der omfatter urbanisering, grøn omstilling, transportpolitik, sundhed, workshops med praktisk indhold, optog, cykeldemoer, cykel trends og festlige indslag i gadebilledet. Hvis man er interesseret i at vide mere eller tænker lokaludvalget kan være med til at bidrage, så kontakt sekretariatet.

Merudgift til folietryk
Formanden har godkendt en merudgift på de 3 folietryk i vinduerne, således at der anvendes 6.000 kr. i 2020-puljemidler frem for kun 2.000 kr. Grunden til den store merudgift, er, at det viser sig at folien/bogstaverne skal skæres og sættes op enkeltvis frem for samlet.

Deadline for indmelding af dagsordenspunkter til næste LU-møde
Deadline for indmelding af punkter til lokaludvalgsmødet den 28. januar 2021 er mandag den 18. januar 2021.

 

NYE MEDDELELSER:

Nytårskur
Den årlige nytårskur/tur må desværre aflyses indtil videre. Forslag til hvad lokaludvalgsmedlemmerne mener vil være interessant at se ved en senere lejlighed, kan meldes ind til sekretariatet.

Sekretariatet er hjemsendt
Sekretariatet arbejder hjemme, som udgangspunkt helt frem til og med 28. februar 2021, men deltager i møder på Teams og kan fortsat kontaktes pr. mail og telefon som sædvanlig.

Busbane på Godthåbsvej
Borgerrepræsentationen godkendte indstilling om A-busnettet i møde den 10. december, herunder oprettelse af busbane på Godthåbsvej. Sagen tages op i Trafik og Plan. Se Borgerrepræsentationens behandling her: https://www.kk.dk/node/14148/10122020/edoc-agenda/2c5c7abb-0771-4cf9-a1…

Katrinedalskvarteret
Der er fortsat problemstillinger i forhold til den konkrete udførsel af trafiksikkerhedsprojektet i Katrinedalskvarteret, dels i forhold til den løsning TMU godkendte den 14. september, dels i forhold til skiltningen i området. Trafik og Plan følger sagen og Poul Hviid, Jes König og Bent Christensen udarbejder opfølgende politiker spørgsmål til TMU vedr. skiltning og udførsel af trafiksikkerhedsprojektet.

Lovforslag om afståelse fra opkrævning af tillægskøbesum
Regeringen har fremsat lovforslag (L113) om, at kommunerne kan afstå fra at opkræve tillægskøbesum hos et boligselskab. Forslaget har været til 1. behandling, og der synes at være et flertal for det; 2. og 3. behandling påregnes i januar 2021. Københavns Kommune regner med at forslaget kan gennemføres, hvilket vil betyde, at 3B-KLønstrupgård vil få mulighed for at gennemføre sine byggeplaner, ind i den "lille gård" og fritidsinstitutionen. Det kan få betydning for tidsplanen for udbygningen af Damhusengens skole, hvis matrikel fritidsinstitutionen skal overflyttes til.

 

Til top