Mødedato: 09.12.2021, kl. 18:00
Mødested: Kulturstationen Vanløse, Frode Jakobsens Plads 4, 2720 Vanløse

A-sag: medlemsforslag vedr. puljeansøgning: Vanløse På Den 2. Ende 2021

Vanløse Lokaludvalg skal tage stilling til medlemsforslag vedr. puljeansøgning: Vanløse På Den 2. Ende 2021

Indstilling

Det foreslås,

1. at Vanløse Lokaludvalg drøfter og tager stilling til ændring af bevilling vedr. puljeansøgningen Vanløse På Den 2. Ende 2021, jf. forslag.

Medlemsforslag stillet af Bent Christensen, repræsentant for Socialdemokratiet.

Forslag og Motivation

Forslag
Medlemsforslaget vedrører puljeansøgningen ”Vanløse På Den 2. Ende 2021” (byfest), som lokaludvalget i november 2020 bevilgede en underskudsbevilling på 150.000 kr. øremærket til udgiftsposterne "Scene, lyd, lys og Koda", "Underholdning børn", "Tampurkorps", "Fritidsjobguider" samt "Musikskole".

Arrangementet blev efter nogen usikkerhed flyttet fra juni og afholdt i september 2021, men pga. corona har ansøgeren være nødt til skrue ned på aktiviteterne til byfesten. Udgifterne til scenen og børneholdning er derfor blevet markant mindre end budgetteret, og ansøgeren kan på den baggrund ”kun” få udbetalt 55.000 kr. af de 150.000 kr. i underskudsbevillingen til de øremærkede aktiviteter.

Ansøgeren har dog et samlet underskud på ca. 83.000 kr. (hvor lokaludvalgets underskudsbevilling dækker 55.000 kr.)

Jeg forslår, at ansøgerens udgifter til leje af borde/stole, afspærring og leje af toiletter (udgifter som normalt kan dækkes af Københavns Kommunes Arrangementspulje) også tælles med som en del af lokaludvalgets øremærkning. Der var frist for ansøgning til arrangementspuljen den 1. maj 2021, men da det i foråret var uklart, om ansøgeren kunne afholde byfesten pga. corona, så søgte arrangøren ikke arrangementspuljen.

Baggrund for forslaget
Coronaen har også i 2021 betydet en meget indgribende ændring af udendørs og indendørs aktiviteter. Da Vanløse Lokaludvalg behandlede GEVs, Vanløse Handelsforenings, ønske og forslag om ansøgningen Vanløse På Den 2. Ende 2021 var restriktionerne vedr. corona endnu ikke bekendte for arrangørerne og os. Begrænsningerne for udendørs aktiviteter blev først lettede efter 2. juni 2021, hvor gadeaktiviteterne var påtænkt, og arrangørerne besluttede derfor at udskyde aktiviteten til senere.

Det var tænkt i lokaludvalget at give en underskudsgaranti på op til 150.000 til de af lokaludvalget prioriterede tiltag, idet det blev antaget, at de tiltag, der i normale år ville blive støttet af kommunens arrangementspulje, også kunne finansieres på denne måde.

Imidlertid har der i 2021 kun været en ansøgningsfrist til denne pulje den 1. maj, også pga. coronaen. Der var således ikke mulighed for at søge om pengene, da det endeligt blev besluttet at afholde arrangementet i september 2021. 

Det sene tidspunkt på året betød desuden, at det kun var muligt at gennemføre dele af programmet.

På denne baggrund opfordrer jeg til, at lokaludvalget udstrækker sin underskudsgaranti til også at omfatte de udgifter, arrangementet pådrog sig til de praktiske formål, som toiletter, trafikafspærringer m.v.

Beslutning

1. Vanløse Lokaludvalg besluttede at vedtage medlemsforslaget, således at der i alt kan udbetales 83.274,18 kr. i 2021-puljemidler.
Til top